DAGENS ORD: ”Retfærdiges frelse kommer fra Herren, han er deres værn, når nøden kommer.” Salme 37:39

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Ruth Cilwik Andersen

Netpræst

Ruth Cilwik Andersen, Præst
Frikirken Salem

Mail: rca@mail.dk

 

En ”stille” uge?

16 apr. 2014

I dag er det mandag morgen i påskeugen 2014 og jeg har taget mig tid til at skrive denne prædiken eller refleksion til Netkirken – det har jeg glædet mig til. Sikke en begivenhedsrig uge i den kristne tro vi går ind i.

I går, med Palmesøndag, startede den ”stille uge”, som også er den sidste uge af fastetiden. Både skærtorsdag og langfredag falder i denne uge og afholdes i erindring om Jesu Kristi lidelse og død på korset.

”Stille uge?! … det bliver det næppe” sådan lød en Facebook meddelelse i går! Det er jo en virkelighed for mange børnefamilier og alle dem, der har prioriteret denne uge til at pleje deres netværk med påskefrokoster og sammenkomster eller skal ude at rejse; det skal jo planlægges!

Var der ”stille” dengang?
Op til langfredag gik det i al fald ikke stille for sig. Jesus kastede sig ud i at tømme Tempelpladsen for alle handlende og slentrende for at få formålet med Templet tilbage i centrum: det skal være et bedehus. Det gjorde han med passion og fysisk handlekraft. Det skulle ikke være hverken forkert eller forbudt at handle og forhandle, men ikke på dette sted. Dem, der havde bredt sig over det hele, vidste det sådan set godt, men når der ikke er nogen, der siger noget…. Så må det jo være tilladt! Dyrene, frugt, grønsager og forskellige valuta fyldte tempelpladsen – i stedet for selvransagelse og en forventningsglæde til at møde Gud.

Selvfølgelig skabte det diskussion og forvirring og mange samtaler fyldte de sidste dage af Jesu liv. Jesus prøvede på mange forskellige måder at fortælle om, hvad der kommer til at ske for bl.a. at forberede dem, der lyttede på ham. For eksempel brugte han det dengang kendte billede om et hvedekorn. Han siger I Johannes Evangeliet kapitel 12.23-14

Nu er det øjeblik kommet, hvor Menneskesønnen skal ophøjes. Det siger jeg jer: Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt ned i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt

Den opmærksomme lytter tænkte måske mere over ordet ophøjet end over ordet død. Men begge ord blev til virkelighed. Ophøjet på et kors – herliggjort som Guds søn, der opfylder alle løfter – og som døde for at bringe liv!

Selv korsfæstelsen gik ikke stille for sig. I Lukas Evangeliet kapitel 23. 44-48 står:

Ved tolvtiden forsvandt solens lys, og der blev mørkt over hele landet indtil klokken tre.
Pludselig blev det kraftige forhæng ved indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget ned midt igennem. Samtidig råbte Jesus, så højt han kunne: »Far, jeg betror dig min ånd!« Med de ord udåndede han. Da den romerske officer så alt, hvad der skete, lovpriste han Gud og udbrød: »Den mand var i virkeligheden uskyldig!«De mange mennesker, som var fulgt med derud for at overvære korsfæstelsen, blev forfærdede over det, de så. De slog sig fortvivlet for brystet, og langsomt begyndte de at gå hjemad
…”

I et andet af evangelierne står der, at der endda var jordskælv!
Men herfra er der stille.
De næste dage er der en bedrøvet stilhed. Dem der har fulgt Jesus Kristus føger sig forladt og efterladt med en tomhed…

At være “stille”
I vores tid, fordi vi kender til påskemorgenen, kan stilheden fyldes med taknemlighed og refleksion over, hvad der er sket og hvorfor. Jesus bar vores lidelse, smerte og fejl for at vi, ved troen på ham, modtager liv, tilgivelse og frihed. Der er meget at hente og tilegne sig.

Stilheden kan foregå ved at tage sig tid til at læse historien i Bibelen og skabe et momentum ved at give tid til at Gud kan tale og inspirere igennem den. Den kan også opleves ved en gåtur, hvor naturen minder om hvedekornets billede. Det kan være mange ting.

Forleden stod jeg netop i sådan en situation, som facebook meddelelsen i begyndelsen lød på: næppe ro eller tid til udelukkende at fokusere på en tanke eller en bøn. Jeg spurgte Gud, hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke bare gå eller forlade denne situation, men hvad vil DU gøre? Prompte kom indskydelsen: ”Vær bare midt i det – sammen med mig”. Den sætning gav mig i netop den situation den nødvendige indre ro, hvor - trods turbulens og ståhej omkring mig – en salig stilhed bevarede både tanken om Guds nærvær i mit liv og hans fortsætte dialog med mig.

Måske kan denne ”stille uge” bliver efterfulgt at mange ”stille” stunder fremover, hvor dét, Jesus gjorde dengang, tilegnes i tro og bliver levende i hverdagen?!

Jeg ønsker dig velsignede ”stilheder”

Ruth Cilwik Andersen, præst i Frikirken Salem i Frederiksværk og netkirkepræst.




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk