DAGENS ORD: ”Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.” Efeserne 4:29

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Claus Bækgaard

Netpræst

Claus Bækgaard, Præst
Roskilde Baptistkirke

Mail: claus@netkirken.dk

 

Jesus – den gode hyrde

1 jun. 2005

Bibelen giver mange gode billeder på beskrivelsen af forholdet mellem Gud og mennesker. Et af dem, er Jesus som den gode hyrde. Når vi hører ordet hyrde i dag, giver det nok ikke helt den samme forståelse som for tilhørerne på Jesu tid. Nogen ser for sig et billede af en lille afrikansk dreng, der går bag en fåreflok med en pind i hånden. Pinden bruger han som pisk og til at gænge fårene frem og på plads ind i hjorden. Andre ser måske en Irsk eller New Zealandsk fåreavler for sig, der står på toppen af en bakke og ved sine pift, kan give signal til sine hunde om, hvordan de skal drive fårene sammen. Billeder, der kan være med til at give os en helt forkert opfattelse af, hvilken Gud det er vi har, når han kalder sig selv ”Den gode hyrde”.

Når vi læser de bibelske tekster og forstår datidens hyrdebillede, er de ovenstående billeder meget misvisende. I Johannesevangeliet kapitel 10 kan vi bl.a. læse om datidens hyrder, der gik foran sin hjord og som hele hjorden fulgte efter. Jesus selv kalder sig i denne tekst, den gode hyrde, der sætter sit liv til for sine får. Der er ikke den fare eller trussel, der vil kunne få ham til at vige fra sin plads som hjordens beskytter. Hyrdens job var ikke bare at beskytte hjorden, det var også at lede den til de rette græsgange og til det livgivende vand. Hyrden sørgede for, at alle hans får fik den nødvendige pleje, omsorg og føde i rette tid. Selv det allermindste får var værdigfuldt i hyrdens øjne. Skulle blot et enkelt får blive væk fra resten af hjorden, ville han lede efter det, til han fandt det igen. Koste hvad det ville.

Jeg ved ikke, hvilket syn du har på Gud som din hyrde. Måske har du set ham som drengen med pisken eller måske hørt fårehundenes ”bjæffen”. Uanset hvad, så er min bøn for dig, at du må se Jesus som den gode hyrde, der går ved din side og er klar til at beskytte dig med sit liv. Han har allerede en gang givet sit liv for dig. Han er hyrden, der vil lede dig til den rette føde og hvis du oplever du er kommet væk fra resten af hjorden, så vil han også finde dig der. Han ønsker at lede dig til de grønne enge og til det stille vand.

Hvordan det, tænker du måske! Hvordan kan han lede mig rent praktisk i dag? Ja, hyrden gik foran for at lede, og hans får kendte hans stemme og fulgte ham. Alle dem, der fulgte ham, tilhørte hyrdens hjord. Alle må vi lære hyrdens stemme at kende og det gør vi lettest ved at bruge tid sammen med ham i bøn, bibellæsning og stilhed. Giv Gud en chance for at tale til dit indre med sin fred. Hjorden kommer til udtryk i menigheden, og ved at vandre sammen, følgende hyrden, kan vi hjælpe hinanden på denne vandring.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Sl 23,1 - 4



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk