[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken
Mail: signevoldby@gmail.com
Kære læser…
16 nov. 2014
Af og til når jeg tager præstekjole på og går i kirke søndag morgen, kan jeg godt forstå, at man har programmer i TV, der hedder ”ugen, der gik” – hvor man tænker lidt tilbage og ser på politiske og sportslige og musikalske ting, der er foregået i ugen, og kommenterer det – ofte med ironi og humor.Og jeg vil godt dele lidt med jer af minder fra ugen, der gik, i min kirke og i vores kirkelade i Græse.
Onsdag aften og torsdag aften var der mennesker samlet derovre i kirkeladen.
Onsdag aften var vi 5 – torsdag aften var vi 75.
I bibelkredsen onsdag aften fik vi tid til at læse nogle af de tekster, der læses i kirken i dag, vi fik tid til at lytte til hinanden, og til at tale om hvilket vers, der talte mest til os, netop den aften. Der var plads til at tale lidt om tro og hverdag, der var plads til at lytte til hinanden og hjælpe hinanden med at se Gud på en ny måde. Og der var tid til fred og bøn.
Torsdag aften var der fuld power og gospelandagt. Lys i alle vinduerne, skønne gospelsange fra vores store gode kor, en andagt ved mig og så mulighed for at gå rundt og tænde lys og skrive bønner.
Man kunne tage et fint postkort og skrive en bøn på. Der stod to skåle. Hvis du lagde dine bønner i den ene skål, så blev de læst op til sidst – som en fælles bøn. Hvis du lagde dine bønner i den anden skål, så var der ingen andre , der så bønnerne, end Gud.
Vores gospeldirigent Mads spillede lige så stille til, mens vi gik rundt…. Og blev ved med at spille dæmpet, da jeg stod der med de to skåle.
Bønnerne til Gud løftede jeg op, og vi bad bare om Guds fred over dem. Og de andre bønner, der blev læst op, var selvfølgelig dybt rørende – og det blev virkelig en fælles bøn, fordi alle lyttede med.
For mig var den mest rørende bøn én, hvor der stod, ”Kære Gud , vil du gøre det sådan, at jeg ikke skal sidde alene juleaften.” Kan I forstå, at man håber og beder til, at Gud hører vores bøn…
Det var så nogen af aftenerne i ugen, der gik ved Græse kirke.
Så var der mine tre hold konfirmander – og det handlede om Nigeria! Jeg viste billeder fra min tur i 2010 – og selv om det er 4 år siden, er der rigtig meget, der helt aktuelt minder os om nogen ting i dag…
Jeg tænkte på, at konflikten mellem muslimer og kristne, som jeg mødte dengang, den er stadig helt aktuel. Og minderne om og længslen fra en kirke om at række ud til folk, der i hjertet og i hverdagen har brug for Guds kærlighed, det var også voldsomt aktuelt i dag. Vi talte lidt om gadebørn, der bliver smidt ud, eller stemplet som heksebørn eller overhældt med syre – de børn rækker kirken ud til – og tilbyder dem et hjem, mad, uddannelse – OG fortæller dem, at for Gud er de altid virkelig elsket, og at de er Hans børn.
I ugen, der gik var der jo også teenklub tirsdag aften med mange dejlige ”gamle” konfirmander og masser af upbeat lovsang. Og så var der et spændende sognemøde onsdag eftermiddag – der var vi i øvrigt også et smut i Afrika , for vi hørte om Dr. Livingstone! – og så havde vi fest og farver i kirken lørdag formiddag – to dåbsgudstjenester kl. 10.30 og 11.30 – ved den første var der 60, ved den anden var der 5.
Sådan er det at være kirke – og så vidunderligt er det, at vi har en Far i Himlen, der ikke velsigner efter antal, men efter mennesker.
Og midt i alt det festlige, så var der begravelse fredag. Og der er en sætning, som jeg har brugt i den uge, der er gået.
Den sætning vil jeg godt række jer, kære læsere, der ligesom resten af Danmark er på vej hen mod adventstiden.
Sætningen lyder sådan: ”Jo tættere mørket bliver, jo mere skinner lyset fra korset…” Lad mig lige fortælle dig, hvor den stammer fra.
I Sydney i Australien rykker Hillsongkirken ud en dag om året – med masser af aktiviteter og hygge og sange og workshops og gospel og alt muligt – bare udenfor. Med en stor lovsangskoncert om aftenen.
Min drøm er i øvrigt, at vi kan gøre det samme i Græse en sommerdag på græsplænen ude foran kirken og så slutte, når tusmørket falder på med en aftenkirke derude.
På youtube så jeg et klip, hvor Hillsongkirkens taler stod vendt ud mod de 7000, der var der, bagved var der en bakke – præcis ligesom vi i Græse har en bakke, der hedder Danshøj. Og jeg kan forestille mig, at vi kunne gøre det samme som den australske kirke, nemlig sætte en række fakler op ad Danshøj, en fakkelformation formet som et kors.
Og taleren sagde, ”Vend jer lige om og se…
Lige siden middagstid, hvor vi startede, har alle faklerne været tændt. Men I har ikke lagt mærke til det, fordi solen skinner… Men, sagde taleren – og så kommer den sætning, jeg aldrig har kunnet glemme:
Jeg har lagt mærke til, sagde han, at ”jo tættere mørket bliver, jo mere skinner lyset fra korset”…”
Det er en fantastisk sætning. ”Jo tættere mørket bliver, jo mere skinner lyset fra korset”…
Den sætning lyser af håb både torsdag aften til fest og glæde ved gospelandagt, og den sætning lyser af håb til begravelse fredag eftermiddag og til kirke om søndagen.
Guds håb og Guds løfter – Guds nærhed og Guds lys i Jesus, der skinner i mørket – det er det, vi skal række videre! Om vi er få eller mange, unge eller gamle, til begravelse eller dåb, i Nigeria, Australien eller Danmark, om der er power gospel eller stille fred – bare Jesus er der – så er det kirke.
Og ”jo tættere mørket bliver, jo mere skinner lyset fra korset”…
Må Gud velsigne dig.
Signe Voldby,
Græse Præstegård
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
