DAGENS ORD: ”Retfærdiges frelse kommer fra Herren, han er deres værn, når nøden kommer.” Salme 37:39

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Ole Bækgaard

Netpræst

Ole Bækgaard, Netpræst
Netkirken

Mail: olebaekgaard@email.dk

 

En verdensbegivenhed med vidtrækkende betydning

1 feb. 2016

Hvem er egentlig ’fortabt’
En af de mest kendte lignelser som Jesus fortalte, var lignelsen om ’Den fortabte søn’. Denne lignelse var, i Evangelisk Alliances bedeuge i midten af januar, lagt ud til alverdens kristne som baggrund for bøn og fordybelse.

Man havde valgt at kalde lignelsen ’De fortabte sønner’, og den handler om en eventyrlysten og ansvarsløs yngste søn og en pertentlig, ansvarsfuld og retlinet, men temmelig selvretfærdig ældste søn. Beretningen finder vi i Lukas evangeliet kapitel 15, versene 11-32. Den er altid aktuel, og rammer direkte ind i de fleste menneskers liv. Jeg tror, vi alle kan lære noget af denne Jesu lignelse.



Historien kort fortalt
I al sin enkelhed handler lignelsen om en ung, rastløs mand, der ville ud i verden for at ’leve livet’, frigjort fra sit hjem og dets påvirkning. Han fik sin arv udbetalt og rejste langt væk til et fremmed land, hvor han formøblede alle pengene på et vildt og løssluppet liv, der endte i dyb fattigdom, sult og selvfornedrelse. I sin fortvivlelse og sorg kom han til at tænke tilbage på, alt det gode han havde vendt ryggen da han forlod sit trygge og kærlige hjem.

Han fortrød sine tåbelige handlinger og rejste hjem igen og bad faderen (Gud) om tilgivelse, hvilket han fik på grund af sin oprigtighed og reelle anger over at have svigtet alt det han havde lært i sit barndomshjem og sin kærlige fars gode råd og opdragelse. Faderen tog imod ham med betingelsesløs kærlighed. Han slagtede fedekalven og indsatte sin elskede søn i alle hans gamle rettigheder – for en rigtig tilgivelse er også, at alt det gamle er glemt.

Den ’perfekte’ storebror
Derhjemme på familieejendommen gik den ældste søn og passede alle sine pligter perfekt som han plejede. Han var et samvittighedsfuldt menneske, gjorde altid de rigtige ting og der var faktisk intet at klandre ham for.

Da han så lillebroderen komme hjem og blev tilgivet af deres far, blev han forståeligt nok bitter og bebrejdede faderen for dennes eftergivenhed i skarpe vendinger. Han blev så vred, at han nægtede at gå med til velkomstfesten for den hjemkomne og tilgivne lillebror. Som han sagde til faderen: ’Her gik jeg og slæbte for dig dag efter dag, men der var aldrig nogen, der holdt fest for mig! Men denne din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham.’

De fleste mennesker i den kristne kultur kender denne lignelse og tænker vel mest på den yngste søn og hans fantastiske redning, det var en god happy end, og så tænker vi ikke mere på dette.

Men hvad med den bitre storebror? Hvad der skete med ham, siger skriften ikke noget om. Måske Jesus, som havde fortalt denne lignelse, (vist mest med henblik på farisærene), ville have, at man selv skal finde frem til en løsning.

De fleste, tror jeg, synes sikkert, at den ældste søn var en sur og misundelig fyr, der bare var negativ og grov overfor såvel lillebroderen som faderen, måske tænker vi, at det må være hans eget problem, han kunne bare opføre sig ordentligt - det burde han da kunne forstå!



Man opgiver da ikke en bror?
Men var det så enkelt? Den kærlige og omsorgsfulde far elskede begge sønner. Han kunne umuligt bare feste med den yngste søn og lade den ældste sejle sin egen sø udenfor fællesskabet i ensomhed og vrede!

Det tror jeg heller ikke. Det ligger bestemt ikke i bibelens hensigt og tro, som klart udtrykker, at alle skal komme til erkendelse, indsigt og forståelse, eller som bibelen siger det – at alle skal frelses.

Kan vi sætte os ind i den ældste søns tankegang? Havde han alligevel en pointe? Vi får at vide, at han var eksemplarisk og stabil, han svigtede ikke som den yngste. Selvfølgelig tænker han: Hvor er retfærdigheden dog henne? Han blev bitter og mærket af sin stærke retfærdighedsfølelse reagerede han meget menneskeligt og naturligt på en måde, som de fleste af os vel kan forstå?

Mange ældste sønner og døtre, der er de pæne og ansvarsbevidste mennesker, kan nemt, som den ældste søn få den følelse, at hvis man bare er pæn og perfekt, er man selvskrevet til at være 'retfærdig’ og alt er som det skal være. Måske tænker de, som datidens farisærer, at netop de var selvskrevne til Guds rige, på grund af alle de gode gerninger de gjorde. Jeg tror dog ikke, det er nok. Bibelen siger klart, (Efeserbrevet kap.2 versene 8-9) at ingen bliver frelst på grund af gode gerninger: ’Af nåde (uforskyldt, af Guds kærlighed) er I frelst af tro, det skyldes ikke gerninger, Guds er gaven, ingen har noget at rose sig af’.

Den perfekte ældste søn måtte, for at komme videre i sit liv gå i sig selv og komme over sin vrede hvis han ville være med i familiefællesskabet. Han hørte jo til dér. Han var jo også en elsket søn, det kan man ikke bare glemme.

Historiens betydning for mig
Der er sikkert mange sønner og døtre, der lever et fint og godt liv, svarer enhver sit, og netop derfor føler sig perfekte – måske kan vi sammenligne med farisærene, der overholdt loven og bad højt på gaden, så ingen kunne være i tvivl om deres store godhed! Jamen, er det så svært at sætte sig ind i denne tankemåde.

Jeg ved ikke, hvordan du, der læser dette, tænker. Personligt kan jeg godt fornemme lidt af det ældste sønnen følte. Jeg prøver da på at leve et godt, kristent liv, og ind imellem kan jeg godt tænke: Nu har jeg gjort det så godt og ’perfekt’ jeg kan. Jamen, så er det vel det hele! Jeg er da ikke sådan en uansvarlig fyr som den yngste søn! Men faktisk tror jeg, at den yngste bror var tættere på Gud, end den der mener sig perfekt på grund af alle sine gode gerninger. Bibelen siger, at vi er frelst af nåde, af Faderens betingelsesløse kærlighed.

Kære perfekte ældste søn, der er ingen vej udenom, du er slet ikke perfekt, ingen af os er det. Bibelen siger det temmelig tydeligt, at alle har syndet, vi har alle svigtet og kan ikke leve op til Guds høje standard, men på grund af Guds kærlighed og nåde er vi ’skyldfrie’ (Rom.3.23-24) Du må få din bitterhed og uforsonlighed ud af dit liv og vende om og tage mod faderens betingelsesløse kærlighed.

PS. Derfor må vi også bede for den bitre, selvretfærdige storebror – for han hører til i vores store dejlige familie. Bede om, at han må, åndelig talt vende om og træde ind i Faderens kærlighed.

Ole Bækgaard




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk