DAGENS ORD: | ”Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed.” Esajas 46:4 |
|
[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ] Netpræst
Svend Løbner Madsen, journalist, redaktør og mentor Mail: mail@svendlobner.dk [ Mere ... ] Jesus hjælper dig at ’bære’ livet1 maj. 2017 Er livet ikke til at bære? Jesus inviterer os til at komme til ham og tilbyder et redskab til at bære byrderne med. Han ønsker nemlig, at vi løser livets opgaver sammen med ham.”Mit åg er godt, og min byrde er let!” Det siger Jesus i en sammenhæng, der ellers opmuntrer til bare at komme med alle bekymringer til ham. Og det har altid undret mig. Sådan lyder sætningen i sammenhæng: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” (Mattæus 11:28-29). På den eneside skal vi komme af med byrderne. På den anden side ser det ud som om vi får mere vægt at bære! Et åg, der ser ud som yderligere en vægt på vore ømme skuldre! Men bare rolig! Jesus ved, hvad han gør! Åget er godt – eller gavnligt, som der stod i en ældre bibeloversættelse – og at hans byrde er let. Og verset viser sig at rumme en dyb hemmelighed til, hvordan vi kan ”bære” livet – også når det ikke et til at bære. Åget hjælper Jeg er vokset op i en ret primitiv afrikansk kultur og så tit mænd bære to tunge spande med vand med et åg hen over skulderen. Jo, det var tungt, og mange af dem så ud til at segne når som helst, men hvis ikke de havde åget hen over skuldrene, ville de ikke kunne løfte to så tunge spande. Jeg så også et åg blive lagt hen over oksernes nakker, når de sammen skulle pløje en mark. Vi kender det også fra billeder af dansk landbrug for mange år siden. Jo, okserne er stærke og skal nok klare ærterne, men de ville spilde en masse kræfter på at trække i hver sin retning, hvis ikke de havde åget over sig. Åget letter byrder og giver retning. Og det er jo ikke værst, når man ikke blot skal af med en midlertidig byrde eller bekymring. Hvis man også skal gøre noget konstruktivt i fremtiden, skal man måske have hjælp til at gribe det rigtig an. Og her kommer åget passende til hjælp. Tre fordele For det første: Vi er ikke alene med vores opgaver og udfordringer. Jesus går i åg sammen med os. Han er med, både når det går godt og mindre godt. Han bærer sin del af byrden. Han viser retning. Han hjælper os at rette ind, når vi er ved at vige til højre eller venstre. Han er der hele tiden! For det andet: Vi får hjælp i opgaverne. Når man går i åg, går man tæt sammen og kan tale med hinanden. Jesus vil tale til os og vejlede os løbende i processen. Og bare rolig: Han brokker sig ikke og skælder ikke ud. Al synd, skyld og skam har han allerede taget på sig! For det tredje: Vi får udrettet noget sammen. Vi kan se tilbage på plovfuren og mærke, at vi kommer nogen vegne. Og sådan vidner historien om masser af troende mænd og kvinder, som udrettede helt utrolige ting, takket være deres kald og virke for Gud. Sammen med Jesus Er livet ikke til at bære? Så husk, at Jesus inviterer dig til at komme til ham og at han desuden tilbyder dig et redskab til at bære byrderne med. Han ønsker nemlig, at du løser livets opgaver sammen med ham. Og glem ikke: Kom til ham som du er. Du behøver ikke vente, til du kan præsentere en succes. Bare kom – også med alle dine byrder. Han tilbyder dig et redskab til at bære byrden med: et åg. Og det, som umiddelbart der ud som endnu en tung byrde på dine skuldre vil vise sig at blive en stor hjælp. Og så vil han gå sammen med dig i livets op- og nedture. I kan tale sammen, arbejde sammen og glæde jer sammen over resultaterne. Ikke værst, vel? |
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992. |
|