DAGENS ORD: ”rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, overstrømmende i jeres tak.” Kolossenserne 2:7

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Henrik Frimand-Meier

Netpræst

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Løftebrud, svigt, og en ny chance

1 maj. 2018

Vi kender alle til at blive svigtet, eller til selv at svigte. Hvor tit har vi ikke afgivet et løfte, for efterfølgende at ’glemme’ hvad vi har lovet? Det er menneskeligt at fejle, siger vi, men nogle gange er vores fejl fatale, eller tæt ved at være det.

I dag er tolerancerne imellem os desuden ofte små. De færreste venskaber holder til ret meget nu om stunder. Og ægteskaberne opløses tit når den første glød har lagt sig, og der opstår misforståelser imellem ægtefæller. Fælle, eller frænde, er en nordisk betegnelse for en person, som man lever eller arbejder sammen med, og har noget tilfælles med eller er kammerat med, og for en person som man har et åndeligt eller socialt fællesskab eller slægtskab med.

En man elsker. Som ven og ven imellem, i relationen mellem barn og forældre, mellem par, gode naboer, søskende, slægtninge, arbejdskollegaer, skolekammerater, legekammerater, osv. Kort sagt: dem man ofte er sammen med, og trives med i hverdagen.

Vi har dog også en talemåde der lyder: ’frænde er frænde værst’.

Vi giver let op, når følelserne ikke længere brænder i os for den anden, når vi føler os svigtet, når virkeligheden bremser drømmen. Så vokser vi fra hinanden, eller vi udvikler os i hver sin retning. Hvis der er sket løftebrud, hvis der er svigt, så er man i sin gode ret til at vende ryggen til sin fælle eller frænde. Eller er man?

Som prædikenskriver er jeg ikke nødvendigvis den rette til at fortælle andre om, hvordan de rettelig skulle have handlet eller ikke. Og selv er jeg fuld af fejl. Nej, det jeg skal, er at vise hen til Jesus. For hos Jesus tror jeg, vi finder inspiration til at gå en bedre vej, end den mange af os vælger, når vores relationer af i dag sættes under pres. Eller når jeg som individ fejler. Hos Jesus finder vi livgivende dybder og en indsigt der er værd at studere. Tilgivelses element skal vi turde tage med i betragtning. Nådens vej skal vi vove at betræde, selvom nåden hverken er billig eller letkøbt.

Udgangspunktet for prædiken er relationen mellem Simon Peter og Jesus. Deres forhold rummede store løfter, svigt, nederlag og én for os lærerrig proces, da alt så allermest fortvivlet ud.

Peter er en af de mest velbeskrevne personer i Det nye Testamente. Hans menneskelighed, den iver og ildhu han rummer på den ene side, og hans forhastede udtalelser og svigt på den anden side, gør at Peter for mange af os er genkendelig.

Prædiketeksten står i Johannesevangeliet kapitel 21:

Derefter åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberias Sø, og det gik sådan til: Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne (Jakob og Johannes*) og to andre af hans disciple var sammen. Simon Peter sagde til dem: »Jeg tager ud at fiske.« De sagde: »Vi tager med dig.« De tog af sted og gik om bord i båden, men den nat fangede de ingenting. Tidligt om morgenen stod Jesus på strandbredden; disciplene vidste dog ikke, at det var Jesus. Han sagde til dem: »Børn, har I noget at spise?« »Nej,« svarede de. Han sagde til dem: »Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst.« De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der. Johannes* sagde til Peter: »Det er Herren.« Da Simon Peter hørte, at det var Herren, bandt han tøjet om sig – han var ellers nøgen – og sprang ud i vandet. De andre disciple kom i båden, de var nemlig ikke langt fra land, kun omkring to hundrede alen, og de havde nettet med fiskene på slæb.

Da de kom i land, så de et bål af trækul, og på det lå der fisk og noget brød. Jesus sagde til dem: »Kom med nogle af de fisk, I lige har fanget.« Simon Peter gik op i båden og trak nettet på land, det var fyldt med store fisk, 153 i alt; men skønt der var så mange, revnede nettet ikke. Jesus sagde til dem: »Kom og spis!« Ingen af disciplene turde spørge ham: »Hvem er du?« For de vidste, at det var Herren. Jesus går hen og tager brødet og giver dem det, og ligeledes fisken. Det var nu tredje gang, Jesus åbenbarede sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde.

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får!«

*redaktionel tilføjelse/ændring for forståelsens skyld

Fortællingen hér er taget ud af en større sammenhæng, hvis forhistorier strækker sig over flere perioder og er knyttet op til flere år og mange hændelser. På samme måde med os; vores handlinger, fejltrin og mønstre er ikke enkeltstående, men oftest udtryk for hændelser, valg og begivenheder, der er som en lang sammenhængende kæde af elementer. Simon Peters historie, som du har læst den for et øjeblik siden, er god for os, at studere, fordi den på engang er en jordnære fortælling om et menneske der kæmper med sig selv. Det er også en åndelig historie om, hvordan dette menneske, der var sønderknust over et kæmpe svigt, han havde ansvar for, hvordan han blev konfronteret med sig selv, på en måde, så vi kan lære af det.

Mødet mellem den opstandne Jesus, der helt jordnært havde tændt et bål af trækul og forberedt et måltid for de forvirrede disciple, med et særligt fokus på den af dem, der i dette øjeblik havde det sværest, er en fantastisk fortælling om hvordan vores forhold til Jesus også er, på samme tid, helt igennem jordnært og gådefuldt.

Jesus ved, at vi er en kombination af materie og ånd. Gud har skabt os, og han står ved os. Jesus stod sammen med Peter, her hvor han var allerlængst nede. Jesus kom og iscenesatte dette måltid og dette møde, for at få Peter på nye tanker. For at bryde den negative tænkemåde, der havde slået Peter ”tilbage til start”, og som havde tvunget ham tilbage til dét, han engang troede han havde lagt bag sig. Fiskerbåden, med alt det hans liv rummede dér, før han havde mødt Jesus godt tre år tidligere.

Der er især to historier, som er uløseligt knyttet til mødet mellem den opstandne Jesus og Simon Peter, som det er beskrevet i Johannesevangeliets kapitel 21. Det er forhistorierne om Peters kaldelse og om hans fornægtelse af Jesus, forud for korsfæstelsen.

Den første beretning finder vi i Lukasevangeliet kapitel 5:

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.

Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået, ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.


I begyndelsen, i relationen mellem Jesus og Simon Peter, er Peters konkrete verden udgangspunktet for det nybrud der sker. Ånd og materie går hånd i hånd. Jesus har nemlig af ganske praktiske grunde brug for en fiskerbåd, så han i ro og mag kan undervise den skare af mennesker, der fulgte ham. I forlængelse af en hård nats arbejde, får Jesus Peter til, på kanten af en ildelugtende fiskelandingsplads, at lægge båd til.

Jesus trådte ind i Peters verden. Og Peter gav ham lov til at komme sig nær.

Jesus fortæller ikke Peter, hvor meget han her har at tilbyde ham. Han forklarer heller ikke, på hvilken uforudset måde Peters liv vil ændre sig til det bedre, hvis blot han vil love Jesus troskab. Jesus gør sig derimod afhængig af Peter, hans daglige verden, hans båd og hans færdigheder som fisker.

Jesus bad Simon Peter flytte båden og manøvrere den, mens han taler til folkeskaren. I en stor sø bliver en robåd ikke liggende på samme sted, den driver, så fiskeren Simon må arbejde med, på sit felt. Sikker og tryg i sin egen verden tog han sig af båden, samtidig med, at han hørte Jesus tale Guds ord til de forsamlede på bredden. Ja, han kunne slet ikke undgå at blive konfronteret med det Jesus sagde. Af alle var Simon Peter tættest på Jesus, og hørte de ord der blev talt. Og ordene tændte noget i ham. Blev til et livsforvandlende møde mellem ham og Jesus.

Og overraskende nok giver tømreren Jesus, den professionelle fisker besked på, hvor og hvordan han skal fange fisk. Hvilket absurd forslag. Peter var udmattet. Havde arbejdet hele natten, uden dog at fange en eneste fisk. Og som fisker viste han naturligvis, at det er om natten man fanger fisk i Galilæas Sø, for om natten tager fiskene føde til sig og i dagtimerne skjuler de sig under sten og klipper. Desuden kan fisk se, og vil normalt undgå, nettene om dagen.

Imod alle odds handler Simon Peter på Jesu anvisning. Med håb – mod håb. Miraklet sker. En kæmpe fiskefangst. Peter råber ikke til sine kammerater i den anden båd, han gør tegn. Her er en kæmpe økonomisk gevinst for ham og hans fæller. Denne store fangst, som er ved at få nettene til at briste og båden til at synke, kan gøre ham og hans kammerater rige. Jesus mødte Peter på hans felt, og Peter opdagede, at han stod over for et Gudsmenneske, der satte spørgsmålstegn ved selve hans måde at prioritere på. Simon Peter kommer i syndenød, overvældet af forbløffelse og rædsel på samme tid. Peter fornemmede en hellighedens nærvær og kalder nu Jesus for Herre. Og det kald overhørte Jesus ikke, tværtimod, med dét som afsæt, kaldte han Peter til efterfølgelse og til at blive menneskefisker.

Hele det optrin er første bagtæppe.

Peter er blot igen gået tilbage til sit gamle erhverv – fiskeriet. De andre kammerater er fulgt efter. Glemt er kaldet til at være menneskefisker. Svigt og smerte førte umiddelbart til en tilbagevenden til det gamle liv. Men her står så Jesus igen på en søbred og opmuntrer garvede fiskere, der har slidt en hel nat forgæves, til at kaste nettet ud igen. Først har de troet, at det blot var en tilfældig, der spurgte ind til, om de havde fanget noget i det hele taget. Men med opfordringen til at kaste nettet ud på højre side; med løftet om at ”så skal I få fangst” og oplevelsen af masser af fisk i nettet, får Johannes til at forstå, at det er Jesus, der står derinde på bredden. Johannes forstår, at rette Peters opmærksom mod hvad der her er væsentligt. Nok er der et net fuldt af fisk, men hør Peter, Herren Jesus står inde på bredden. Og Peter gør sig skikket til at møde Jesus igen. Kaster sig i bølgerne og svømmer i land.

Det andet bagtæppe er Peters fornægtelse, efter Jesus blev taget til fange i Getsemane have. I Johannesevangeliet kapitel 18 står der:

Simon Peter og en anden discipel fulgte efter Jesus. Denne anden discipel var kendt af ypperstepræsten og gik ind i ypperstepræstens gård sammen med Jesus, men Peter blev stående udenfor ved porten. Den anden discipel, som var kendt af ypperstepræsten, gik ud og talte med pigen, der holdt vagt ved porten, og fik Peter med ind. Tjenestepigen, der holdt vagt ved porten, sagde til Peter: »Er du ikke også en af den mands disciple?« »Nej, jeg er ikke,« svarede han. Tjenerne og tempelvagterne havde tændt et bål af trækul, fordi det var koldt, og stod og varmede sig. Også Peter stod og varmede sig sammen med dem.

Ypperstepræsten spurgte nu Jesus ud om hans disciple…

Imens stod Simon Peter og varmede sig. Da sagde de til ham: »Er du ikke også en af hans disciple?« Han nægtede det og sagde: »Nej, jeg er ikke.« Så sagde en af ypperstepræstens tjenere, en slægtning til ham, som Peter havde hugget øret af: »Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?« Atter nægtede Peter, og i det samme galede hanen.


I ypperstepræstens gård havde de tændt et bål af trækul. Ved genforeningen, efter Jesu opstandelse, tændte Jesus selv et bål af trækul, for Peter og disciplene. Fornægtelsen var (læser man i de andre evangelier) sket under eder og forbandelser. I Jesu sværeste stund havde Peter – til trods for løfte om at han, Peter, ville sætte sit liv til for Jesus, svigtet det menneske, der betød mest for ham.

Håbet, der synes kvalt en forræderisk nat, blev vakt til live igen tidligt om morgenen, nogle dage efter påskens mirakel. Over et måltid mad; brød og fisk, som den opstandne Jesus havde beredt de sultne arbejdssomme fiskere, ovenpå nattens tomhændede arbejde, fandt de sammen i et kærlighedens nærvær.

Her mødte han dem med håb – mod håb.

Ved et bål af trækul de kunne varme sig ved, blev fejhed og troløshed imødegået med tilgivelse og genoprettelse. Peter, der havde vendt Herrens kald ryggen, blev genindsat i sin opgave, mennesket Peter, der havde svigtet Jesus på det grusomste, fik endnu en chance.

Tre gange spurgte Jesus ind til deres relation. Som et kærlighedens modsvar til de tre gange Peter havde fornægtet Ham. Første gang: ”Elsker du mig mere end de andre gør?” Anden gang: ”Elsker du mig?” Og tredje gang: ”Har du mig kær?”

Jesus begyndte helt og fuldt med at spørge: ”Elsker du mig mere end de andre gør?” Peter, der tidligere havde haft en høj bekendelse, og frem for de andre havde lovet troskab, svarede med: ”du ved jeg har dig kær.”

Jesus går Peter i møde og spørger mere nedtonet: ”Elsker du mig?” Peter svarer igen: ”du ved jeg har dig kær.”

Jesus spørger tredje gang, med Peters egne ord: ”Har du mig kær?” Og Peter svarer bedrøvet: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.”

At Jesus spørger tredje gang gør Peter bedrøvet. Det er som om Peter alligevel endnu ikke helt har forstået sammenhængen, uagtet Jesus for hver gang giver ham en kærlighedsopgave, der svarer til det kald, han oprindeligt havde.

I den nødvendige dialog findes en ny chance. Tilgivelsen er ikke letkøbt, hverken i den ene eller anden forstand. At rydde op i smertefulde svigt er ingen nem opgave. At finde vejen videre frem med respekt for udgangspunktet, fører os ofte gennem minderne om den smerten man forvoldte eller oplevede. Men hvis ikke det gamle liv skal overmande os, hvis udviklingen i stedet skal være livgivende og forløsende, må vi vælge livet i dets fuldtonede og ærlige form. Når tolerancerne udfordres og tilliden er under pres, viser det sig, at tilgivelse er en forudsætning for genoprettelse.

Jesus fortrød ikke sit kald og de nådegaver han havde givet Peter. Peter blev mødt med lægende tilgivelse. Jesus fortryder heller ikke sit kald eller de nådegaver han har giver os, hver især. Peters fald var grundlæggende og voldsomt. Guds nåde endnu større.

Hvad gør du, når du er kommet til ende med dit eget? Når selv dit slid synes forgæves? Lytter du til Jesus, der, når mørket brydes med lyset, spørger ind til dig, ved dét der nu engang er blevet din søbred?

Vover du, at kaste dit garn ud på højre side og tro Ham på hans ord?

Har du fællesskab med Ham?

Må han spørge, om du elsker Ham?

Den genoprettelse, som Peter oplevede at få i sit forhold til Jesus, sit selvværd og livsopgave, kan du også opleve.

Hvis du i dag oplever, at være ”slået tilbage til start”, så er alt håb om en fremtid ikke ude, af den grund. Jesus elsker dig, og han vil stå sammen med dig i de svære ting. Dit valg gælder, om du vil lade Ham hjælpe dig?

I vores relationer med hinanden vil Jesus også være med. Vores materielle verdens mulighed for fornyelse i ånden forudsætter, at vi inviterer Jesus med ind i alle de dramatiske handlinger vores liv og samliv består af. At du og jeg som ansvarlige mennesker tager Gud og hinanden på ordet; det kaldes vi til. Jesus henvender sig til hele mennesket. Også når det handler om dét, der dårligt tåler dagens lys.

Hvis vi vil have en ny chance, må vi bede Jesus om, at være Herre i vore liv. Give ham lov til, at kaste sit lys på alle vores kringelkroge, og vove, at han spørger ind til selv det mest pinlige hos os.

Guds fred!
Amen



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk