DAGENS ORD: ”Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed,” Romerne 5:3

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Claus Aagaard

Netpræst

Claus Aagaard, Er ikke længere aktiv
Græsted Frikirke

Mail: graested-frikirke@netkirken.dk

 

Tror du på Jesus - eller tror du på dig selv.

16 okt. 2005

Tror du på Jesus – eller tror du på dig selv.

Det er fantastisk at tilhøre Jesus Kristus. I Ham er der håb for fremtiden, Han vil lede alle ved sin Hellige Ånd og Han vil sørge for alle vore behov.

Paulus siger; ’den Skat vi har, har vi i Lerkar’ (2. Kor 4:7). Gud har valgt mennesker som bolig og som redskab, ikke fordi mennesker på nogen måde matcher Hans Herlighed, men fordi sådan er Evangeliet, det bedste budskab. Sandheden er at alle mennesker er simple lerkar. (Lerkar betegner det hverdagsagtige, det skrøbelige og det lidet prangende). - Dog er det også sandt at vi alle helst vil tage os ud som var vi en guldskål!, for vi bryder os ikke rigtig om svaghed.
Men det dumt af os, for Guds Riges entre til denne verden går gennem svage og fattige mennesker. Ja faktisk trives Guds Rige bedst midt i menneskers frustrationer, elendighed og sønderbrudthed.
Kan du og jeg komme til det punkt hvor vi kan betragte vores eget ”lerkar” og stadig jage efter mere af Jesus Kristus, - så er det hamrende godt.

Er det stort?
Hvor stort er det, at Gud Fader har vist mennesker sin grænseløse Kærlighed, og ladet os forstå evangeliets simple budskab? Og at Han så moderligt har tæmmet vores stolthed og flovhed, så vi tør søge Ham - i vores svaghed, stolende på, at Gud i Himmelen elsker Mennesker. Hvor stort er det?
”Fra Herren er dette kommet, det er underfuldt for vore øjne.” (salme 118:23)

Har du lært Hans kærlighed at kende og forstår at Han elsker dig? Bliver du og jeg i den kærlighed, da vil vi opleve at Guds Herlighed går hånd i hånd med din og min svaghed. Han ønsker at alle skal se, at Hans Rige er af en anden verden og intet har med menneskelig evne at gøre. Gud ønsker at fylde en øde og tom jord med et overflødighedshorn af Rigdom, Farve, Kreativitet, Kærlighed og Nærvær, i henhold til Hans Ide og Plan.

En dag tog jeg en vinterbadnings tur. Vandet var 2-3 grader ”varmt”, men vinden var et godt stykke under frysepunktet, så det var koldt at forestille sig at gå i vandet. Det slående var dog, da jeg kom op af vandet. Da kunne jeg stå nøgen i den kolde vind, uden at fryse; Kroppen havde fået gang i det indre varmeapperat, der arbejde på højtryk og jeg kunne nyde varme mit i en kold vind.
Og sådan er det med Gud. Han ønsker at mennesker skal vide sig elsket af Ham, så at de midt i svære omstændigheder stadig kan nyde en indre varme og tryghed.

”Af mørke skal lys skinne frem” (2. Kor 4:6) sådan citerer Paulus fra skabelsesberetningen, og siger følgende; ”..Gud,….har nu ladet lyset oplyse vore hjerter, for at mennesker kan forstå den Guddommelige herlighed, som stråler os i møde fra Kristi ansigt.” Vi ser her, som så mange andre steder i bibelen, der er STOPFULD af eksempler på at det er på nøgen baggrund og svagt ydre, at Gud manifesterer sig. - Vi ser her at Paulus vil understrege at helt fra skabelsesmorgenen, i bibelens tredje vers, har Gud forudsagt at det er ud af mørket at lys vil skinne frem.

Så er der håb for alle mennesker, men mest for dem der ved de er nøgne, omsluttet af mørke, svage almindelige lerkar, der har brug for hjælp. For netop i sådanne livssituationer er hjælpen nærmest.

Et kinesisk ordsprog siger: Når Eleven er klar kommer Læren. Og det gælder også her. Når vi føler os afmægtige, så er Hjælpen nærmest – for så kan Guds Rige kan komme til.

Kristendom er ikke Pæn!
Hvad bliver der så af vores pænhed? Ja den er røget sig en tur. Hebræerbrevet skriver; ”Så lad os da gå ud til Ham (Jesus) ”uden for lejren” og bære Hans forsmædelse (vanære).” Netop fordi det er Ham der er Elskeren og SejrHerren, hvad del og gavn vil du så have i at pudse på din menneskelige formåen, hvis det kun kaster skygge ind over Ham, Menneskets Helt og Befrier?
Det vil kun vildlede os selv og vore medmennesker til at tro; at ved pænhed finder vi Gud.

Kære læser, min tanke med dette stykke var at sige: Hold fast i det du har, og specielt hvis det er et nederlag. Giv det til Jesus og vent og se. Gud er den der kan vende et nederlag til sejr, eller som Bibelen siger; Han kan vende vores sorg til dans.
Bevar Evangeliet om Hans Nåde, Hans Kærlighed og Hans Kraft i et sønderbrudt og ydmygt hjerte. Den sandhed er kostelig Guld.

Kærlig hilsen
Claus Aagaard



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk