DAGENS ORD: ”Retfærdiges frelse kommer fra Herren, han er deres værn, når nøden kommer.” Salme 37:39

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Ruth Cilwik Andersen

Netpræst

Ruth Cilwik Andersen, Præst
Frikirken Salem

Mail: rca@mail.dk

 

Der er håb!

16 okt. 2019

Der er håb!
1946 i Tyskland!

Her står min far Rolf i Hamborg . på Reeperbahn - en brudt tysk soldat , der har mistet alt.
Hans kammerater ligger begravet ved østfronten, hans hjemby ligger i ruiner, den store faderfigur og lederskikkelse Hitler er død og drømmen om den tyske sejr er knust!
Han er lige kommet fra Psykiateren, som sagde: ”JEG kan ikke hjælpe dig mere. Det er håbløst og du må give din plads til en anden”.

Efter krigen har tyske soldater i den grad været udsat for denne håbløshed og magtesløshed at mange så ingen anden vej end at tage sit eget liv. Derfor blev der i hast indsat psykiater, der skulle være med til at vejlede og støtte disse mange unge mænd.
Her står Rolf og beskriver sig selv som fortabt og forladt og et psykisk vrag!

Han får øje på en lille gruppe mennesker, der synger og der deler små sedler ud. ”Hvor de dog virker glæde, det er da helt grotesk at synge midt i mellem ruinerne” tænker han.
En lille ældre dame kommer hen til ham. Han havde godt set hende og hendes usædvanlig venlige måde at tale med de forbipasserende på.
Den lille dame så ham direkte i øjnene og sagde: ”Sønnike, du trænger vist til en kop kaffe. Har du mulighed for at følges ad med os?”

Han gik med i kirkens kælderlokale, for hvem siger nej til en god kop varm kaffe? Lokalerne lå halvt begravet under en ruin og hér blev Rolf introduceret til kristendommen og dermed Jesus Kristus. Den ældre dame beskrev Jesus som én, der kunne tænde et lys i sindets mørke, kunne tænde håbets flamme og livets gnist indeni!
Hun slog op i Bibelen, som min far godt kunne huske fra sine bedsteforældre og læste noget, der ramte ham dybt inden i: ”Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv.” Denne ældre dame formåede i løbet af en kaffetid at forklare enkelt, men tydeligt, hvordan Jesus Kristus ønskede at tage bolig i os menneskers indre rum, vores hjerte. I kontakt med ham, udfolder sig meningen med livet og livets bølger kommer til ro. I den situation gav det så meget mening at spørge, hvordan han skulle bære sig ad for at opleve denne beskrivelse? Nu også med en småkage i hånden, forklarede hun den dybe mening med bøn: at tale med Gud som en ven. At erkende sin egen magtesløshed og erkende Jesus Kristus som vejen derhen. At bede, ikke som andre gør og ikke kun i kirketiden, men frit - ud fra hans egen oplevelse af, hvor han var og hvad han bar på. Smerte, savn og sorg kunne finde lægedom og genoprettelse hos sjælens ekspert.
Min far fortalte os børn, at han gik hjem og begyndte sin åndelige rejse ved at lære at bede, dvs. at tale med Gud som en ven. Hans sjæl og psyke fandt over tid tilbage til livet med et helt nyt fundament: at være elsket og ønsket af Gud. Det har fyldt hans liv indtil det sidste.

Håb er en livskraft, der giver fremtiden perspektiv. Det løfter sig over fortvivlelsen som Søren Kierkegaard (1813-1855) faktisk nævnte som håbets modsætning. Det er vel en anden vinkel på at føle sig fortabt eller magtesløs. Den kristne tro møder os mennesker midt i disse følelser: ”Der er tre blivende fundamenter: tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden!” Sådan slutter et afsnit i Bibelen i 1. Korinterbrev kapitel 13, vers 13. I mødet med Jesus Kristus finder vi fodfæste, et fundament og roen midt i livets bølger.

Vær velsignet på din åndelige rejse
Mange hilsner
Ruth Cilwik Andersen



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk