DAGENS ORD: ”for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud.” 2 Peter 1:21

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Henrik Frimand-Meier

Netpræst

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Brikker i Guds hånd

1 mar. 2020

Livet rummer mangt og meget, der kan synes som tilfældigheder. I vores menneskeverden, i vores omgang med hinanden, kan alt det der sker se fjernt ud set fra Guds perspektiv. Eller udtrykt anderledes: Vi tænker måske, at Gud er langt væk fra vores virkelighed.

Sandheden er den stik modsatte. Gud ser alt. Ja, sågar tæller han vores hovedhår, så ligegyldigt det end kan synes, for han elsker os. Og Han kan bruge mangt og meget i sin kærlighed til os.

Bibelen er fyldt med beskrivelser af mennesker, der midt i en dagligdags sammenhæng endte med at få stor betydning for både dem selv og andre. Midt i deres hverdag var de tro mod andre, pligtopfyldende og så muligheder frem for begrænsninger.

Jeg vil her pege hen på en gammeltestamentlig person, der ikke nødvendigvis hører til blandt de mest kendte figurer i bibelens persongalleri, men måske netop derfor er hun værd en prædiken? Kvinden Rahab. Oprindeligt en sexarbejder i Jeriko, som i udkanten af byen drev et bordel og et herberg. Her skjulte hun to israelske spioner for myndighederne, som Josva, jødernes leder, på forhånd havde sendt ind i Jeriko for at undersøge forholdene, inden israelitterne skulle indtage byen.

Historien kan du læse om i Josvabogen kapitel 2 og i kapitel 6, vers 22-25.

Rahab tog fat på den krise hun og hendes familie stod over for ved personligt at engagere sig. Hun så og reflekterede og kom til tro. Faktisk var det hele byen, og det kongedømmer der var i Jeriko, som stod over for en kæmpe udfordring og en krise af fatale dimensioner. Men den eneste der reelt forstod alvoren og forholdt sig konstruktivt til den fare de alle sammen stod over for var Rahab. Ledelsen af Jeriko ville ikke arbejde med, til eget bedste. Det ville Rahab.

Nok var hun som så mange andre grebet af angst; overvældet af omstændighederne og de dystre fremtidsudsigter. Alligevel, selvom hun følte sig magtesløs og usikker, valgte hun mod håb, at tro med håb. Rahab havde fået øje på noget essentielt: Gud Herren er Gud både oppe i himlen og nede på jorden. Hun erkendte, at den Gud der havde ført jøderne ud af Egypten, han er noget særligt. Den Gud der vristede en mængde slaver ud af hænderne på tidens ellers mægtigste mand og hans rige, Farao, og gjorde disse slaver til et folk, han er virkelig Gud. Og som Gud mirakuløst havde ført Israel ud af Egypten; sådan førte han dem også mirakuløst ind i Jordan, foran Jerikos grænseland. Også dette havde Rahab og indbyggerne i Jeriko set.

Efter spionerne havde overnattet hos Rahab, blev de efterlyst af kongen og hans mænd. Men Rahab skjulte de to jøder under nogle stinkende hørstængler, der lå på hendes tag. Hørstænglerne blev brugt til at udvinde fibre, som kunne bruges til linnedstof. For at få frigjort fibrene blev stænglerne gennemvædet af søvand og efterfølgende lagt ud på taget for at tørre, før de blev videre forarbejdet. Hørstænglerne lugtede derfor fælt, mens de lå dér, halvrådne og slimede, hvorfor myndighederne ikke umiddelbart havde lyst til at gennemrode bunken af stængler.

Rahab tænkte på at rede sig selv og sin familie. Og samtidig var der i hendes indre vokset en tro frem. Gud Herren er virkelig en Gud, der er værd at regne med. Hun så, at det de havde bygget på i Jeriko var blændværk og tomhed, sammenlignet med dét den Gud der havde kaldt Israel ud af Egypten stod for. Og nu havde han tilmed ført jøderne hen til deres del af verden. Det ville ikke komme til at gå stille af. Israel stod nu på sletten uden for Jerikos bymur og Rahab erkendte, at den forståelse af tingenes tilstand hun her havde fået, kunne hun ikke ignorere, hvis livet skulle tages alvorligt.
Rahab tilsvor spionerne med en ed at ville redde hende og hendes far og mor, brødre og søstre og alle der hører dem til: ”Jeg har vist jer godhed, nu må I på samme måde vise mig og mine godhed, når Gud Herren giver jer landet.” ”Ja, når Herren har givet os landet, vil vi vise dig godhed og trofasthed – vi vil stå inde for jer med vores liv.” Rahab tog et afgørende skridt væk fra sit gamle liv i Jeriko og valgte et nyt sammen med ét, for hende fremmed folk; for her fandtes Gud Herren og et håb for fremtiden.

Rahab stak så kongens mænd en løgn og ledte dem væk fra sit hus. Mens myndighederne ledte i én retning, fik spionerne mulighed for at løbe i en anden retning. Rahab firede de to mænd ud af et vindue i bymuren i hendes hus. Ved Rahabs røde reb kom spionerne i sikkerhed. Og det røde reb blev tegnet til Israels tropper om, at her var dem de skulle hjælpe og skåne.

Da Jerikos mure faldt, blev Rahabs hus stående og de to spioner gik ind og førte Rahab og alle der hørte hende til, ud derfra. Hun og hendes slægt blev optaget i Israels folk. Hendes tro frelste hende og hendes hus fra at omkomme. Hvad ved vi ellers om Rahab? Ikke meget. Der skal dog ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor hårdt det har været for hende at være prostitueret, hvordan hun har ønsket sig en ny begyndelse på sit liv. Den kom midt i hendes hverdag som sexarbejder, mens hun passede sit herberg og forarbejdede hørstængler til linnedstof.

I hverdagen med dens gøremål dukkede mulighederne op. Udefra set var det måske ikke umiddelbart til at få øje på. Alligevel skete der en forandring, da Rahab i sin erkendelse af, at Gud Herren, både er Gud oppe i himlen og nede på jorden, og da hun tog til sig, at ’DET BERØRER MIG’.

I Galaterbrevet skrev Paulus i 2, 20: ”JEG lever ikke mere selv, men Kristus lever i MIG, og mit liv her på jorden lever JEG i troen på Guds søn, der elskede MIG og gav sig selv hen for MIG.

Rahab fik øje på, at alt det med Gud også handler om det der sker her nede på jorden. Hun fik en tro på, at ”det også handler om mig.”

Derfor nævnes hun også i Det Nye Testamente som en troshelt, der i handling gjorde en betydelig forskel, både for sig selv og for andre. Hun fik en ny begyndelse sammen med Gud Herren. Det var ikke den hun var i andres øjne som var afgørende, men den hun kunne blive i troen på Gud.

Kun ved tro på Kristus gøres vi retfærdige. Som Paulus nåede til en erkendelse af at Guds søn (Jesus Kristus) ’elskede MIG og gav sig selv hen for MIG’, sådan skal også vi forstå, at det berører ’MIG’. Rahabs tro blev vekslet til et personligt engagement, der tog afsæt i det der nu engang var hendes hverdag, med alle de små brikker det nu indebar. Og derigennem virkede Gud. Huset, beliggenheden, hørstænglerne, så klamme de end var, det røde reb som små tilfældige brikker i vores øjne. For Gud var det redskaber til en bedre fremtid. Når vores øjne åbnes op for, at Gud er Gud både oppe i himlen og nede på jorden og at alt dette også kommer os ved, ja berører ’MIG’, så oplever vi, at alle ting samvirker til bedste for dem, som er i Kristus; at Gud ’vender vores skæbne.’

Forholder du dig personligt til Jesus Kristus vil du opleve, at det ikke er den du var, der betyder noget for Gud, men den du er i Ham. Og hvem du bliver ved det værk han gør i dig, ved ordet og Ånden.

Gud velsigne dig




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk