DAGENS ORD: ”For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, v18 for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.” 2. Korinter 4:17

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Claus Bækgaard

Netpræst

Claus Bækgaard, Præst
Bykirken

Mail: claus@netkirken.dk

 

Bryd ud af Corona-isolationen

1 jun. 2020

Jeg tror vi alle synes, at de sidste par måneder har været noget specielle. Antallet af personer vi har måtte relatere til, har skullet begrænses. For nogen har det været en kærkommen tænkepause, hvor ens liv, valg og prioriteter har kunnet tages op til genovervejelse. For andre har det været svært ikke at få den feedback, stimuli og udfordring, som vores relationer normalt giver os.


Danmark begynder og åbne op igen, og det er derfor også nu, vi skal til at finde ud af, hvad det er vi fortsat ønsker skal have plads i vores liv. Hvilke ting skal vi vende tilbage til – og hvilke ting skal vi måske vælge ikke længere være en del af vore liv? Hvor om alting er, er det i hvert tilfælde en oplagt mulighed intentionelt at gøre dette nu.


Det er nu, du har anledningen til at vælge de gode ting du ønsker skal fylde og præge dit liv. At skaffe plads til disse, inden hamsterhjulet starter igen, og hverdagen blot fyldes op med mere eller mindre relevante og opbyggelige rutiner.


Paulus taler i Romerbrevet 12,2 om, at vi kan nå frem til en situation, hvor ”vi kan skønne, hvad der er Guds vilje, det gode, det som behager ham, det fuldkomne.” Hvem af os, vil ikke gerne gribe det fuldkomne?


Den påtvungne isolation vi har været i, kan dog også komme til at give os et usundt ”Default mode” eller hvad vi måske på dansk kan kalde ”normaltilstand”. Mageligheden, ved blot at være hjemme og ikke leve i relationerne, vil kunne komme til at gøre, at vi ikke udvikler os optimalt som menneske. Som menneske er vi nemlig skabt til at leve i relation med andre, for at vi kan udvikle os. Dette gælder ikke mindre i forhold til vores åndelige og kristne liv.


Har du prøvet at spille fodbold alene? Vi kan måske blive gode til at jonglere med en bold, at sparke hårdt og præcist etc. – men det er ikke ensbetydende, at vi også bliver gode til at spille fodbold. Den træning opnås kun i samspillet med andre.
Paulus bruger et tilsvarende billede, når han taler om, at vi er lemmer på ét og samme legeme, og derfor har brug for hinanden.


Min opfordring til dig er derfor kort og godt. Vælg hvilke ting du ønsker skal fylde i dit liv, nu når hverdagen vender tilbage. Og lad for såvel Guds skyld, som for din egen, det kristne fællesskab, som det kommer til udtryk i din lokale kirke, være en del af dette. De mange opfindsomme og kreative online streamingstiltag vi har set under Corona-krisen er gode supplementer, men må ikke stå alene.

Velkommen tilbage i kirken!



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk