DAGENS ORD: ”Retfærdiges frelse kommer fra Herren, han er deres værn, når nøden kommer.” Salme 37:39

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Gunni Bjørsted

Netpræst

Gunni Bjørsted, Er ikke længere aktiv

Mail: gunni@bethel.dk

 

Hvordan kan vi undgå at få et udhulet hjerte?

16 feb. 2006

Det kristne budskab handler om, at Gud har inviteret ethvert menneske ind i et vidunderligt, trygt fællesskab med sig selv. Et russisk ikon fra 1400-tallet viser det stærkt med en scene fra Det Gamle Testamente: Nomadehøvdingen Abraham får besøg af ”tre personer” (som fra den kristne kirkes tidligste tid er set som et udtryk for Den treenige Gud – og historien står i 1. Mosebog kap. 18). De sidder i en halvcirkel omkring bordet. Ud mod dig som tilskuer er der en åben plads – som for at sige: Der må du inderligt gerne sætte dig! På bordet i midten står en skål med vin – som symbol på Jesu blod, Jesus død på korset, Guds selvhengivende kærlighed.

Fra Guds side er alt i orden. På den led mangler intet.

Men hvorfor er det så ikke i orden alligevel? Det er jo ikke just den almindelige erfaring på vores jord, at mennesker fryder sig trygt og glad i Gud og hviler og handler ud af hans kærlighed. Ofte bliver religion noget med kamp og trusler i stedet for hvile og tilgivelse. Folk kan få det indtryk, at troende er lig med at være truende. Heller ikke den kristne kirke er fri for eksempler på det.

Hvordan kan vi bevare kærligheden midt i en tid, hvor kærligheden bliver kold?
Hvordan kan vi bevare roen midt i al støjen?
Hvordan kan vi bevare et rigt indre liv midt i en tid, der satser på det overfladiske?
Hvordan kan vi få et rent hjerte i stedet for at slås for at få ret?
Hvordan kan vi undgå at få et udhulet hjerte?

Der er et ord i bibelen, som både Jesus og apostlene bruger igen og igen, når det handler om at ”klare sig” i kampen mod tomheden og undgå at få et udhulet hjerte. Vi tager et eksempel i dag fra 1. Pet. 4, 7: …Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede…”

Årvågenhed! Hvad er det for noget? I første omgang kommer man måske til at tænke på kronisk intensitet og konstant, højspændt opmærksomhed: ”Uh, jeg må bare ikke slappe af et sekund! Hvad har den onde nu gang i…?”

Jeg er overbevist om, at det ikke – slet ikke – er betydningen af at være åndeligt vågen eller årvågen. Lad mig give dig et billede: For nogle år siden var vi i vores kirke i Frederiksværk plaget af natlige indbrud. Når vi gik i seng om aftenen var der en ikke ringe risiko for, at i løbet af natten ville der ske et nyt indbrud. Hvad skulle vi gøre? Holde os vågne hver eneste nat og være på vagt? Nej, vi ville hurtigt komme til at se klatøjede ud og blive udslidte. Vi fik i stedet installeret en alarm. Nu kan vi slappe af. Kommer der et indbrudsforsøg, går alarmen i gang. Vagtcentralen får besked, og vi får besked. Overført til vores åndelige liv: Når Helligånden er installeret i vores indre, og tyven så kommer for at stjæle og udhule vores hjerte, så får Gud besked, og han sender hjælp.

At være åndeligt årvågen er at have det som absolut førsteprioritet at have Helligånden installeret i vort hjerte og have kommunikationslinjerne åbne, så han altid kan komme i kontakt med os. Så skal vi ikke være nervøse ved at slappe rigtig godt af! Det handler helt praktisk om at fralægge sig de ting, der distraherer os væk fra det vigtigste i vort liv og blokerer linjen mellem Gud og os, så vi ikke kan høre ham. Hvilke ting er det typisk?

Andre menneskers forventninger kan virkelig være distraherende, så det gør noget! De kan ”råbe” så højt, at vi ikke kan høre Helligånden ringe, at der er hjertetyveri i gang. Vi mister kontakten med vort eget indre, mens vi sidder i lommen på, hvad andre synes på vores vegne.
Overskruede ambitioner kan også råbe højt: ”Du skal kunne det og det, ellers er du en fiasko”. Så drøner vi af sted op af en eller anden ”succes-stige”, hele tiden med frygten lige i hælene. Og hjertet ender med kun at være en tom skal.
Og der er flere ting i samme tyve-familie: Overdrevne selvbebrejdelser, fastgroet bitterhed, ubearbejdet sorg… Det er alle ting, der udhuler hjertet og tømmer os for liv.

Men hvad kan vi gøre ved det?
Jeg ved, at mit råd lyder enkelt og banalt. Men jeg har øvet mig i mange år, og jeg er ikke færdig endnu… men vejen er den rigtige: ”Du skal sige dem til Jesus!” ”Jamen, hvad så, når de stadig er der?” ”Så skal du sige dem til Jesus!” ”Jamen, hvad så…?” Bliv ved og bliv ved. For hver gang, du bringer dit virkelige indre til Jesus, sker der noget godt. Tyvene mister magt. Og Skaberen fylder med godt i stedet.

Jeg skrev: ”Dit virkelige indre… til Jesus”. Ikke din pæne overflade, ikke dine skuespiller-replikker fra det kristne rollehæfte. Hjertemeldinger lige ud af posen! For Gud er Gud i den brogede virkelighed, ikke på de skrå brædder.

Det, der vækker vores stress… Det, der stjæler vores hvile og vores glimt i øjet… Det, der hugger vores følsomhed og nærvær… sig det til Jesus. Og efterhånden, som du kommer til ro, kan du begynde at høre ham sige noget også. Og jeg kan forsikre dig for, at det er gode ting, han siger.

Helligånden beder hele tiden inden i os. Når vores ånd så slutter sig til Guds Ånd, vækkes der en dyb glæde i vores indre. Vores ånd føler sig hjemme og oplever en dyb tilhørighed. For vi har en længsel mod Den Hellige. Det er kun i fællesskabet med Ham, vi bliver hel lig os selv. Vores installerede Helligånd er ikke kun en alarm, men også en kirkeklokke, der ringer til fællesskab med Gud.



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk