DAGENS ORD: ”Retfærdiges frelse kommer fra Herren, han er deres værn, når nøden kommer.” Salme 37:39

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Gunni Bjørsted

Netpræst

Gunni Bjørsted, Er ikke længere aktiv

Mail: gunni@bethel.dk

 

Jesus lever. Og vi skal leve.

16 apr. 2006

Indledning:
Jeg har en fornemmelse af, at går det op for os, at Jesus er stået op fra de døde, at han er Den Levende, vil det sætte et skred af glæde i gang i vores liv. Og jeg håber sådan, at jeg ikke bare skal læsse en dynge ord af i dit sind de kommende minutter, men at Helligånden må virke den overbevisning i os: Jesus lever!

Han var død. Han døde for vores skyld.
Men Gud oprejste ham fra de døde.
Nu er han Den Levende.
Han er ved Guds højre hånd, hvorfra han ved Helligånden sender alt det, han vandt til os ved sin død og opstandelse.
Og han er lige her.

1) Jesus lever!
Hvordan mon det skete?

Vi får ikke meget at vide om, hvad der skete inde i selve graven. Men lad mig fundere lidt højt over det – og allerførst et øjeblik lade tankerne gå tilbage til skabelsens morgen: til den sjette dag. Den treenige Gud har allerede skabt så meget skønt. Nu er der ikke tomhed og mørke mere, som der var, inden han begyndte at skabe. Verden – sprængfyldt med trivsel og jubel – tales ud af hans mund og springer ud af hans hænder. Og nu er Gud begyndt på sit ypperste værk. Han er ved at skabe mennesket i sit eget billede – til fortroligt fællesskab med sig selv og med hinanden. I personlig kærlighed former han det og blæser sin egen livsånde ind i dets næsebor, så mennesket bliver et levende væsen: får identitet. Glad og hel identitet. Og straks efter skyller en ny bølge hen over det nyskabte menneske, der som det første af alt oplever, at Gud velsigner det. Mennesket står der med Guds hånd på sig og Guds lysende ansigt omkring sig.

Det er også din og min skabelseshistorie. ”Da du endnu var et foster, havde han dig for øje” (Sal. 139, 16). Mange af os har imidlertid ikke erfaret vort liv sådan, fordi vi blev født i en verden, der har forvildet sig ud af Skaberens nærhed. Adam måtte forlade paradiset.

Det er virkelig tidligt søndag morgen. Guds Søn blev henrettet i forgårs. Aftenen før igen havde han siddet sammen med disciplene og sagt: ”Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide” (Luk. 22, 15). Nu ligger hans mishandlede lig i gravhulen. Det romerske vagtmandskab patruljerer uden for graven. Verdensmagten virker til at have kontrol over situationen. De aner ikke, de drømmer ikke om inde bag hjelmene, at på et tidspunkt denne nat er der sket noget ufatteligt inde bag klippeblokken. Men om lidt får de deres livs chok, når Herrens engel kommer buldrende og ser ud som lynild og vælter blokken fra, så der er åbent ind til graven. Men endnu er der stille.

Inde i byen sover disciplene; prøver i hvert fald på det. Drømmene er ikke hyggelige. Underbevidstheden kører i højeste gear og truer med at skride ud over kanten til mørket. Igen og igen hører de hadråbene fra deres landsmænd. Hosianna i søndags og had i fredags. Hammerslagene ved korset… lyden larmer stadig forfærdeligt i deres indre. De husker deres egne hængende arme. Meningsløsheden gnaver: ”Hvad er der nu at leve for?” Nogle af dem er skyldfølelsen ved at slå i stykker. Gang på gang klager Peter sig og græder, som han har gjort stort set siden natten til fredag.

Nogle kvinder er allerede stået op. Det er stadig mørkt, men de rejser sig beslutsomt. Deres kærlighed gør dem stædige og stærke: de vil salve Jesus. Det vil de altså. De hvisker stille og fordeler tingene imellem sig og begiver sig ud i dæmringen. Da de når frem til graven, er solen stået op

Måske tidligere, måske på samme tid, bøjer Gud sig endnu en gang over et menneske og rører ved det i øm kærlighed. Nu gentager skabelsesunderet fra Edens Have sig. Genoprettelsen af det ødelagte er brudt igennem. For det er ”den anden Adam”, der ligger her i gravhulen, - stedfortræderen for alle syndere. Nu bøjer Gud Herren sig igen over et menneske og blæser livsånde i hans næsebor og rører ved ham med sin Skaberhånd. Og han slår øjnene op og bader sig i sin Fars blik (Helt bortset fra alt andet har dette været et gensynsøjeblik uden lige…! Tænk, hvor langt de for vores skyld havde været fra hinanden!). Når Paulus fortæller om opstandelsen, refererer han disse ord fra Gud til Jesus i gravhulen: ”Du er min søn, jeg har født dig i dag” (Ap.G. 13, 33). Jesus blev oprejst fra de døde.

Fra mange situationer senere den dag og følgende dage ved vi, at Jesus i tiden mellem hans opstandelse og himmelfart ikke var bundet af mure eller døre. Så han har uden problemer forladt sin grav. Når englen fjernede klippeblokken, var det ikke for at Jesus kunne komme ud, men for at disciplene kunne komme ind og se, at graven var tom. Englene vil gerne hjælpe til, for at vi kan komme til tro!

Og så mødte Jesus den ene efter den anden. Han sagde Marias navn, så hendes indre kom til live igen. Han fulgtes med de to disciple til Emmaus og spiste sammen med dem, og deres hjerter brændte i dem. Gennem kvinderne ved graven sendte han en særlig hilsen til Peter, som havde fornægtet ham Langfredag morgen. Og om aftenen kom han til den samlede discipelflok og gav dem sin fred og spiste fisk sammen med dem og åndede Helligånden på dem og sendte dem med de gode nyheder om hans opstandelse.

2) Og vi skal leve!
Denne første påskedags aften blev helt speciel, og her er noget af det, Jesus sagde til disciplene:
”Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: ”Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.” Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, og han sagde til dem: ”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje” (Luk. 24, 44 – 49).

Vi lever i hans tilgivelse!”Syndernes forladelse for alle folkeslag” (v. 47).
Da Jesus gav sit liv på korset, mistede Djævelen enhver rettighed til at anklage os. Han har ingen taleret ind i Guds ører, og han behøver heller ikke at have det ind i vores. Når vi har bekendt vores synd for Jesus, er den forladt på grund af hans blod. Så skyldfølelse behøver ikke at være vores drivkraft, og dukkede nakker ikke være vores attitude. Ud fra fællesskabet med Jesus – og dette er jo meget konkret udtrykt i nadverbordet – kan vi gå rene og ranke og med kærlighedens energi ud i vort liv.

Vi lever i hans fællesskab!”I hans navn skal der prædikes omvendelse…” (v. 47).
Den korsfæstede og opstandne Frelser inviterer os til ikke at leve med ryggen til ham, men til at vende om, så vort ansigt møder hans, og vore hænder strækkes mod hans. I denne kærlighedens relation folder vi os ud efter hans gode vilje.

Vi lever i hans formål!
”I skal være vidner om alt dette” (v. 48

Vi lever i hans kraft!
”Jeg sender det, min Fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje” (v. 49). Også her i dag er Den Opstandne med Helligåndens kraft til dig til at leve for Gud.

Afslutning:”Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever, Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget” (Åb. 1, 18).

Nu har Jesus været på slavemarkedet med frikøbelse – vi er blevet ”frihalset”, frelst. Og Jesus har nu været i dødsriget med liv. Nu er det ham, der har nøglerne til døden og dødsriget. Det må betyde helt konkret, at det er ham, vi møder ved dødens port. I dette ukendte land, som kan fylde os med frygt, og hvor vi mere end noget andet sted har brug for ikke at være alene, er vi ikke alene! Jesus er sammen med os. Han viger ikke fra vores side et sekund. Når Paulus tænker på sin død, bruger han følgende ord: ”Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus!” (Fil. 1, 23)

Og vi er ikke låst inde i dødsriget. ”Dette siger den Hellige, den sanddru, han som har Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op: Jeg kender dine gerninger. Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i, og jeg ved, at du kun har svage kræfter og dog har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn” (Åb. 3, 7-8).

Vores Frelser har nøglerne, og de passer også til livsriget. Begrebet ”Davidsnøglen” har sin baggrund i Es. 22, 22, hvor en tjener i Davids hus får overgivet nøglerne til alle rum i kongens palads. Sådan har Jesus nøglerne til alle rum i Guds hus, og til alle rigdommene i Guds rige. Som den eneste har han ret og magt til at lukke i og lukke op til Guds rige,

Jeg synes, det lyder godt at holde sig nær til ham: livets og dødens og evighedens nøgleperson!



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk