DAGENS ORD: ”Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed,” Romerne 5:3

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Claus Bækgaard

Netpræst

Claus Bækgaard, Præst
Roskilde Baptistkirke

Mail: claus@netkirken.dk

 

Kristendommen – personlig, men ikke privat

16 jul. 2006

I kølvandet på krisen med Muhammedtegningerne, og ikke mindst efter dette års grundlovstaler, er der skabt et fornyet fokus på debatten om, hvorvidt religion og tro alene er en privat sag, og derfor ikke hører hjemme i det offentlige rum, eller om det er acceptabelt i den offentlige debat at vedstå sig sin overbevisning og tro, hvad retning denne end måtte bærer en.
Jeg vil i nærværende indlæg på ingen måde tale partipolitik, men forholde mig generelt til denne problemstilling, set i lyset af den opgave jeg mener, er givet kirken, og derved enhver der bekender sig som kristen.

At blive en del af noget større
At kristendommen fordrer en personlig stillingtagen, tror jeg alle i dag har forståelse for. Gud kalder os – dig og mig – som enkelt individer til efterfølgelse af ham. Ingen andre kan tage denne beslutning for os – det er dit og mit valg. Denne del passer godt ind i nutidens individualisme. Men Gud kalder os ikke bare for vores egen skyld. Han kalder os til at være en del af noget større – et fællesskab med Ham og i Ham. Bibelen sammenligner dette fællesskab med bl.a. et legeme, hvor Jesus er hovedet og vi hans lemmer; og med et folk, der er samlet og forenet i Ham.

Hvad enten man bruger det ene eller det andet af disse billeder, eller for den sags skyld nogle af de mange andre billeder, der bruges på at beskrive dette forhold, så har de alle det til fælles, at ej heller dette fællesskab er ”kaldet” eller sammensat for dets egen skyld. Der er altid mindst én af to andre dimensioner med. Et fokus på relationen mennesket og Gud i mellem, hvor vores opgave er at være til glæde for Gud. Men endnu tydeligere peger billederne på, at fællesskabet har en funktion overfor det omgivne samfund, det nu engang er en del af.
Jesus selv udtrykker det meget direkte i starten af det man kalder Bjergprædiken, hvor han netop beskriver og opstiller retningsliner for livet i forholdet til Gud og til andre mennesker.
Det er hver at bemærke, at denne tale ikke alene er rettet mod hans nærmeste disciple, men er talt til hele den skare der er samlet omkring ham. Til dem siger han:

I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene. Matt 5,13 - 16

Der var hos jøderne en forventning om Messias en dag skulle komme. Det synes som om, at i deres forståelse var denne frelserperson nærmest identisk med en politisk leder. Det lader i hvert tilfælde til, at de havde svært ved at abstraherer fra en sådan politisk personlighed, når de prøvede, vurderede og dømte Jesus.
Jesus selv var dog ikke optaget af, hvad vi i dag vil kalde ”parti politik”, hvor diskussionen og ”det at have ret” er det væsentlige. For ham var det livet og de bagved liggende motiver og værdier, der betød noget. Det var den udlevede politik, som også ovennævnte skriftsted referer til, der betød noget. Vi læser da også om, hvordan den første kirke havde held med dette, idet der står de havde ”hele folkets yndest”.

Bliv engagereret!
For mig at se, er der ingen tvivl om, at kirken har en vigtig kaldelse til ikke bare at skulle forholde sig til det omgivne samfund, men også være en aktiv medspiller i det. Da kirken nu engang består af enkelt individer, er det min faste overbevisning, at alle der bekender sig som kristen, derfor også har et medansvar overfor et sådan engagement – alt efter den nåde, de evner og ressourcer Gud har givet den enkelte.

At gøre den kristne tro til en privatsag, der ikke må medtages i det offentlige rum, er som at lukke munden på en sanger. Naturligt skal vi som kristne, om nogen, begå os på en sober og anstændig måde, med respekt for andres overbevisning og meninger. Men lad endelig ikke din tro blive en privatsag. Lad den skinne klarer end nogensinde før, hvad enten det er i din skole, på din arbejdsplads, gennem læserbreve, som politisk aktiv eller hvor du end måtte være engageret.

Med ønsket om Guds velsignelse til dette
Claus Bækgaard



PS! Grundet sommerferie kan der være nogen ventetid på eventuelle svar fra Netpræsten!


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk