DAGENS ORD: ”først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.” 1. Peter 4:8

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Leif Rasmussen

Netpræst

Leif Rasmussen, Er ikke længere aktiv

Mail: leifhelga@stofanet.dk

 

Hvordan kan man vide, det er sandt?

1 aug. 2006

Det lyder meget godt det med Gud – om hans tilgivelse og fred, at man kan få fællesskab med Jesus, hvis man ønsker det – at døden ikke er noget, vi skal frygte, for Jesus har magt over døden; men hvordan kan man vide, at det er sandt? Er der nogen beviser?

Nej, ikke i normal forstand. Vi kan ikke bevise det. ”Vil det sige, at præster og prædikanter prøver at bilde os noget ind”? Nej, slet ikke. Det er udtryk for, at tro hører til de ting, man ikke kan bevise. Det enkelte menneske må selv opleve det. Der er i øvrigt så mange ting, vi ikke kan bevise, som alligevel er sande. Man kan f.eks. ikke bevise den følelse, som vi kalder kærlighed; men den er der. Når man oplever den, bliver man overbevist.

Hvis jeg kunne bevise, at Gud er til, at Jesus var Guds forsøg på at gribe ind i vor tilværelse, at frelse og fred er en virkelighed – så ku' jeg godt pakke sammen som præst. Det lyder måske mærkeligt. ”Er det ikke netop præstens opgave at overbevise mennesker?”

Nej, for så behøvede du jo ikke selv at tage stilling, og det er det, troen drejer sig om. Præsten kan vise den vej, du skal gå, fortælle dig om Guds kærlighed og fred, og han kan også fortælle, hvad han selv har oplevet, men han kan og bør ikke prøve at bevise det.

Kunne du tænke dig, at en anden skulle blive forelsket i dit sted, med det formål at bevise hvad kærlighed er. Nej vel. Du vil selv ha´ lov at opleve den. Det er din ret. Sådan er det også med troen. Du har ret til selv at opleve den, erfare at troen på Jesus kan forandre dit liv. Hverken præsten eller nogen anden kan tage stilling for dig, det må du selv gøre.

Det centrale, i kristendommen, er ikke en masse regler; men et personligt forhold til Jesus. Han er både levende og nærværende for dem, som søger Ham. Han elsker dig og vil i kontakt med dig. Det er det, du skal tage stilling til.

Spørgsmålet er så, har du fået undersøgt sagen ordentligt, eller har du afvist troen uden at gi´ den en chance? Måske på grund af en forhåndsindstilling du har mødt hos andre. Hvis det er tilfældet så snyd ikke dig selv.

VÆRD AT HUSKE

• Man kan ikke bevise, at kristendommen er sand. Den skal opleves.

• Der er ting, vi kun kan lære gennem erfaring, og sommetider skal vi meget igennem, før vi ændrer kurs.







Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk