DAGENS ORD: ”Gud, du er min Gud, jeg søger dig, min sjæl tørster efter dig, min krop længes efter dig i det tørre, udpinte, vandløse land.” Salme 63:2

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Gunni Bjørsted

Netpræst

Gunni Bjørsted, Er ikke længere aktiv

Mail: gunni@bethel.dk

 

Bramfri bønner er de bedste

16 sep. 2006


Bramfri bønner er de bedste!
Overskriften skal ikke forstås sådan, at man kan lave rangliste over de bedste bønner. Jeg vil bare gerne vise, hvor enkelt og naturligt det er at bede til Gud. Det er at lade vores mund sige det, som er i hjertet – og hvis det er for meget at lade vores mund sige det: så at lade vores tanker tænke det!

Det er den ene gode side ved bøn. Der er en anden også. Men den vil jeg lige vente med at nævne.

Nu skal vi nyde og lade os inspirere af tre typiske eksempler på bøn i bibelen – eksempler på, at munden siger, hvad der er i hjertet… med ucensurerede og ganske almindelige ord. Man skal ikke på kristeligt sprogkursus for at bede… eller øve sig i højtidelig stemmeføring. Mon ikke Gud undertiden tænker: ”Hvorfor bliver folk så underlige og så kunstige, når de snakker med mig?”

Det første eksempel er fra Jeriko, som Jesus en dag besøger. Store folkemasser stimler sammen omkring ham, - ved vejsiden sidder en blind mand og tigger. Da han får rede på, hvad der er på færde, begynder han at kalde på Jesus og spørge om hans hjælp. Og det går ikke helt stille af: ”Da råbte han: Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!” (Luk. 18, 38). Det irriterer de andre; de ”truede ad ham for at få ham til at tie stille!”. Men nu er låget røget af, så han ”råbte bare endnu højere: ”Jesus, Davis søn, forbarm dig over mig!”

Det er vel simpelthen fortvivlelse og håb, der vælder frem. Og når Jesus så lige er i byen…! Jesus stopper op (som jeg tror, at Jesus altid gør ved et hvilket som helst højt råb eller stille suk og alt derimellem… han gav ikke afkald på himlen og gav sit liv på korset for så at være ligeglad), og de to mødes: den blinde tigger og Jesus. Og så spørger Jesus: ”Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?” Nu kan man jo sige, at Jesus ikke lige scorer tårnhøjt i en intelligens-test her…! Hvad vil en blind dog mon gerne have? Når en i havsnød råber om hjælp, hvad mon han så råber om hjælp til…? Men jeg tror ikke, at Jesus spørger, fordi han ikke ved det, men fordi han vil vise sin kærlighed og sin respekt for den blinde. Fordi han vil relation; fordi han vil os. Og fordi han ved, at ved at svare på hans spørgsmål, bliver vi også selv klar over, hvad der er i hjertet. Han tromler ikke frem, men han har tid til at høre os, og han ved, det er godt for os at få sagt, hvad det er, vi længes efter og drømmer om.

Så den blinde siger: ”Herre, at jeg må kunne se!” Der er lige nogle dyrebare, helbredende øjeblikke her, hvor den blinde ikke bare får sit syn, men en helbredelse begynder at ske ind i hele hans liv. Jesus siger: ”Bliv seende, din tro har frelst dig!” Og det første han ser, er Jesu kærlige ansigt.

… De to mødes: den blinde tigger og Jesus! I to mødes… dig og Jesus. Og han spørger: ”Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?” ”Herre, at jeg må…” Og så kan alle temaer komme op; ucensureret; uden risiko for forkastelse og næserynken.

En enkel, bramfri bøn… sagt til Jesus!

Næste scene foregår inde i et hus, og historien står i Luk. 10, 38-42. Situationen er, at Jesus besøger søstrene Martha og Maria. Formodentlig har de begge i begyndelsen været flittigt optaget af at forberede mad og vask til gæsterne (der har sikkert været nogle disciple med også). Men så er Jesus åbenbart begyndt at undervise eller i hvert fald sige noget interessant. Så Maria ”satte sig ned ved Herrens fødder og lyttede til hans ord.” Martha fortsætter derimod med arbejdet. Med hænder, der går hurtigere og hurtigere, og tanker, der bliver hidsigere og hidsigere. ”Det er bare så uretfærdigt! Nu sidder den lille gås bare der og får åbenbart vældig meget ud af Jesu ord! Se, hvor grebet hun er! Er der nogle, der lægger mærke til mig? Jeg ville da også gerne sidde og høre, men hvem tager så noget praktisk ansvar?”

Se, hvis nu Martha havde været rigtig skuespiller-from nu, så havde hun fundet de rigtige replikker og de rigtige – ja, netop: - grimasser frem: ”Åh Jesus, hvor det fryder mit hjerte, at min elskede søster har denne anledning til at høre din undervisning! Det er en glæde for mig at tjene i baggrunden!” Det kunne hun have gjort – og på et eller andet tidspunkt have fået psykisk galdesten og været forknyt og sur resten af ugen. Men sådan var Martha heldigvis ikke. Hun var ægte. Og helt ægte irriteret! Så nu kommer hun hen til Jesus, afbryder ham og siger: ”Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.” Mon ikke, den sidste sætning næsten er blevet hvislet? Og der har været røde pletter på kinderne, og stemmen har dirret af forurettelse, og måske stod skuffelsens tårer i øjenkrogen. Hun ville jo også så gerne sidde ved Jesu fødder og lytte.

Det er simpelthen sådan en god bøn, hun beder. Den sidder lige i centrum af definitionen: ”Lær din mund at sige, hvad der er i dit hjerte!” Og så bliver hun mødt og konfronteret. Hendes tanker bliver mødt af Jesu tanker: ”Martha, Martha! Du gør dig bekymring og er urolig for mange ting…” Jeg gætter på, Jesus for længst har mærket hendes længsel og frustration og hørt køkkenredskabernes høje klirren… Nu kan han møde hende. For hun lukker op til sit indre. Mon ikke, de så har aftalt det videre program… Hvornår der skulle spises, og hvad Maria skulle lave, og hvad Martha skulle lave? Måske Jesus tilbyder at snitte salaten… ”Hvis I har en kniv, der bare er halvt så skarp som din tunge, skal jeg hurtigt klare det”, siger han måske og tjatter til Martha, der ler glad og befriet. Hun har fået lettet sit hjerte; og Jesus er nær, og Maria er god nok!

Og Jesus leder Martha ind i det, som også er sandt, ja, som er endnu mere sandt, end hvordan vi har det: det er, hvem han er, og hvad han kommer med til os. ”Den gode del, som ikke skal tages fra os…”

En enkel, bramfri bøn – sagt til, og mødt af, Jesus!

Ud af disse historier kan vi trække nogle enkle lærdomme:

For det første: Bøn er at sige det til Gud, som han selvfølgelig allerede godt ved i forvejen, men som vi trænger til at sige for at få det afleveret (det er jo dumt at køre på affaldscentralen med en fyldt trailer, vende på pladsen og så køre hjem igen med fyldt trailer…)

For det andet: Bøn er at lade munden sige, hvad der er i hjertet.


For det tredje: Når vi taler sandt om, hvem vi er og hvordan vi har det, kan det åbne vores ører for at høre, at Jesus taler til os om, hvem han er, og hvad han har gjort – så vi også begynder at tale sandt om det.

For det fjerde: Derfor er bøn også at bekende, hvad der er sandt om Gud – om hans væsen, om hvad han har gjort for os og om hans løfter.

Og det er her, bibelen kan blive en enorm resurse for os, fordi den fortæller så meget om, hvad der er sandt om Gud. Gennem bibelens ord lukkes der lys ind i vort mørke rum – dels glæde og håb, og dels orientering og perspektiv over vores situation. Der er så meget, der dels vækker genkendelse, og dels tilsiger os noget, som vi aldrig selv kunne tænke os frem til. Der kommer ovenlys over vort tusmørkeliv.

Jeg sad en dag og var så ked af det over en situation, som et af børnene var i. Det gjorde ondt langt ned i maven. Jeg fortalte med enkle, bramfrie ord Jesus om det. Efterhånden var der historier fra bibelen, som tonede frem i sindet. Historien om Moses´ ord, der ikke længere selv kunne passe på sit barn, men i tillid til Gud måtte sætte ham ud i en kurv på Nilen (2. Mos. kap. 2). Og historien om Jesus, der tog ”børnene i favn og lagde sine hænder på dem og velsignede dem” (Mark. 10, 16).

Og nu det sidste eksempel i dag fra bibelen om bramfri bøn, og hvor Guds ord er med til at give sprog til og lys over bønnen. Situationen er, at Johannes og Peter har været i skrapt forhør og er blevet truet af de jødiske ledere. Men de bliver løsladt og går straks hen til deres kristne fællesskab med deres oplevelser og frygt og håb. Og så bliver der bedemøde! (Læs Ap.G. 4, 24-30).

Læg mærke til, hvordan passager fra bibelen hjælper dem til at få bedt og orientere sig omkring deres situation. Nu står de lige midt i noget, som bibelen for længe siden har fortalt om. Og så munder det ud i konkret bøn: ”Giv dine tjenere at tale dit ord med fuld frimodighed; ræk din hånd ud til helbredelse, så der sker tegn og undere ved din hellige tjener Jesu navn.”

Det var så et bedemøde, der resulterede i nogle meget konkrete virkninger – ”Da de havde bedt, rystedes det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt af Helligånden, og de forkyndte Guds ord med frimodighed” (Ap.G. 4, 31). Spørgsmålet er, om ikke enhver bøn har nogle meget konkrete virkninger, som – på kort eller lang sigt – bærer værdifulde frugter. Det tror jeg!









Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk