DAGENS ORD: ”Og ikke alene det; vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed,” Romerne 5:3

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Peter Götz

Netpræst

Peter Götz, Er ikke længere aktiv

Mail: missionsforstander@missionsforbundet.dk

 

En – to – tre – krone for dig

16 dec. 2006

De fleste af os har sikkert som børn leget skjul med vores legekammerater. Ikke som en leg, der hørte julen til, oftere vel på de lyse og lune sommeraftner. Men dette med at noget er ’skjult’ og skal findes, er vi alle fortrolige med – og det er bestemt også et af julens temaer.

Julegaver købes i hemmelighed og pakkes ind, for vi må ikke vide, hvad det er. I julestrømpen er der måske overraskelser og i decembermånedens pakkekalender kan der gemme sig uventede ting. Temaet er der hele tiden: Søg og find – drøm og lad virkeligheden vise at din drøm går i opfyldelse.

De kloge ved det


Juleberetningen og evangeliet er fyldt med søgere. Allertydeligst i form af De Vise Mænd. (Mattæus Evangeliet, kapitel 2). Med den sælsomme historie om de tre kloge fra Østerland får Mattæus slået fast, at Jesus er en, man må lede efter. Ikke fordi han ikke vil findes, men fordi vi ofte er så mange andre steder i vort liv, at vi må beslutte os for at søge efter ham.

For det vil være sandt for de allerfleste af os, at vi må begive os på vej for at finde Jesus. Det er ikke nok at præsten peger på ham og siger: Dér er han’ eller at julesalmerne tiljubler, beskriver og besynger ham. Det er mig, der inde i mig selv, må nå dertil, at jeg rejser mig fra hvor jeg er, og begynder min indre pilgrimsvandring – mod Jesus.

Lykkedes det?


Var det måske nemt for de tre vise at finde Jesus? Nej. Var det uden strabadser på kamelryg, under bagende sol om dagen og i isnende kulde om natten? Nej. Da de troede, de var fremme, var han så hvor de forventede at finde ham? Nej. Fik de hjælp i deres søgen? Ja. Fandt de ham? Ja – Var de i tvivl, da de knælede ved barnet? Nej.

Det er nok sådan det er. Vi søger og vi finder. Vi beder og vi får. Vi banker på og opdager at der en dag lukkes op. Det kunne selv Oehlenschläger skrive med på: ’De higer og søger i gamle bøger – og – de, der raver i blinde skal finde’. (Guldhornene)

Ikke under juletræet


Med al respekt for de sikkert mange spændende og forventningsfulde øjeblikke omkring juletræet inden mængder af papir og hurtigt ødelagt legetøj hærger scenen i de små hjem, vil det være nærmest sandheden at sige:
Jesus finder du ikke under juletræet. Dit livs lykke og dit hjerte længsel er snarere det mest ydmyge sted i dit hjem – i DIN stald, hvor alt står råt og uindpakket. Dér, hvor du ikke længere kan høre Jingle Bell og Bing Crosby. Dér hvor du måske ufrivilligt er havnet og ikke længere kan løbe fra virkeligheden, men må se den i øjnene. Der er han – der fødes han også i dit liv. Dér kommer han for at blive din største glæde, din dybeste fred og dit livs frelser. Dér knæler du ned i ærbødighed og løfter dine arme mod himle af taknemmelighed. Dér finder du ham – eller også var det ham, der finder dig.

Peter Götz, Strandvejskirken, Humlebæk





Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk