DAGENS ORD: ”Retfærdiges frelse kommer fra Herren, han er deres værn, når nøden kommer.” Salme 37:39

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Kent Nielsen

Netpræst

Kent Nielsen, Er ikke længere aktiv

Mail: knielsen45@gmail.com

 

Livet i lyset og livet i mørket

1 nov. 2007


I denne tid hvor vi er gået fra sommertid til vintertid bliver begrebet lys og mørke meget mærkbart, og denne netprædiken er også inspireret af det.

Jeg tænker også uundgåeligt på mit besøg i Serbien, hvor vi havde tilsyn med arbejdet iblandt Romaer (Sigøjnere) i byen Vrsac, hvor jeg mødte mennesker der levede på absolut laveste eksistensniveau, et niveau der desværre findes i mange lande verden over.

Og jeg må konstatere at lige meget hvilken verdensdel man bevæger sig i, så finder man tomheden hos mennesker der ikke kender Jesus Kristus, ligesom glæden er at finde hos dem der kender Kristus.

Derved må jeg også fastslå at et godt liv ikke er et spørgsmål om at være rig eller fattig, for tomheden finder vi hos alle typer mennesker.

En tomhed der gør at mennesker vandrer i mørke, et åndeligt mørke.

Jeg tror også alle ved at det modsatte af tomhed og mørke, naturligvis er lys og glæde.

Både tomhed og mørke, lige som lys og glæde, er begreber vi kender til i vores dagligdag, og er derfor også begreber der omtales og behandles i bibelen, og det er noget vi nødvendigvis må forholde os til, for hvordan kommer vi fra mørke og tomhed til lys og glæde.

Det har Johannes et svar på, hvis vi læser i 1 Johs. brev kap.1.v. 5–10:

”Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden
Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.
Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.
Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.”

Synd har noget med moral at gøre, og desværre er der mange der har fået det galt i halsen, man skylder sig selv at forstå betydningen af ordet moral.

Fordi Johs. i kap. 2 beskriver menneskers forhold til det mentale, moralske og åndelige.
Kapitel 2v.10-11:” Den der elsker sin broder, bliver i lyset, og i ham er der intet, som bringer til fald.
Men den, der hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går, fordi mørket har blindet hans øjne.”

Hvis der er had eller uforsonlighed mellem mennesker vandrer man i mørket og man ved ikke hvor man går, eller hvad dette had fører til i ens liv – andet end tomhed og ulykke!

Dette fortæller os at det ikke er i orden at gå og have noget imod nogen, for går man i det mørke falder man på et tidspunkt, fordi man udelukker de gode muligheder man har fået.

Det er sådan at vores mentale, moralske og åndelige indstilling nødvendigvis må påvirke vores opførsel overfor andre mennesker.
Altså har vi selv indflydelse på om vi vil leve i tomhed og mørke, eller vi vælger det lys og den glæde som Jesus kom til verden med, så her er vi igen inde i det at kunne skelne mellem godt og ondt, og det er helt klart at det er det onde i verden, som også er nævnt her.

Valget er vores, men der er en uundgåelig kontrast mellem Guds vilje og verdens begær, en verden med alt hvad der er i den, alligevel en dag forgår.

Hvor modsætningen er Gud, vor far i himlen som er evig og aldrig forgår, og den der gør Guds vilje heller aldrig forgår.
Det evige liv som der omtales i Johs. kap.1v.1–4, med at Jesus Kristus blev sendt til jorden for at kæmpe, og vandt sejren på Golgata.

”Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved, og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os!
Det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus.

Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen.”

Og det er den glæde alle kan få del i, ved at sige ja til Jesus Kristus!

AMEN!!






Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk