DAGENS ORD: ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Dilemma

21 apr. 2018

Omskæring af drenge er lige nu et varmt emne. Den offentlige mening har talt, og 4 ud af 5 danskere tilkendegivet, at omskæring af børn skal forbydes. I vores stærke fokus på individ og individets rettigheder, er jødiske forældres ret til omskæring af deres drengebabyer, og muslimske forældres ditto, af deres drenge før myndighedsalder, en provokation.

I et kristent perspektiv, er den fysiske omskæring ikke vejen ind i Gudsrige, for at et menneske kan blive en del af Guds folk, sådan som jøder og muslimer tror. I kristenheden er tro, dåb, mundens- og hjertets bekendelse nøglen til vores identitet. Vi er i en kristen kontekst nærmest uberørt og kun i begrænset form orienteret mod, at være handlingsorienteret. Ofte er fysisk manifestation i vores sammenhæng blevet reduceret til et minimalt udtryk, fx dåb og nadver, der i sig selv syner indskrænket i deres konkrete form, de fleste steder. Vores kirkelige religiøse former appellerer først og fremmest til intellektet, individuelle tros- og følelsesoplevelser og lignende. Vi har mest af alt et sjæleligt og åndeligt fællesskab, hvis vi i det hele taget tager del i et menighedsfællesskab. Kristenheden i dagens Danmark er, mest af alt ulidenskabelig.

Vores evne til at forstå fx jøders bevæggrunde for, at deres små drenge får fjernet den yderste hudlap på penis, er kulturelt begrænset. Vi er i vores egen forblændelse af individet, måske ude af stand til forstå betydningen af, hvad det vil sige, at have en fælles tilknytning, sådan som folk af anden kulturel tilsnit oplever det? For jøder er omskæringen meget mere end et mindre fysisk indgreb. Det er identitet, værdifællesskab, tilknytning, og en dybt forankret tradition, der er i spil. I jødedommen er den fysiske handling uløseligt knyttet til religionen.

Vi skal vogte os for, forudsætningsløst, at gør os til smagsdommere. Børn er først og fremmest forældrenes ansvar, på godt og ondt. I udgangspunktet må vi antage, at forældre gør det de er overbevist om, tjener barnet og dets fremtid bedst. Det gør jødiske og muslimske forældre, såvel som kristne og ateistiske forældre. Så længe forældres dispositioner er rimelige, må der med Grundtvigs ord være ”Frihed for Loke såvel som for Thor.”

Det kan indvendes, at det omskårne drengebarn tvinges til at miste en stump forhud. Ja, men det er prisen for at være født ind i den familie, der nu engang er hans. På anden måde må andre børn bære andre oplevelser med sig i deres fysiske og mentale ’rygsæk’.

Jeg har respekt for de mænd, der som voksne bebrejder deres forældre, at de lod dem omskære som små, nu de som myndige har fravalgt jødedommen. Men i mine øjne er disse eksempler ikke tilstrækkelige tunge nok til, at alle religiøse omskærelser af mindreårige drenge skal forbydes. For hvad vejer tungest: Tilknytningen til familien – slægten – folket – værdifællesskabet og traditionen, eller individets ret?

Vi kan reelt ikke sætte barnets individuelle stilling over familiens. Først når barnet bliver myndigt giver denne prioritet mening. For nok har samfundet en tilsynspligt, men ikke omsorgs- og opdragelsespligt.

Individets ret er ukrænkeligt, siger vi godt nok, men passer det i virkelighedens verden? Næppe i Danmark, hvor samfundet reguleres og styres med en detaljeringsgrad, der intervenerer den enkelte på flere planer.

Når et samfund som vores vil bestemme om mennesker, der i flere tusinde år, har skabt deres identitet som fællesskab, ved at omskære deres små drenge, ikke længere må fastholde traditionen, antaster vi et værdifællesskab der ret beset, har eksisteret længe før vort eget opstod.

Det sidste vi har brug for er en individimperialisme der respektløst undertrykker det, der er på niveau med og måske er større end den enkelte selv, nemlig forudsætningen for, at det i det hele taget lader sig gøre at blive et individ: Familien og de fællesskaber, der er baggrunden for, at det enkelte menneske kan folde sig ud, når det vokser op og bliver selvstændigt.

Tror jeg den jødiske og muslimske omskæring er nødvendig? Nej egentlig ikke, set fra mit kristne synspunkt. Men jeg vil respektere, at jøderne og muslimerne har den opfattelse. Og jeg ønsker ikke med en bedreviden, at undertrykke det, jeg ikke helt kan sætte mig ind i, vel vidende, at omskærelse af drengebørn har været af afgørende betydning, for både jøder og muslimer i mange, mange hundrede år.

Jeg ønsker ikke, at vi som samfund respektløst træder andres kulturelle værdikodeks under fode, i forblændelse af individets ret, og samfundets rolle.

Jeg håber det dilemma debatten om omskærelse af børn rummer, vil gøre os klogere og bedre til at se verden, fra flere vinkler end kun vores egen. Det kan bidrage til, at vi kommer hinanden nærmere.



 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk