Hyrderne kom, fra nær og fjern, tiltrukket af det lys, som strålede fra det lille barn, der fattig og sårbar lå i krybben. Flere og flere blev de – de mange, som i julenatten hørte rygterne om, at et noget specielt var hændt.
Når de kom ind i stalden så de en sårbar kvinde, træt efter fødslen – og en opmærksom mand, som fuld af kærlighed vågede over hende og barnet.
De så æslerne, og kvierne, som samlede sig omkring krybben – og de så det lille barn, som lyste op i natten.
Hvor kom lyset fra? Hvordan kunne dette lille barn skabe så meget varme omkring sig?
Alle, som kiggede ned i kurven, hvor barnet lå, følte sig ”genstrålet” af den varme, som udgik fra barnet. Alle, som var omkring barnet, så hinanden i et helt nyt lys. Både de hyrder, som kom til hulen, og alle de fattige, som uden for stimlede sammen og ikke kunne få plads.
Alle følte pludselig, at de var set. Og de så hinanden på en helt ny måde. Trods rynker, snavs og haltende hofter, trods sårede hjerter og forkrøblede fødder, så de med ét, at de alle var Guds børn. De smilede, og blev til på en helt ny måde. Barnet lo, og de lo. Ingen kunne rigtigt løsrive sig.
De opdagede sig selv som dem, de hele tiden havde været, helt inderst inde.
Julenat er et stort mysterium – for det er dér, noget unikt fødes, dér, hvor kærligheden får krop. Den nat talte alt om kærlighed. Et barn kom til verden, klædt i sårbarhed, og for altid var alting forvandlet.
Amen.
|
