[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]
2. søndag i advent
2023 dec 10
 |
| Debora I en periode hvor israelitterne igen og igen gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Hvor folket hengav sig til alle slags skændsler i offerlundene på højene. I en dyrkelse af de onde ånder; i blodige orgier med frådsen i kød og druk og gryntende parring: Ja det skete sågar, at også mennesker blev slagtet og parteret på de sølede altre i lundenes gustne skygger. Hér hvor ondskaben tog til blev hjerterne kolde; og Gud Herren vendte sig derfor bort fra Israel; hvorefter folket kom i stor nød. Herrens vrede flammede op mod israelitterne, og han overgav dem til de andre folkeslag, som udplyndrede dem. Han gav dem i hænderne på deres fjender på alle sider, så de ikke længere kunne holde stand. Når israelitterne således kom i sjælenød, råbte de til Herren, og Gud Herren hørte deres bønner og lod en befrier fremstå blandt dem, for at frelste dem fra deres fjender. Herren lod dommere fremstå, som reddede dem fra de folk, der udplyndrede dem. Når så en dommer igen døde, faldt israelitterne tilbage til deres tidligere onde gerninger. Igen råbte de om hjælp, når trykket blev overvældende. Og igen så Gud Herren i nåde til sit folk, når de bad ham om det. I en sådan krigsbefængt tid, med megen vold og ondskab, trådte Debora frem; tog ansvar for landet og dets sikkerhed. Gud gav i Debora en moder til landet og dets indbyggere. Du finder beretningen om hende i Dommerbogens kapitel 4 og 5. Mennesker vil have konger til at lede og regere. Gud ønsker sig mennesker der kan forstå hvad som er rigtigt og sandt; som søger ham og har ham som konge. Oprindeligt blev Israel, i ørkenvandringens dage, ledet og styret af Moses, der selv var folkets øverste dommer. Senere, for at Moses kunne aflastes i arbejdet med at afgøre folkets mange tvister, foreslog hans svigerfar at uddelegere afgørelserne til flere dommere i Israel, blandt de forskellige stammer, for så vidt angik de mindre principielle spørgsmål. Dommerbegrebet refererer til Moselov og til dét, at kunne høre og forstå lovens giver, Gud Herren, når han taler og inspirerer dommeren ved Helligånden. Israels kaldelse var at Gud Herren selv skulle være deres konge, der virkede gennem forskellige tjenester fx dommere og profeter og hvad ellers Ånden udrustede til. Modsat andre folkeslag, der havde sat et menneske til at lede landet som konge og tyran. Når mennesker fravælger Gud Herren som konge i deres liv går det grundlæggende galt. Grundet vores skabelses DNA, er vi i behov af at kunne kommunikere med vores skaber. Have et bønsliv med ham, hvor vi evner at hører fra ham. Kende hans vilje og lytte til hans ord. En dommer i Israel, var et menneske der var følsom og lydhør over for Herrens ånd; Helligånden. Som hørte Herrens røst og handlede efter den. Debora havde Gud Herren som konge i sit liv. Hun virkede i perioden omkring 1250 år, før vores tidsregning. Deboras gerning viser med al tydelighed, at for Gud er køn i sig selv ingen kvalifikation; det er kaldet fra ham først og fremmest, der betyder noget. Gid flere kvinder gennem tiderne havde vovet at tro dét, og flere mænd i ledelserne rundt omkring havde forstået dét. Deboras udgangspunkt var bjergområdet mellem Jerusalem og Samaria. Hun var af Efraims stamme; gift med Lappidot, en mand vi ikke rigtigt ved noget om, mor sandsynligvis og umiddelbart uden for magtens rækkevidde. Indtil Gud ville det anderledes. Efraims stamme. Heller ikke den skulle oprindeligt havde været talt med blandt Israels tolv stammer. Efraims far er nemlig Josef. Han blandt Jacobs sønner, der blev solgt som slave til Ægypten af sine brødre og som qua visdommen fra Gud endte som landets statsminister – og slægtens redningsmand – Efraim er Josefs anden søn. Altså hverken søn af Jacob eller førstefødt, dog velsignet var han, hvorfor han ved Guds nåde endte som stamfader i Israel. På samme måde med Debora. Hun hørte og forstod Guds kald i livet. Var vidende og klog. Havde autoritet og hvilede i det hun forstod og kendte som Guds vilje; Guds visdom og Guds evne til at gribe ind i en ond tid. Debora blev derfor det menneske Gud kunne bruge; i hendes tid, til at frelse landet fra dets fjender, i spidsen for et team. Måske mange andre også var kaldet, men det var Debora, der troende på, at Guds magt kunne og ville vende landets onde skæbne. Det var Debora der havde lært at høre Guds stemme i sit trosliv med ham. Andre hørte dårligere efter, eller de hørte slet ikke. Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre! At kende Guds røst i sit liv gør hele forskellen, for en selv og for det omkringliggende samfund. I det nære, siden i det større. Debora troede Gud og han endte med at sætte hende over hele landet. Hærføreren Barak lyttede villigt til hende, da hun bad ham om at gå i krig mod kanaanæerne på grundlag af, hvad hun havde hørt Gud tale til hende om. Baraks eneste betingelse var, at hun skulle tage med fordi hun bedre end andre kendte Guds røst i sit liv. Debora var lydhør og lydig over for Gud i at handle på det, som han har talt til hende om at videregive til Barak. Det var indbegrebet af handlekraft, at hun ikke holdt det for sig selv og tøvede, men inspirerede og gik foran Barak og de andre. Hun profeterer om timingen i slaget; hun sætter det i gang i Guds navn, og det sker i enighed med Barak, for de har haft en klar arbejdsdeling. Debora har haft ordet i sin magt, og selve navnet er et anagram for ’hun talte’ (dibberah). I Deboras sang roser og revser hun dem, som deltog, og dem, som ikke gjorde det, altså giver hun værdifuld feedback. Hun er ydmyg, idet hun takker Gud og giver ham æren for sejren og lovpriser ham for hans udfrielse af israelitterne. Hele vejen igennem er det Gud, som baner vejen, og Debora er fokuseret på ham, ikke på omstændighederne. Debora var en moder i sit land, fyldt af Gudsånd. I vores menneskeverden bruger vi ofte mange tanker på spørgsmål om dét ene køn sat i relation over for det andet køn. I Gudsrige har vi en himmelsk far der rummer begge køn og som er mere end hvad et køn måtte rumme. Ånden vil lære os mangfoldighed, kærlighed og troskab. Lære os at sætte os ud over os selv. I den forbindelse skrev Paulus til Filipperne, kapitel 2 vers 1-11: ”Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.” Glædelig advent. |
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
