3. søndag i advent

Det begyndte med en hungersnød i Israel (sandsynligvis dén der er omtalt i Dommerbogen kapitel 6).

”En mand rejste da fra Betlehem i Juda til Moabs land for at bo der som fremmed sammen med sin kone og sine to sønner. Manden hed Elimelek, hans kone hed No’omi, og hans to sønner hed Maklon og Kiljon; de var af Efrat-slægten fra Betlehem i Juda. De kom til Moabs land, og dér blev de.

Elimelek, No’omis mand, døde, og hun sad tilbage med sine to sønner. De giftede sig med moabitiske kvinder; den ene hed Orpa, den anden Ruth. Da de havde boet der en halv snes år, døde også Maklon og Kiljon, og No’omi sad tilbage uden sine to sønner og sin mand. Da brød hun op sammen med sine svigerdøtre for at vende hjem fra Moabs land.”

Orpa forblev efterfølgende i Moab, medens Ruth, skønt fremmed, valgte både at følges med sin fattige svigermor tilbage til Israel og hun påtog sig derved at følge skikkene i sin afdøde mands familie, og hvad mere fremmed for hende var, landets religiøse love, fremfor skikkene i hendes egen familie og i landet Moab.

Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Den er fuld af tillid, forventning og utrættelighed. En sådan kilde til liv må have berørt Ruth; siden hun, der menneskeligt set havde mødt megen sygdom, død og ulykke; fulgte sin svigermor ud på en rejse, der umiddelbart var fyldt med materiel fattigdom og menneskelig usikkerhed.

’Gud mildner luften for de klippede får’ er et kulturkristent udsagn med en undertone af et specifikt forsyn hvor Gud blander sig i historiens gang og lader ting falde til rette for en. Uagtet Ruth og No’omi ikke har kendt til kulturkristne udsagn, så har de begge haft en tro på, at Guds hjælp, kunne bibringe dem en håndgribelig lindring i deres fatale virkelighed. At Gud konkret ville kalde noget godt frem, som gav dem en tilværelse med en ny og positiv retning, de kunne finde håb i.

En slægtning til No’omi, Boaz, fattede omsorg og kærlighed til Ruth. Han så hvordan Ruth gik i gang med at eftersanke på marken i høsttiden (en ret Moselov gav den fremmede og fattige), og at hun arbejdede effektivt fra morges til aften. Boaz lod derefter Ruth få rigeligt, så No’omi udbrød: ”Velsignet være han, som ville kendes ved dig!”

Ruth blev kendt og favnet, af Boaz. De blev gift og hun blev senere kong Davids oldemor.

I livet har vi alle brug for at nogen ’kendes ved mig’. Mere end mange andre har de fremmede brug for dét.

I den lille novelle, Ruths Bog, ender Boaz med at påtage sig den familiære forpligtigelse; i henhold til loven om svogerægteskab, der findes i Moseloven; for at ingen slægter skal uddø og ingen enke gå fortabt.

I Den Danske Salmebog, nr. 370, finder du i denne sammenhæng en tankevækkende tekst af Lars Busk Sørensen:

”Menneske, din egen magt gør dig svimmel og forsagt, du skal selv på denne klode skelne ondskab fra det gode, dybt ansvarlig for din jord.
Du skal bringe verden fred, dagligt brød og kærlighed. Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød.”

Det er den ene side af konteksten. Den anden side handler om Gud. For Gud gør mere end øjet umiddelbart ser og registrerer. Gud virker med Helligånden. I det stille, til bedste for den, der elsker ham.

Læsning af Ruths Bog indgår i gudstjenesten ved den jødiske shavuot-fest. Shavuot-festen er i jødedommen fejringen af Moseloven, der blev givet Israel på Sinaibjerg, i høsttiden, på den 50. dag efter påske. Altså sammenfaldende med vores kristne pinse, hvor vi fejrer Helligåndens udgydelse på jorden.

”Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.” Jeremias Bog kapitel 31, vers 31-34.

Fortællingen om Ruth er beretningen om at kærligheden bær igennem og at opfyldelsen af Guds lov skal være en hjertesag. Den gamle jødiske pinsefest er en fest for den lov, Moses skrev efter Guds diktat på lovens tavler. Dér stod buddene bundet til deres bogstaver, og man kunne læse dem, tænke over dem og drøfte dem med andre. Men den egentlig mening med buddene var dog, at man skulle leve efter dem. Den gamle lov byggede på bogstaver skrevet i sten; den ny skulle skrives i hjerterne, så den kunne forstås med hjertet og uden vanskelighed finde vej ud i livet. Det er jo dog fra hjertet, livet udgår. Det understreger Jeremias.

Vor pinse fortæller, at Guds ånd stadig kan gøre loven levende i vore hjerter. Og Jesus slutter sin ypperpræstelige bøn af med ordene: ”at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.” Gud er kærlighed og vores tro er kærligheds- og åndsafhængig!

Paulus skrev i sit andet brev til Korinterne om dette hjerteforhold vores tro bygger på, at vi er printet: ”med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.” og han fortsætter med at vi er tjenere: ”for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.”

Gud kendes ved os i Jesus Kristus. Gud ved vi har et menneskeliv der skal leves. Og han vil vi lever det i sandhed og kærlighed, ved den nåde han frit møder os med i Jesus.

Ruth troede at Gud konkret ville kalde noget godt frem, som gav hende en tilværelse med en ny og positiv retning, hun kunne finde håb i. Ruth åbnede op for kærligheden i en menneskelig sammenhæng og fandt håb for fremtiden. Hvor meget håb finder vi ikke i samfundet med Gud? Og aldrig er noget liv levet uden håb, når fortællingen om Jesus bliver fortalt og taget imod.

Glædelig advent.