DAGENS ORD: ”Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.” Romerne 8:37

[ Forrige ] [ Oversigt over Artikler ] [ Næste ]

Køreplanen holder!



For en del år siden stod jeg en mørk vinteraften og ventede på bussen et sted oppe i Vendsyssel - i det mest øde og forladte landskab, som tænkes kan. Vinden peb lige igennem kroppen, buldrende mørkt var det, og jeg var helt alene i kulden og mørket. Havde det ikke været for den store kilometersten ved siden af mig, kunne man tro sig hensat til en fjern klode. De store snedækkede marker lignede næsten Månen, og efterhånden som tiden gik, blev jeg mere og mere overbevist om, at var der noget sted i hele verden, hvor der aldrig nogensinde ville komme en bus, var det her!

Og så skete miraklet alligevel. Langt borte hørte jeg motoren brumme, og gennem den fygende sne skinnede et par store lygter optimistisk frem i mørket. Pludselig var den der - en stor rød bus, fyldt med lys, varme og rigtige levende mennesker! Det virkede helt overvældende efter den lange ventetid i mørket og ensomheden, og jeg sagde glad og befriet til chaufføren:

"Jeg var minsandten lige ved at tro, du slet ikke ville komme!"

Han grinede bredt og forkyndte, at "når der står i køreplanen, at jeg kommer, så kommer jeg!"

Og da var der noget i mig, der sagde Halleluja! Det mindede mig om en anden køreplan, som er udstedt af ingen ringere end Himmelens Gud. Også han har bestemt et tidspunkt, hvor himmelbussen kommer for at hente dem, der venter ham og har billet til bussen: Alle mennesker i alle lande, som har modtaget Jesus Kristus i deres hjerter, fået Helligånden som pant på det evige liv og som nu venter på, at Jesus vil komme igen, som han har lovet, og føre dem hjem til lysets og skønhedens rige. Han har sagt det - derfor sker det! Ganske uanset ventetiden - ganske uanset om vi står i vinterkulde eller sommersolskin i vore daglige omgivelser. Han kommer!
"Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud og tro på mig. I min Fars hus er der mange boliger. Hvis det ikke havde været sådan, havde jeg sagt jer det, for jeg går bort for at berede jer sted. Og når jeg er gået bort og har beredt jer sted, kommer jeg igen og tager jer til mig - for hvor jeg er, der skal også I være!"

Sådan sagde han selv til sine venner den sidste aften før han led dødens kvaler på korset. Ville nogen mon finde på at binde folk historier på ærmet i en sådan stund, ansigt til ansigt med døden?

Nej, "som han elskede sine egne, der var i verden, således elskede han dem til det sidste."

Der er intet i verden, der er mere sikkert end Jesu genkomst for at tage sine børn hjem - det er mere sikkert, end at der kommer en ny dag i morgen!

Har du tænkt over alvoren i dette? Måske du har billetten i orden til himmelbussen, men du er blevet træt af at vente og er gået bort fra stoppestedet, Guds ord som det lever i menigheden.
Skynd dig tilbage! Den korteste ventetid er tilbage!


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk