[ Forrige ] [ Oversigt over Artikler ] [ Næste ]
Troens bekendelser
Troens bekendelserEn præst fra Indien kom for nogle år siden på besøg til DK og afholdt et præstemøde, hvor jeg deltog. Han fortalte sin spændende livshistorie og dét jeg husker mest, er følgende:
Han gav op! Efter mange års slid og ingen vækst i den kirke han arbejdede i, kastede han håndklædet i ringen og tog til sin hustrus hjemland. Her fik han et job som skovhugger og dér i skoven gik han og skældte ud på Gud. Så mange år med så stor en indsats og hvad kom der ud af dét? Nu kan du selv bygge din kirke, Gud sluttede han den lange monolog i skoven. Så hørte han en stemme sige: ”Endelig! Må JEG bygge MIN kirke?” Manden svarede forundret: ”Hvad mener du med dét?” og igen hørte han den samme stemme: ”Har jeg bedt dig om alt dét, du har knoklet med?” Hvad gik det nu ud på? Gjorde han ikke bare dét, der stod i Bibelen og fulgte de gode råd og traditionen, for at tingene blev gjort rigtigt? ”Har jeg bedt dig om alt dét, du har knoklet med?” lød det igen, stille og rolig. Efter en lang pause spurgte præsten om, hvordan det så ud at bygge GUDS kirke?! Der kom et meget konkret svar: Lær mennesker at læse i Bibelen, lær mennesker at bede og lær mennesker at bekende deres tro. Det korte af den lange historie er, at manden vendte tilbage til Indien og har siden da set en vækst der rækker langt ud over det, han nogensinde kunne have forestillet sig.
Der er to ting, der er tankevækkende:
1. Gud blev meget konkret med de 3 punkter han gav til præsten: Bibelen, bøn og bekendelse! Fokuser på disse tre åndelige dannelser og jeg gør resten, hører vi Ham næsten sige. Bibelen har vi tit fremme og bønnen fylder også en del, men hvad med dannelsen af at bekende sin tro? Ser vi det som en lige så elementær del af efterfølgelsen? Kunne det endda være den del, der lader troens flamme brænde højt?
2. Her var én, der troede at han gjorde alt det rigtige og i virkeligheden bevægede han sig væk fra dét, der var Guds tanke med hans liv: at bygge GUDS kirke. Hvad bekendte præsten sig til? En kirkeretning? En tradition? Organisering og aktivisme? Hans eget ideelle billede af en moderne kirke? Præsten måtte lære at bekende, at det er Gud der bygger sin kirke – han skulle give slip.
I afsnittet i Mattæus Evangeliet kapitel 16, verse 13 - 26 (se sidst i artiklen) spørger Jesus sine disciple om hans identitet: ”Hvem tror I at jeg er?” Det var som om Jesus var nået derhen, hvor disciplene skulle lære værdien af troens bekendelse. Han havde undervist dem i ordet, havde lært dem bønnen og nu skulle de mærke kraften i at nævne dét eller den, de troede på.
Peter svarede fuldstændig afklaret at Jesus var Kristus, den levende Guds søn. Herefter lukker Jesus op for en åndelige dimension bag denne bekendelse:
1. der følger en lyksalighed (sand lykke) med i bekendelsen: Salig er du, Simon, Jonas' søn, ….
2. bekendelser af den slag er givet fra Gud Faderen som en åbenbaring ovenfra: … for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.
Bekendelser har dermed en vigtig betydning i vores åndelig vækst og forståelse af efterfølgelsen.
Denne beretning synliggør også et himmelsk ekko: Peter bekendte sig til Jesus og Jesus bekendte sig til Peter: du er Peter og på den klippe vil jeg bygge min kirke!
Peters kald byggede således på denne afklarede Kristusforståelse som senere skulle vise sig var fundamentet for den første menighed!
Nu er jeg ikke den yngste længere (!) og jeg kan selv se tilbage på tider i mit liv, hvor bekendelsen af troen på Jesus Kristus blev erstattet med bekendelsen til en vision, til et fællesskab, hvor indbyrdes misforstået loyalitet har taget fokusset væk.
Teksten fra Mattæus 16 og den indiske præsts skovtur minder mig i den grad om at leve med skærpet afklarhed for mit trosfundament for al engagement i den kristne menighed.:
Du er Kristus, den levende Guds søn!
God sensommer
Ruth Cilwik Andersen
Præst i Frikirken i Frederiksværk, Det Danske Missionssamfund
Matt. 16, 13-26: Peters bekendelse
Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
