[ Forrige ] [ Oversigt over Artikler ] [ Næste ]
Der er spor af Kristus i verdensreligionerne
En virkelig person kaster skygger. Den historiske Jesus kaster derfor sin skygge tilbage i Det Gamle Testamente, Rig Veda, Upanishaderne og Bhagavad Gita. Og fremad i Koranen. Disse spor er et godt udgangspunkt for samtale mellem religionerne. Og en ressource til integration.Det sagde jeg ved et foredrag i Strandvejskirken i Humlebæk den 28. januar i år. Og vi fik en rigtig god debat mellem de ca. 40 deltagere.
Her har jeg skrevet essensen af foredraget - så endnu flere kan være med. For emnet er meget relevant.
Danmark er godt på vej til at blive et multikulturelt samfund, hvor den religiøse mangfoldighed spiller en større og større rolle. Om det multireligiøse skal blive en ressource eller en trussel afhænger af, om der er en tilstrækkelig stor fællesmængde at mødes i. Føler vi vort eget kulturgrundlag truet af de fremmede, og føler de fremmede det samme med deres baggrund, vil begge parter reagere i frygt, og en konflikt vil være under opsejling. Men kan vi finde frem til nogle hovedelementer i den kristne kultur, som korresponderer med de fremmedes egen kulturbaggrund, kan vi måske finde fodslag. For, som mit studie bogen Kristus i verdensreligionerne viser, så afspejles kristendommens kernebudskab i tre verdensreligioner - i hvert fald ifølge de religiøse grundskrifter.
Siden min opvækst i Tanzania har jeg både som frikirkepræst og journalist været dybt engageret i integrationsarbejde. Jeg føler mig beriget af mødet med andre kulturer, og jeg mener, kristendommen indeholder så meget tolerance, at vi sagtens som kristne danskere kan rumme og relatere til naboer og venner med anden religiøs baggrund. Jesus Kristus inddrog ofte de fremmede i sin lære og praksis. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er blot et af mange eksempler.
Det er min påstand, at de grundtræk, som kendetegner kristendommen, har noget at knytte til i religioner som jødedom, hinduisme og islam. Der er skygger eller spor i disse religioner, der giver udlændinge forudsætninger for at forstå den kristne kultur herhjemme, og kristne mulighed for at uddybe kernen i det kristne budskab over for dem.
Begrebet skygger henter jeg fra apostlen Paulus, der skriver:
”Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat; det er alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus. Lad jer derfor ikke frakende sejrsprisen af nogen, hvis lyst står til ”ydmyghed” og engledyrkelse.” (Kol. 2:16-18).
Kristus er ifølge Paulus ”sagen selv”, eller i en nyere oversættelse ”legemet selv”, dvs. det legeme, der kaster skyggen. Først og fremmest bagud i jødedommen, deraf ordene ”højtid, nymåne, sabbat”. Men også til siden - mod vest, kan man sige - i samtidige religioner og livsanskuelser, eksempelvis græsk filosofi. Derfor er det ikke umuligt, at Kristus også kaster skygger fremad og til den anden side. Fremad til islam i 600-tallet e. Kr. og til siden - mod øst - i hinduismen, der udvikler sig parallelt med jødedommen og hvis grundskrifter går helt tilbage til 1200 f. Kr.
At der er jødiske Messias-profetier er velkendt, men findes de også i de hinduistiske skrifter? Jo, både i Rig Veda og Upanishaderne står der, at Gud en gang vil træde ned på jorden og ofre sig selv:
”Dengang, guderne udførte offerhandlingen med Mennesket som offer… Dette offer, velsignet på græsset, var Mennesket, født i begyndelsen: Gud ofrede ved Ham som middel, det samme gjorde profeter og hellige… Dette var de ældst vedtagne principper. De Mægtige vandt på denne måde lykke hvor guderne bor, de ældgamle som gjorde vejen lige.” (Rig Veda 10:90:6-7, 15-16)
”Han (Brahma) følte attrå, denne krop vil jeg kunne ofre, ved den vil jeg have et jeg... Efter et års forløb bragte han den til sig selv som offer…(Brihadavanyaka-Upanishad, Madhu-Khanda 2.7)
Det er også velkendt, at Jesus ofte nævnes i Koranen. Men at han har særstatus, viser det faktum, at han er jomfrufødt, gør mirakler og kommer igen for at dømme jorden. Og Koranen lader ham kalde sin død velsignet og forudsige sin opstandelse:
”(Jesus) svarede: Jeg er Allahs tjener…Og fred være med mig den dag, jeg blev født, og den dag, jeg dør, og den dag, jeg genopstår til nyt liv.” (Koranen 19:31,34)
Fordi mennesket henter værdier fra sine dybeste overbevisninger, er religion en ressource i integration og Kristus en nøgle til forståelse for de værdier, som præger et kristent samfund som det danske.
Kristus er ikke ”kun” en vej til Gud, han er også en bro mellem mennesker. En bro kan og bør som bekendt benyttes fra begge sider: Fra ”dem” til ”os” kan de spor, jeg kalder Kristus-principper, blive de fremmedes nøgle til forståelse af det kristne danske samfund. For ”os” til ”dem” kan Kristus, som han beskrives i Bibelen - uden 2000 års teologiske overbygninger -, blive den bro, vi benytter, når vi fortæller det kristne budskab og de kristne værdier, som præger dansk kultur.
Jeg fokuserer på tre Kristus-principper ud fra en kristen vinkel:
I kristendommen udmærker Kristus sig ved inkarnationen. Han er både Gud og menneske: Han er en del af treenigheden og således medvirkende ved skabelsen, men han er også den historiske Jesus, hvis liv, gerning og ord formidlede det guddommelige på jorden. Derfor er julen en stor kristen højtid.
Inkarnationen finder vi i de jødiske skrifter især hos ”Herrens engel” samt i profetier om en jomfrufødt søn, som skal være den kommende Messias. Hos hinduerne er det både Agni og Purusha i Rig Veda, Prajapati i Upanishaderne og Krishna i Bhagavad Gita, som er det guddommeliges berøringspunkt med mennesker. Hos muslimerne er det Isa binMirjam (Jesus, Marias søn), som bliver født på overnaturlig vis, selv om Koranen også tydeligt modsætter sig, at Allah skulle have en søn. Han er dog Guds messias, og kaldes derfor også Isa al Masih.
I kristendommen udmærker Kristus sig for det andet ved selvopofrelsen. Som Guds søn og en del af treenigheden er han hellig, dvs. syndfri. Men det er netop den kvalitet, der gør ham til det fuldkomne offer, dvs. opfyldelsen af alle ofre, for menneskehedens synder. Derfor er påsken den største kristne højtid, hvor korsfæstelsen markeres langfredag.
Selvopofrelsen finder vi i de jødiske skrifter især hos ”Herrens lidende tjener” og profetiske beskrivelser af korsfæstelsen i Det gamle Testamente. Hos hinduerne finder vi i Upanishaderne, at Gud selv, Brahma, vil bringe sig selv som offer gennem sin inkarnation Prajapati. Og hos muslimerne hyldes Allah med 99 skønne navne, hvor mange beskriver hans selvopofrende natur, og Jesu død beskrives som planlagt og velsignet af Allah. Koranen benægter dog, at Guds mægtige profet skulle lide døden på et kors.
I kristendommen udmærker Kristus sig for det tredje ved opstandelsen, dvs. med magt over døden. I hans livstid gøres dette ved mirakler, mest ved at helbrede sygdomme. Hans offergerning krones med den endelige sejr over døden, da han genopstår. Det er kulminationen på den kristne påske og fejres påskesøndag.
Denne guddommelige triumf finder vi hos jøderne i profetier om en kommende befrier. Efter alle jødernes lidelser indvarsler Messias et fredsrige af dimensioner. Ikke engang døden er herre over ham. Hos hinduerne overvinder Guds inkarnation alle djævle og dæmoner ved sit offer. I Koranen fortælles om Jesus, at han gjorde mirakler og overvandt døden, og i et enkelt vers citeres han for at sige, at han vil opstå.
Alle tre principper genfindes altså i de andre religioner.
Men vil en accept af disse principper andre steder end i de kristne grundskrifter skade den kristne tro? Vil religionsmødet underminere de værdier, der udgør store dele af grundlaget for den vestlige og danske kultur?
Nej. Kristendommens substans er den historiske Kristus selv. Han er virkelighed, og det er efter min kristne overbevisning, ham der kaster skygger til alle sider. Skulle han så ikke kunne klare skærene i mødet med de andre religioner?
Selvfølgelig vil han det. Som han jo klarede sig godt i mødes med jødedommen, da han vandrede på jorden for 2000 år siden.
Svend Løbner Madsen
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
