DAGENS ORD: | ”Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.” Romerne 8:37 |
|
[ Forrige ] [ Oversigt over Artikler ] [ Næste ] Godt Nytår !Jeg synes egentlig, at nytårs-aften – og overgangen til det nye år bliver omgivet af lidt for meget højtidelighed.Der sker jo ikke nogen særlig forandring – heller ikke selv om vi nu skal skrive år 2018! Dagene ligner hinanden – og ved vintertide er de endda så korte, at de næsten ikke er til at få øje på. Og så alligevel: Selv i grå-grønne vintre er der Gud ske lov nok at glæde sig over. Her tænker jeg ikke kun på varmeregningen, der bliver mindre, men også på naturen. Har man øjnene ”med sig” – og bruger dem, så er der masser at glæde sig over. Selv det grå-grønne er jo fuldt af skønne nuancer, og når rimfrosten eller sneen (måske) kommer og dækker jorden og pudrer buske og træer, ja selv ukrudt og gamle stauder med sit hvide dække, ja, så er skønheden endnu større. Og bliver vinteren hård, - ja, så bliver varmeregningen godt nok større, - men sneen lyser op i den ellers mørke tid, - og hvor kan et snedækket landskab dog være smukt. Så luk øjnene op – og glæd dig – ja, glæd dig også over, at du kan se. Heller ikke det er en selvfølge Så må vi også gerne glæde os over det nye år. Det rummer en lang række muligheder, nye oplevelser, nye indtryk – og forhåbentlig mange nye glæder. Og når vi nu snart skal skrive 2018, skyldes det jo, at vi har noget at regne ud fra. Hermed mener jeg ikke det kedelige udtryk ”fra vor tidsregnings begyndelse” – men det langt mere livsbekræftende ”efter Kristi fødsel”. Netop Jesu Kristi fødsel, som vi lige har fejret, giver grund til glæde og håb. Jesu fødsel blev fulgt op af Jesu liv, hvor Han gik rundt og gjorde alle ting vel; Han fortalte om Guds kærlighed; Han rakte mennesker Guds kærlighed, endda så meget, at Han døde af det. Men, Jesus Kristus vandt over døden, og det giver for alvor grund til stor glæde og håb. Glæde og håb, ja, men ligesom vi i naturen ”må have øjnene med os”, sådan også når det gælder glæde og håb. Endnu vigtigere er det dog, at der er én, der har øje for os, så vi aldrig behøver at være alene – nemlig Gud. Ham må vi søge fællesskab med, fordi Han i Jesus Kristus og gennem Helligånden har søgt fællesskab med os. Vi må søge Gud i samtale/i bøn og vi må søge Gud gennem Bibelen og i gudstjenestens fællesskab med Ham og hinanden Derfor: Vel mødt i menighedens fællesskab – og – endnu engang Godt og Velsignet Nytår. Ivan L. Jakobsen Tidl. Sognepræst Ivan L. Jakobsen |
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992. |
|