DAGENS ORD: ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” 1. Johannes 3:1

[ Forrige ] [ Oversigt over Digte ] [ Næste ]

Den oprindelige glæde

Du glædens fugl i mit sind, i mit hjerte,
du synger om kærlighed, frihed og glæde
mens du svæver så højt over bjerge og dale.

Du synger med jublende fryd til din skaber.
Du kender kun lyset og glæden ved livet
og rummer blot nuets vidunderlige lykke,
dit hjerte er rent og ubesmittet
og genspejler skaberens oprindelige tanke.

Du fuldkomne glæde du er i mit hjerte,
du fylder mit sind og med en ufattelig fryd,
en kraft som jeg ikke kan fatte,
som ryster min sjæl
og bryder mine grænser,
begreber og tanker forandres og flyttes,
det tunge, det gamle,
det fordomsfulde forgår og sjælen fornyes.

Det er som et bad der renser mit indre
og ændrer mit syn på verden og livet.

Så ofte det sker, at smålige tanker forhindrer
at glæden kan leves og sangen kan synges.

Du elskede fugl, bliv ved med at synge,
lad glæden kun bo i dit dejlige bryst.
Syng højt om din glæde så længe du lever,
lad aldrig tungsindige tanker dig stoppe,
men løft dig på frihedens herlige vinger,
højt over al verdens begrænsning og manglende syner.


Tag mennesket med til paradisets have
og lær os at flyve og synge som du –
vi kunne engang vel synge som du,
men glemte det hele i tidernes jag og livets krav.

Nu står vi på jorden, fortvivlet og længes
mod himlen og lykken vi kendte engang.
Vi står der og rækker vore hænder mod himlen,
men husker ikke mere hvordan vi skal flyve.
Vi prøver måske, men falder til jorden
fordi vore sjæle ej mere er frie.

Vi ofred´ vor uskyld og glemte at synge
og krav og pligter klippede vingerne af.
Vi fødtes med vinger, som børn ku´ vi synge
og glæden fik afløb i jubel og fryd over livet –
den glæde vi havde fra skaberens hænder
dengang han bestemte at give os livet.

Du elskede fugl derinde i hjertet –
o lær mig at synge,
at flyve og svæve på himmelens bue.

Jeg mærker med fryd den evige, hellige flamme,
den ånd der har skabt mig og verden med mig.

Jeg føler den nyvundne og ældgamle glæde,
at skaberens kærlighed lever i mig - - -
Jeg synger som fuglen, flyver mod himlen
og jubler af fryd fordi jeg er til.

Ole Bækgaard


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk