3. december

Jeg er født i 1932, så min barndoms jul ligger langt tilbage i tiden. Men da julen dengang som nu var den mørke vinters lysfest, så er der da ting, som har sat sig som billeder i min hukommelse.

Byen, jeg voksede op i, er Frederiksværk. I Nørregade lå der en viktualieforretning, som min far arbejdede i, og på et tidspunkt blev forretningen hans. Vi boede i en lejlighed i forbindelse med forretningen, så travlheden i forretningen mærkede vi i vores daglige familieliv, men særligt voldsomt til højtiderne, især til jul. Og spørgsmålet ved spisebordet lød: ”Hvor mange ænder og gæs, mon vi skal bestille i år? – hvor mange hjemmelavede rullepølser, skal der laves? Og hvor mange meter medisterpølse?” Jeg mærkede spændingen i luften. ”Mon der var nok? eller var det for meget?” Det skulle helst passe. Denne stressede stemning omkring juletravlheden brød jeg mig egentlig ikke om. Men jeg oplevede da også dejlige dufte, farver og lyde.

Mor bagte altid 4 slags småkager: jødekager, vaniljekranse, fedtbrød og klejner. Jeg nød at være ”klejnevrider”. Og duften af nybagte småkager var da liflig. Smagen var en tak bedre.

Farveglæden var forbundet med de forskellige farver glanspapir, som jeg møjsommeligt lærte at flette til julehjerter – ligeledes de røde juleroser, som blev lavet af rødt crepepapir – viklet op på en strikkepind og dernæst foldet ud og sat på en ståltrådsstilk. Jeg syntes, de var smukke, når de sad på de grønne grene. Vores juletræ var ikke stilfuldt, men det var farvestrålende med forskellige glaskugler, hjerter, stjerner, roser og fehår eller lametta, som skinnede som sølv i de røde og hvide julelysŽ skær.

At danse om dette træ med stjernen i trætoppen var da en fryd. Gaverne, som lå under træet, tænkte vi meget på, mens vi dansede og sang. Mor fortalte, at da hun var barn, fik børnene kun én gave hver – ikke så underligt, da der var 10 børn. Vi fik flere, dog ikke så mange som en del børn får nu om dage.

I juletiden sang vi meget. Min far spillede orgel. Min mor, bror og jeg sang. Det var dejligt at synge om det lille Jesusbarn, som blev født i en stald.

1. juledag nød vi vores julegaver, de hjemmebagte småkager og noget konfekt.

Jeg husker specielt en jul lige efter krigen, hvor min far inden jul købte pakker hos byens købmænd og kaffehandlere – én pakke hos hver. Da vi pakkede dem op, var vi jo spændt på, hvad de indeholdt. Det bedste var forskellig slags chokolade, som vi ikke havde fået i krigens tid. Det var som at få en ”lykkepakke”.

2. juledag var også en festdag – især for os børn. Vi skulle nemlig til søndagsskolens julefest. Vi stod tæt pakket i en lille sal foran en lukket dør. Endelig blev døren åbnet, og der stod det så, det store juletræ med tændte lys. Stjernen var tæt på loftet. Vi var rigtigt mange børn, sang julesange og legede senere julelege som ”så går vi rundt om en enebærbusk”, ”jeg fik mig over sø og land” og ”ræven rask over isen” og mange flere. ”Herligt!” Et af højdepunkterne var godteposerne.

I vor tid taler man meget om det mon bliver en hvid jul? Det talte vi ikke så meget om, da jeg var barn, for det blev det ofte. Og det var da vidunderligt at suse ned af bakkerne på kælk eller ski.

Da jeg var barn var min yndlingsjulesalme ”Det kimer nu til julefest”. Jeg husker endnu den helt specielle og vidunderlige stemning, når byens kirkeklokker kimede julen ind.

I dag er min yndlingsjulesalme: ”Hjerte løft din glædes vinger”. Såvel tekst som melodi er opløftende. Hør bare et af versene: ”Gud var Fader gav i nåde, julenat os en skat, herligt overmåde. For at frelse af nøden, steg herned kærlighed, stærkere end døden.”

Det er en ”julegave” som jeg nu, da jeg er 78 år, glæder mig over mange dage i året.

Birgit Jensen, Frederiksværk.