[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]
Sarah, Joy og Anna blev sex-slaver i Danmark.
2008 feb 1
Sarah, Joy og Anna blev sex-slaver i Danmark.
Af Bjarne Nederby Jessen.
|
Michelle
Mildwater er leder af Hope Now |
|
|
Sarah er forældreløs og midt i tyverne. Håret
er sat op i en midterskilning og to fletninger. Hun er tynd,
alt, alt for tynd. Hun og hendes veninde, Nina, blev samlet op
af politiet og bragt til Sandholm, fordi de ikke havde opholdstilladelse
i Danmark. I Sandholm blev de anbragt i det lukkede fængsel.
Hun oplevede det skamfuld at sidde i fængsel og hun vidste
ikke, hvilken forbrydelse, hun havde begået. Hun havde
ikke stjålet, ikke slået nogen ihjel, ikke gjort
noget forbryderisk. Da politiet arresterede hende, bad hun om
asyl. Men man giver ikke asyl til mennesker på falske papirer
- og er tilsyneladende ligeglade med, hvem der har bragt dem
hertil på falske papirer. Bagmændene går fri.
Nu risikerer hun at blive sendt tilbage til Nigeria efter
at bagmænd har bragt hende til Danmark på falske
papirer - og det er netop de falske papirer, der er hendes "forbrydelse".
I Nigeria er der kun hendes lillebror, resterne af den lille
lerhytte, de havde, som skvattede sammen en dag, hvor regnen
blev for hård og der er sandsynligvis også en gæld
til en eller flere trafficking-bagmænd.
Sarah er en blandt mange nigerianske kvinder, der er kommet
illegalt til Danmark via bagmænd, der har lovet dem job
som frisør, model, med rengøring eller andet, men
de ender som sex-slaver.
Sarah er fortvivlet og i sin fortvivlelse skrev hun et brev
til den danske regering:
"Jeg vil have den danske regering til at beskytte folk,
som behøver hjælp. Kvinder som mig fra Afrika lider
meget. Jeg kom til Danmark i håb om at lave rengøring,
ærligt arbejde. Jeg kommer hertil, det er ikke muligt.
Jeg synes, den danske regering skulle lave en lov. De skulle
stoppe prostitution i Danmark. Der er så meget stor forbrydelse
på grund af den. Og så mange kvinder bliver mishandlet
og lider på grund af den. De kriminelle lyver og snyder
kvinderne og tjener store penge. Når folk søger
asyl, skal de behandles med respekt og have lov til at være
i en åben lejr, ikke en låst lejr. Vi bliver syge
i vores krop og sjæl. Et rigt land som Danmark burde have
medfølelse med kvinder, som lider. Vær sød
at fortælle dette til det danske folk. |
|
"Når månen er sort".
Joy og Anna er to andre unge nigerianske kvinder, der er kommet
hertil som sex-slaver. Vi møder dem i Anja Dalhoffs rystende
dokumentarfilm "Når månen er sort", som
blev vist på TV2 den 13. marts 2007. Den viser med al ønskelig
tydelighed problemet med trafficking af nigerianske kvinder til
Danmark. Vi oplever i disse år en stærk stigning
i antallet af negerianske kvinder i prostitution i Danmark. De
fleste af dem er ofre for menneskehandel, er her som sex-slaver.
De loves arbejde, men når de er nået til Danmark
præsenteres de af bagmændene for en fiktiv regning
på f. eks. 450.000 kr., der prompte skal betales. Der er
ingen anden udvej end prostitution. Når regningen er betalt,
finder bagmændene på andre måder at holde dem
i Danmark på, f. eks. ved voo-doo, der skaber frygt.
I filmen følger vi Joy og Anna fra Istedgade i København
tilbage til Lagos i Nigeria. Gennem interviews af kvinderne får
vi beretningen om to unger kvinders skæbne. Den er barsk.
Mere barsk, end vi bryder os om at læse i en dansk kristen
ugeavis som Udfordringen, men den fortæller virkeligheden
om de to kvinders skæbne. Anna var blevet lovet, at hun
skulle uddanne sig til sygeplejerske i Danmark, men blev, som
så mange andre, narret og snydt til et liv i prostitution,
der er i direkte modsætning til hendes kristne tro og liv.
Mange andre lider den samme skæbne. |
|
Slavehandel til Danmark.
Mange har i deres skoletid lært om slavehandelen fra
Afrika til Amerika. De barske transporter, hvor mange døde
undervejs, det barske liv i plantagerne. Mange kender romanen
"Onkel Toms Hytte" og mange har i slutningen af 70´erne
set TV-serien "Rødder", der fortalte en historie,
som alle kendte til, men aldrig var den blevet fortalt på
denne måde. "Rødder" med slaven Kunta
Kinte er historien om slaverne - set fra "de sortes"
synspunkt.
Men vi kender også til kampen for lighed, anført
af Martin Luther King - og vi lever i den opfattelse, at slaveriet
er ophørt, afskaffet. Men det er løgn.
Slaveriet lever i bedste velgående. Sexslaveriet med
kvinder fra Afrika, Asien og Østeuropa er i vækst
i Danmark - ikke bare i København, men i mange danske
byer. Bagmænd tjener tykt på at ødelægge
unge kvinder. Politiet, gør lidt, politikerne gør
lidt - men det rækker ikke langt - for ingen af dem tager
for alvor fat om ondets rod.
Karin Riis Jørgensen, medlem af Europa Parlamentet
for Venstre har sagt: "Parlamentsmedlemmer græder
over dyretransporter, men hvorfor er der ingen, der græder
over og råber op om de kvinder og børn, der bliver
transporteret som dyr til Europa, udsat for vold og ender som
sexslaver."
Hvorfor har alt for mange været tavse alt for længe
over et alt for stort og brutalt problem?" |
|
En kvinde fra Sydafrika gør noget.
Der er nogle, der gør noget. Går på gaden
og møder kvinderne - og hjælper dem. Michelle Mildwater
er én af dem. Hun er også konsulent på dokumentarfilmen
"Når månen er mørk" og vi møder
hende i filmen.
Michelle er født i Sydafrika, men da hun var 5 flyttede
hendes forældre, der var kommunister og ateister til England,
fordi de ikke længere kunne udholde at leve under apartheid-regimet.
Michelle vokser op i England. Får uddannelse som gestaltterapeut
og traumeterapeut. Kom til Danmark i 80´erne. Har i en
periode arbejdet for Reden - STOP kvindehandel, men har nu dannet
sin egen organisation Hope Now www.hopenow.dk
Hun møder kvinderne på gaden - men i dag opsøger
de fleste hende selv. De har hørt om hende fra andre.
Hun taler med kvinderne, lytter til dem, tager dem i terapi,
forsøger at give dem selvværd, hjælper dem
til lægeundersøgelse, skaffer dem advokathjælp.
Hun har haft kontakt til og hjulpet mere end 100 traumatiserede
nigerianske handlede kvinder.
Søndag efter søndag kan man møde Michelle
Mildwater i Københavns Kristne Kulturcenter på Drejervej,
hvor hun er til. Her kan man møde mange afrikanske kvinder,
nogle af dem er her helt legalt, har arbejde og er integreret
i det danske samfund, andre er nigerianske handlede kvinder,
som lever et liv i prostitution. Mange af de handlede kvinder
kommer fra en kristen baggrund - og lider under det liv, de er
tvunget til at leve. Når Michelle Mildwater erfarer, at
kvinderne er kristne, giver hun dem en liste over gudstjenestesteder,
hvor holdes gudstjenester på engelsk og hvor der i forvejen
kommer afrikanske kvinder. Ved gudstjenesterne møder de
Jesu kærlighed, hans tilgivelse og nåde, her kan
de få forbøn om hjælp til at komme væk
fra gaden, væk fra bagmændene.
Michelle møder kvinderne neutralt, men hvis de selv fortæller
om deres kristne baggrund, opfordrer hun dem til - ud fra listen
- at finde et sted at gå til gudstjeneste og være
med i et kristent fællesskab.
Hun fortæller, at dem, der er stigmatiserede også
er de mest marginaliserede. Kvinderne er sorte, fattige og prostituerede
- og så endda fra Nigeria - hvor korruptionen er drivkraften.
Hvor bagmænd og politi arbejder sammen. Hvor bagmændene
låner våben af politiet. Hvor voodoo er med til at
skabe og øge frygten, så kvinderne er fanget i et
net, de ikke kan komme ud af.
Michelle Mildwater taler sig varm og er virkelig optaget af
sagen. Fyldt med empati for de handlede kvinder. Hun fortæller:
"Mange familier er ludfattige og sælger deres børn,
f. eks. som husslave til Lagos, men de kommer i stedet til Europa
som sex-slaver. Hele landsbyer kan være involveret i salgene
- for at overleve midt i fattigdommen.
Kvinderne ender i Danmark. Regeringen laver en handlingsplan.
Kvinderne bliver "indfanget" og sendt tilbage til Nigeria,
men kort tid efter er de her igen - eller i et andet europæisk
land. Bagmændene slipper de ikke sådan fra. Hvorfor
går politiet ikke efter bagmændene? - mænd
og kvinder? "Danmark er kendt for medmenneskelighed med
stor hjælp til u-landene, for deres kristne værdier
i praksis, men når det handler om handlede kvinder, sex-slaver,
så svigter man. Det er kommet for tæt på. For
danske mænd - også højt på strå
- går også til prostituerede. Tæt på
min bopæl på det mondæne Frederiksberg ligger
5 bordeller. Det ene sted er over 40 kvinder involveret. Hvorfor
kriminaliserer man ikke kunderne, som det er sket i Sverige?
Det er kvinderne, der bliver straffede. Når man laver razziaer,
er det kvinderne, man går efter. Ser deres falske papirer,
som bagmændene har forsynet dem med - og de bliver udvist."
Kvinderne tør ikke selv gå til politiet, når
de ved deres ankomst bliver klar over, hvad de skal. De er bange
for politiet, fordi de i Nigeria er vant til at politiet og de
kriminelle arbejder sammen og det danske politi betragter kvinderne
som kriminelle, fordi de har falske papirer. Kvinderne er fanget
i en fælde og imens vokser sex-industrien i Danmark med
grov udnyttelse af unge kvinder fra Afrika, Asien og Østeuropa. |
|
|
Årets Anker.
Hope Now forsøger at hjælpe kvinderne - ved hjælp
af frivillige. Økonomien er svag. Men ind imellem får
Michelle Mildwater og Hope Now nogle opmuntringer, der hjælper
dem videre. Den 1. maj 2007 modtog Michelle Mildwater "Årets
Anker", som uddeles af HK København. Med "Årets
Anker" følger en check på 50.000 kr. Michelle
Mildwater modtog den fordi hun gør en kæmpeindsats
for at hjælpe handlede kvinder i Danmark.
Frederiksberg Kommune har i slutningen af 2007 indstillet
at støtte Hope Now med 50.000 kroner.
Når Michelle få disse støttekroner oplever
hun igen og igen, at Gud er med hende i hendes virke. |
|
Frivillige hjælpere efterlyses.
Michelle Mildwater siger, at arbejdet vokser og vokser og
at der derfor er brug for flere frivillige, volontører
til administration, organisering af rapporter og dokumenter,
hjælp med at skrive breve på dansk til samarbejdspartnere
og offentlige myndigheder. Men Hope Now har også brug for
én, som er god til at sætte struktur på arbejde
og lave strategier, samt hjælp med fund raising. Interesserede
kan skrive til Michelle Mildwater på mmildwater@hotmail.com
Hun er også interesseret i at komme i kontakt med læger
og tandlæger, som vil være villige til at hjælpe
kvinder i nød som private patienter.
Og så opfordrer hun folk til at blive støttemedlemmer
af Hope Now. Det kan man blive ved at gå ind på hjemmesiden.
Det koster 100 kr. om året. |
|
Michelle Mildwater født i Cape Town i Syd Afrika. Flyttede
med forældrene til England. Har undervist emigranter i
London. Uddannede sig til gestalt terapeut og traumeterapeut,
tog en mastergrad i N.L.P, har 2 års specialtræning
i arbejde med kriser, chok og trauma med private klienter, har
ydet supervision for grupper og enkeltpersoner, har nu specialiseret
sig i arbejdet med traumatiserede og handlede udenlandske kvinder,
bl.a. med advokathjælp, rådgivning, assistance, lægehjælp,
oplysning om menneskerettigheder, rehabilitation og krisecenter.
Michelle Mildwater tror på det, at arbejde med folks
egne ressourcer og derfor integrerer hun ofte folks åndelige
ressourcer i det terapeutiske arbejde for at tillade heling i
de dybeste lag. Alle klienter er velkomne og kan kontakte hende
på Michelle@mildwater.dk
Hun kommer gerne ud og holder foredrag og kan kontaktes på
mmildwater@hotmail.com |
"Når månen er sort" er en dokumentarfilm
af Anja Dalhoff med Michelle Mildwater som konsulent og medvirkende.
Filmen er produceret af Danish Doc Production og distribueres
af Det Danske Filminstitut til skoler og foreninger. Den kan
også købes for 200 kr. ved henvendelse til Michelle
Mildwater på mmildwater@hotmail.com Indtægterne fra
salget går til arbejdet i Hope Now |
|
|
Artiklen blev bragt i Udfordringen den 17. januar
|
|