Det smager lidt af gris

Onsdag, den 22. august 2007 landede Sophia og Jacob Sode i Kastrup Lufthavn - på Jacobs fødselsdag- efter godt og vel 46 år som missionærer derude på den anden side af jorden. Det var en stor oplevelse igen at hilse på missionærerne efter den lange trættende rejse hjem til Danmark.

Månedens gæst i Netkirken er dette missionærpar, og deres historie er utrolig. Der findes en hel bog med breve og vidnesbyrd om, hvad Gud har gjort i disse mange år.

Beretningen er lavet ud fra bogen: Det smager som af Gris, sa' manden - og det bliver kun et lille udsnit af deres spændende beretning.

I forordet til bogen refereres en gammel mand fra New Zealand - 83 år - for at sige: I har jo bevist, at det virker, dette her med Kristus - derfor må I skrive denne bog.

12. februar 1961

var datoen hvor Sophia og Jacob sammen med deres to sønner på 7 og 3 år landede på den store ø, og det skulle vise sig at blive deres arbejdsplads i næsten 47 år. Efter omkring 9 måneder i Australien, var de så endelig på stedet.

"Befolkningen er brune, men røde om munden. De fleste er ikke kønne, for de tygger nogle nødder, der gør munden rød og får tænderne til at falde ud". Det er søndag den dag de ankommer. Man lægger til kajs meget tidlig om morgenen. En mand ved navn Ted, kom og hentede dem ved skibet. De første par dage indlogeres de på et halvfærdigt herberg, som de kristne i byen bygger til brug for missionærer på gennemrejse. En stor del af huset er ikke færdigt endnu, og de har ingen senge, så de sover alle på gulvet. Der er 30 graders varme i skyggen, - puha.

Skibet er forsinket. De er kommet for sent til flyforbindelsen til højlandet, og da der ingen veje er derop, må de må vente til næste flylejlighed.

17. februar 1961

De står tidlig op denne morgen - omkring klokken 5. Der skal pakkes de sidste ting, og så bliver man kørt til flyvepladsen. Flyet, der skal flyves med er en DC3-maskine fra krigens tid. Den fløj mod et sted i højlandet, der hed Banz. De var selvfølgelig klædt i sommertøj. En ting som undrede missionærerne, var en hvid mand, der midt i varmen havde en stor overfrakke med. Men det viste sig, at han kendte til forholdene, for da flyet steg til vejrs, var det meget koldt, og manden tog så sin frakke på, mens Sode's sad og frøs. Der var selvfølgelig ikke air condition i det gamle fly
I Banz så de for første gang rigtige bush-indfødte. Her tyggede de ikke disse Buainødder. Alle mænd havde bue og pil i hånden og en økse i bæltet, og fjerbeklæd-ninger i deres paryk.

Missionærerne skulle videre fra Banzi til Ialibu i et lille Cessna-fly. Piloten som fløj maskinen hed Rob og var fra MAF - et missionsselskab, der har som opgave at flyve missionærer til deres arbejdsfeldt i junglen. De sad som sardiner i dåser med pakker og kufferter både foran og bagved. Drengene var sultne, men de havde ingen madpakke med, og de var heller ikke stødt på en forretning, hvor de kunne købe mad.

Efter en halv times flyvetur i den lille maskine hen over det skønne landskab, ankom de til IALIBU, 2000 meter over havet. Det forekom as at vi var kommet til verdens ende. Mange indfødte kom løbende for at modtage dem. Kvinderne omfavnede Sophia og nogle faldt ned på knæ og omfavnede deres ben. Man følte sig genert, men sådan bød man åbenbart dem velkommen til denne egn. De indfødte var næsten nøgne. De havde lidt blade foran og bagved, som oldtes oppe med et bælte af bast.
Vi forstod ikke hvad de sagde.

Missionsstationen viste sig at være en stor plads med en del små stråhytter. I en af dem skulle Sode's bo. De var ikke mere end lige kommet ind i hytten før det begyndte at øsregne på tropevis - og de indfødte forsvandt som dug for solen.

18. februar 1961

Man forsøger at komme lidt i orden, men det er ikke så let. Man kan godt se frem til en tid, hvor der skal boes i en kuffert. Der er bogstaveligt talt rotter på loftet, har man fundet ud af. De farer op og ned mellem de dobbelte bambusvægge. Der er ikke et sted hvor man kan være sig selv. Der er 3 rum og ingen døre. Der er meget små vinduer men uden glad. Man har indtrykket af, at hele landsbyen er flyttet over til missionsstationen. De er meget interesseret og kigger ind gennem de små glugger der er vinduer.
Den første nat Sode's boede der, regnede det ned gennem taget. Madrasser måtte flyttes flere gange gennem natten.

Sophia får lavet lidt mad på et brændekomfur, men da der ikke er en skorsten, kommer røgen tilbage til én. Vand fra en kilde hentes omkring 100 meter fra hvor man bor.
Der er velkomst for dem om søndagen, men de forstår ikke meget, selv om folk er meget venlige - men de ser lidt vilde ud med deres bue og pil.

Sådan gik den første uge selvfølgelig også med mange andre ting. Vi kom til Ny Guinea i begyndelsen af 1961. og det har været en vidunderlig tid - med mange prøvelser, vanskeligheder og velsignelser siger Sophia og Jacob Sode.

Der vil senere komme lignende små historier om skolemission, mission og fængselsarbejde.

Det må være et stærkt kald, der skal til, for at klare disse situationer.

Titlen til bogen? Sode fortæller:

Når man er uerfaren missionær, stiller man mange spørgsmål. Et af dem var, om det var sandt at der var kannibaler på Ny Guinea. Jeg spurgte en gammel mand på egnen, siger Jacob Sode, om det nu var sådan. Nej, svarede manden. Sådan noget gør man sandelig ikke. Jamen har man så ikke gjort det. Nå jo - sagde den gamle mand, det gjorde man på den anden side af bjerget.

Hvordan smager det, spørger Jacob. Jah, det smager lidt af gris.

Heraf titlen på bogen.
Preben Brohus