DAGENS ORD: ”Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.” Efeserne 4:29

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

”Klippen” – en oase for narkomaner, hjemløse, mv.

2009 jun 1

 

"Klippen"

- en oase for narkomaner, hjemløse

og prostituerede.


Af Bjarne Nederby Jessen.
Fotos: e-billeder.dk

 

Bjarne Nederby Jessen m.fl. er på besøg denne onsdag aften og lidt efter kl. 19 tager vi med et team, Irene og Anette, på gaden for at give noget varmt at drikke, kaffe eller kakao, til pigerne, der trækker, hjemløse, som skutter sig i kulden, narkomaner på jagt efter stof. De to medarbejdere fra "Klippen" går en fast rute op forbi Hovedbanegården og ned ad Istedgade, hvor de gør holdt ved "Mændenes Hus" og ved Maria Kirkeplads.

Hurtigt møder vi Lasse, der får noget varmt at drikke: ""Klippen" er bare verdens bedste sted. Jeg kommer der tit, måske går jeg også derned i aften." På den anden side af gade står flere unge afrikanske piger og trækker. Irene og Anette skrår over til dem og pigerne får noget at varme sig på. De skutter sig i kulden og siger: Her er meget koldt i aften. Vinden går lige gennem tøjet.

Turen fortsætter ned ad Istedgade. Mange genkender pigerne fra "Klippen" og kommer hen og får noget at varme sig på. Udenfor "Mændenes Hus", et kommunalt værested, står mange og ryger, én nærmest ligger på knæ på trappen. Mange ser sølle ud, men de fleste lyser op, når de ser medarbejderne fra "Klippen".

Ved "Mændenes Hus" er der "udsolgt". Kanderne er tømte og vi vender tilbage til "Klippen". Rundt omkring ved bordene sidder medarbejdere og snakker med gæsterne og der er vel omkring 25 gæster.

 

På vej tilbage til "Klippen" taler jeg med Irene og Anette om deres arbejde som frivillige hver onsdag aften. Irene, der har været medarbejder i "Klippen" i 3 år siger: "Jeg er fast medarbejder på onsdagsholdet og det er bare så dejligt at være med. Jeg kan godt være meget træt, når jeg kommer, men jeg går altid opmuntret hjem og oplever, at det giver mig nye kræfter at være med." Anette er sygeplejerske og har været med i ½ år. Hun siger: "Jeg er meget glad for at være med her, være med til at række ud til mennesker. Om kort tid starter jeg også som frivillig i "Redens" internationale arbejde. Jeg vil meget gerne være med til at hjælpe de prostituerede."

Der er 25 frivillige medarbejdere i "Klippen", som kommer fra forskellige kirkelige sammenhænge. Irene kommer fra Kristen Fællesskab og Anette fra pinsekirken i Københavns Kristen Kulturcenter på Drejervej.

 

Da vi er tilbage i caféen falder Bjarne Nederby Jessen i snak med en hjemløs polak, Mario. Han fortæller, at han hver nat sover på stranden på Amager eller ved Klampenborg. "Jeg lægger mig i min sovepose og har masser af trøjer på under en tyk jakke. Jeg klarer mig." På spørgsmålet om, hvorfor han er kommet til Danmark, siger han: "Det er næsten umuligt at få arbejde i Polen og får man endelig arbejde, så tjener man så lidt, at man ikke kan forsørge sig selv. Jeg har ikke fået arbejde i Danmark endnu, men en restauratør på Bakken har sagt, at jeg skal komme til ham den 25. marts, så har jeg store chancer for at få arbejde for sæsonen." Han lyser op i et stort smil, da han fortalte det, ser op mod himlen, folder hænderne på brystet, for at vise, at han vil takke Gud, hvis han får det arbejde.

På spørgsmålet om, hvorfor han sover på stranden siger han: "Jeg har i flere nætter sovet på en madras hos Kirkens Korshær i Stengade, men der er så mange polakker, der drikker og er aggressive og dem har jeg ikke lyst til at være sammen med, så hellere sove på stranden og komme i "Klippen", hvor jeg får varmen, lidt mad og er sammen med glade mennesker. De er så søde her."

 

Mens jeg snakker med Mario kommer 4 af gadens piger ind, 4 prostituerede fra Afrika. De 3 af dem mødte vi på gaden tidligere på aftenen. Jeg forsøger at få en snak med dem, men deres dansk er umuligt og deres engelsk er ikke meget bedre. Jeg forstår imidlertid, at de kommer fra Senegal, Kenya, Ghana og Nigeria. De er tydeligvis ikke ofre for traficking. Så ville deres bagmænd næppe tillade dem at holde pause i "Klippen". De er her på et 3-måneders visum og skal være ude af Danmark igen om en måned. De virker som om, de kører deres eget løb. Men i Istedgade og i gaderne der omkring møder man mange handlede kvinder, der er ofre for løfter om uddannelse og gode penge i Danmark. Rigtigt mange af dem kommer fra Østeuropa, men der er også en del fra Afrika.

Klokken 20.30 spiller jazzpianisten Mads Granov og hans kammerat Nikolaj op til fællessang af kristne kor. Aftenens gudstjeneste er i gang. Der bliver sunget, bedt og Johannes Fuchs prædiker. Efter gudstjenesten er der lagkage til alle, for Johannes har fødselsdag dagen efter - og det skal fejres, inden gæsterne forsvinder ud i natten og kulden igen. Men de fleste kommer igen for i "Kilden" har de fundet en oase, der giver tryghed og et måltid mad og hvor de oplever glimt af Guds kærlighed.

 
 

"Klippen" er en selvejende institution ledet af Johannes Fuchs. Formålet er at hjælpe og motivere misbrugere, hjemløse og prostituerede til en ny start på livet. Mange er blevet kristne og har fået en helt ny start på livet.

Johannes Fuchs har været med i arbejdet på Vesterbro i mange år og har set mange gode resultater af arbejdet, mange store og små mirakler. Johannes Fuchs siger til Udfordringen: "Klippen har været model for to andre cafeer i Herning og Helsingør. Et af vore mål er at få menigheder ud over landet til at åbne cafeer i lighed med Klippen. Det vil jeg gerne hjælpe dem med."

"Klippen" ligger i Lille Colbjørnsensgade 9 på Vesterbro i København og er medlem af Landsforeningen Teen Challenge, der er et socialt arbejde blandt narkomaner og andre med misbrugsproblemer.

En af "Klippens" tidligere brugere, Lars Kenneth Egegaard Jensen, var narkoman i 25 år, har siddet i fængsel i 11 år og har slået folk ned for at få det næste fix. I dag er han clean og leder af "Hjørnestenen" i Herning, der er en kirke for narkomaner.

 

 Hjemløs i 12 år - og fandt så Klippen.


Af Bjarne Nederby Jessen, der har fået historien fra Johannes Fuchs.

 Kaj fortæller: "Jeg er 64 år og har været hjemløs i 12 år. Af forskellige årsager gik min forretning konkurs. Mit ægteskab og mit liv gik samme vej. Jeg kom til at skylde så mange penge, at jeg ikke så anden udvej at melde mig ud af samfundet. De første 5 år boede jeg på gaden. Senere har jeg boet forskellige steder, hvor man gav mig et lille rum i kældre eller baglokaler.

Jeg klarede mig sort arbejde. Jeg kan mange ting. Har fløjet som pilot, repareret TV og radioer. I de mange år jeg har været hjemløs, har jeg altid forsøgt at holde mig selv godt. Når jeg gik i Istedgade og så mennesker med misbrugsproblemer, sagde jeg til mig selv: "Kaj, sådan skal du ikke ende!" Selv om mine problemer var mange og store druknede, jeg aldrig problemerne i alkohol eller stoffer."

Hvordan fandt du Klippen?

"Det er en speciel historie. Jeg havde hørt, der skulle være en støttekoncert for hjemløse på Østerbro Stadion. Jeg tog derud og havde min smukke datter med. Her mødte jeg Irene, som er medarbejder i Klippen. Hun var der sammen med to andre unge piger fra Klippen. De havde en ladcykel fyldt med sandwich og kaffe til de hjemløse. Det var lidt morsomt, for Irene sagde til min datter: "det er altså kun til de hjemløse", så jeg måtte gerne få lidt mad, min datter ikke.

Jeg holdt mig nær ved cyklen resten af dagen. Der var en god stemning omkring den cykel. Irene gav mig et lille visitkort og indbød mig til at besøge Klippen. Da jeg kom hjem lagde jeg dette kort i en krukke, som indeholder en masse småting.

Der gik nogle måneder og jeg fik en dag en voldsom migræne og så skete der noget mærkeligt. Da jeg lagde mig på min seng og ville trække dynen over mig, var det som om en stor hånd trak den af igen. Jeg prøvede flere gange, men det samme skete. Jeg ligefrem kæmpede, men uden held. Så fik jeg pludselig den indskydelse, at jeg skulle finde det kort, jeg fik den eftermiddag til koncerten. Jeg stak hånden ned i krukken og trak kortet op som det første. Det var en onsdag i efteråret 2006. Jeg tog med det samme af sted, for jeg kunne se der måtte være åbent. Jeg kom inden for og blev budt varmt velkommen. Vi sang og havde gudstjeneste. Jeg var helt rundt på gulvet. Dels havde jeg megen hovedpine, var tynd, så ikke godt ud, og så gudstjeneste! Men ved afslutningen af gudstjenesten var der nogen, der bad for mig. Det forunderlige var, at jeg blev rask på stedet. Siden har jeg været en fast del af Klippen og sidder ved mit faste stambord aften efter aften.

Men det er ikke det hele. Jeg begyndte også at komme i Hjemløsehuset. Her mødte jeg en socialrådgiver, som spurgte om hun måtte følge mig til Socialkontoret og sørge for, jeg fik bistand og hjælp til mine tænder. Eller rettere tand, for jeg havde kun én tilbage. Ja, hvorfor ikke? Dagen efter var vi på Socialkontoret og jeg gik derfra med 30.000 kr. til nye tænder og 8000 kr. i bistand.
Senere kom jeg på Alpha-kursus i en pinsekirke, fordi Johannes Fuchs opfordrede mig til det og nu har jeg fået et helt nyt liv, har fået helt nye venner, er med i en mandegruppe i Kirken. Men mit største holdepunkt er Klippen. Her begyndte mit nye eventyr. Livet er så spændende. Om jeg nogen sinde kommer til at leve uden gæld? Det tror jeg ikke. Men livet er spændende nok som det er."

Kaj er stadig hjemløs - men han har fået et helt nyt liv med Jesus.

Artiklen har tidligere været bragt i Udfordringen.




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk