DAGENS ORD: ”Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” Ezekiel 36:27

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Drømmen om den røde barnevogn

2011 feb 1

Drømmen om
den røde barnevogn
Da jeg var lille havde jeg en rød barnevogn, i den boede mine to dukker Lotte og Daniel. Jeg gik ofte ture med vognen i kvarteret, hvor jeg boede, mens jeg forestillede mig, at jeg var en mor på tur med sine børn. Jeg dagdrømte om, hvordan jeg en dag skulle møde min drømmeprins, og glædede mig til, at vi sammen skulle blive en familie.
Beslutningen om at blive forældre

Da jeg var 19 år mødte jeg min prins. Han kom ikke ridende på en hvid hest, men på et skateboard. Vi blev meget forelskede, og vi vidste efter kort tid, at det skulle være os. Efter 2 år blev vi gift. Før brylluppet havde vi snakket om, at vi gerne ville have børn en dag. Da vi havde været gift i omkring to år, besluttede vi os for, at begynde at prøve. Det skulle dog vise sig, at det ikke var så let for os. Inden for de første 9 måneder aborterede jeg tre gange spontant. Jeg var ganske vist ikke særligt langt henne, men det var et hårdt slag for os begge to. Da jeg aborterede tredje gang sad jeg i et badekar, og jeg måtte skrige til Gud ”Hvorfor har du forladt mig!?”.

Den periode blev en enorm troskrise for mig. Jeg havde svært ved at bede, og at synge lovprisninger til Gud forstærkede min følelse af at være tom og forladt. Den eneste bøn jeg kunne bede, var Fadervor. Den bad jeg hver aften. Det næste halvandet år kom til at handle om ægløsningstest, graviditetstest og ønsket om at blive gravid, men der skete alligevel ingenting, udover at min frustration voksede for hver dag der gik. Mit fokus på graviditet bevirkede, at jeg så barnevogne og store maver overalt. Det mindede mig om vores egen situation, og gjorde mig utroligt nedslået.

Efter halvandet år blev jeg igen gravid, men det skulle vise sig, at være en graviditet uden for livmoderen. Det blev opdaget tidligt, at der var noget galt, og jeg endte med at få en indsprøjtning, der gjorde, at fosteret gik til af sig selv. Indsprøjtningen fik jeg på min fødselsdag tidligt på foråret. Jeg følte mig død indvendigt, endnu engang måtte vores store drøm om at blive forældre gå til. Dét forår så jeg alt det grønne spire frem, men duftene, lydene og fornemmelsen af forår, kunne ikke nå hen til mig. Jeg var som én der kigger på noget smukt i et butiksvindue, afskåret fra det smukke, og inden i mig var der koldt.

Fertilitetsforløbet

Cirka fire måneder efter den sidste mislykkede graviditet begyndte vi på fertilitetsbehandlinger. Det viste sig, at mine æggeledere ikke fungerede, og at den eneste måde vi kunne få børn på, var via reagensglasbehandlinger. Efter fire fejlslagne forsøg, der strakte sig over halvandet år, måtte vi stoppe, da vi ikke havde flere forsøg tilbage. Behandlingerne havde taget meget hårdt på os, og vi var at kvæles i alt, der handlede om at få børn.

På et tidspunkt i forløbet kontaktede jeg en psykolog. Jeg havde behov for at snakke med en professionel, der kunne hjælpe mig gennem forløbet. Samtalerne med psykologen oplevede jeg og min mand som en stor gave, da hun gav mig nogle redskaber til at håndtere min situation og generelt få snakket ud, om den store sorg jeg befandt mig i. Det var en stor lettelse ikke kun at kunne læsse af hos mine nærmeste. For jeg havde længe følt, at mit forhold til min familie og tætte venner var belastet af, at jeg havde svært ved at snakke om andet end problemer og barnløshed.

Det er en stor sorg ikke at kunne få børn. Oven i smerten ved at opleve spontane aborter og mislykkede fertilitetsbehandlinger går denne krise også endnu dybere. At blive gravid og bringe børn til verden var for mig dybt forbundet med dét at være én rigtig kvinde, som kan skænke sin mand og sin familie et barn. Det hjalp mig enormt, at min mand igen og igen fortalte mig, at han elskede mig. Ligesom han fortalte mig, at jeg var lige så meget kvinde i hans øjne, som jeg altid havde været, selv om jeg ikke kunne få børn. I forholdet til min nærmeste familie fyldte en form for skam mig. Jeg havde svært ved at forstå, at de kunne elske mig, på trods af, at jeg ikke kunne give dem en nevø, niece eller et barnebarn. Jeg talte en dag med min mor og min søster omkring denne følelse. Jeg spurgte min søster, hvordan hun kunne elske mig, når jeg ikke kunne give hende en niece eller nevø?. Hendes svar var, at når hun så mig kæmpe, elskede hun mig endnu mere. Min svigerfamilie gav også klart udtryk for, at min barnløshed ikke gjorde mig mindre værd i deres øjne. Min oplevelse af at jeg er elsket, selv om jeg ikke kan få børn, har været en enormt stor trøst for mig, og har gjort, at jeg kunne komme videre.


Alting har en tid,

for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.”

Prædikerens bog 3, vers 1-8.

Adoption

Min mand og jeg havde snakket om, at vi ville adoptere, hvis vi ikke kunne få børn selv. Det føltes som en god og rigtig beslutning, da vi begyndte at søge om godkendelse til at blive adoptivforældre. Den 2. april 2009 sendte vi ansøgningen til statsforvaltningen og den 4. februar 2010 blev vi officielt godkendt. Vi oplevede de indledende runder af adoptionsforløbet som utroligt positive. Det var dog selvfølgelig svært endnu engang at skulle vente i uvished. Vores længsel efter at blive godkendt og komme på venteliste til rent faktisk at kunne hente barnet fyldte selvfølgelig også utroligt meget.

Adoptionsprocessen består af tre faser:

Første fase er en samtale på statsforvaltningen omkring ens økonomi og helbredelsestilstand.

Anden fase er et tredages-kursus, hvor man får information om adoptionsbørns baggrund, levevilkår, og hvad det vil sige at være adoptivfamilie.

Tredje fase er et hjemmebesøg. En socialrådgiver kommer på besøg. Hendes opgave er, at vurdere hjemmet og derudover spørge ind til intentioner og forestillinger omkring adoption.

Da godkendelsen endelig gik igennem d. 4. februar 2010 faldt en kæmpe sten fra vores hjerter, en ny fred kom over vores lille hjem. Jakobsbrevet kapitel 1, vers 12: ”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.”

Nogle gange har min frustration over vores barnløshed virkelig overvældet mig. Alle mine spørgsmål omkring, hvorfor jeg ikke kan få børn, er ikke besvaret, men en dag da jeg spurgte Gud ”Hvad er meningen med alt det her!?” mærkede jeg, at jeg blev mindet om et bibelvers: Jakobsbrevet kapitel 1, vers 27: ”En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød…”. Dette vers har været en stor opmuntring for mig, og jeg glæder mig over, at vi med denne adoption kan tjene og ophøje Gud, og samtidig selv opleve velsignelsen og glæden ved at blive forældre.

Ventetiden

Lige nu står vi på venteliste. Nogle gange overvælder utålmodigheden mig, men tanken og visheden om, at jeg en dag skal være mor til en lille afrikansk guldklump er smuk og fuld og forventning og glæde. Jeg ved ikke om det bliver i morgen, eller om det bliver om 5 år, at jeg holder mit lille barn i mine arme, men håbet om, at alting har sin tid, lever i mig. Den største gave i min situation er, at min mand igen og igen minder mig om, at vi må leve for nuet. Det er nu, vi kan bruge vores tid på at rejse, og få gjort alle de ting, der bliver vanskeligere, når man har et lille barn.

Vi beder ofte for, at Gud må se til vores kommende barn, og vi lægger barnet, og dets rejse hen til os, i hans hænder. Jeg takker også hver dag Gud for min store helt og ægtemand, som har været min klippe igennem forløbet.

Før i tiden brugte jeg meget sætningen ”tiden læger alle sår”, men erfaringen har lært mig, at man med tiden lærer at leve med sårene. Min forståelse af hvem Gud er, har ændret sig. Bibelen fortæller os ikke at vi ikke skal gennem smerte og sorg, men at han vil gå sammen med os igennem de svære ting. I min magtesløshed har jeg til tider måtte give slip og erkende, at jeg ikke er herre over alting, dog kan jeg tro og håbe på, at der venter gode ting forude. Jeremias kapitel 29, vers 11-13: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte.”

Jeg håber, at denne artikel kan være til opmuntring og trøst for folk, der står i en lignende situation. Må i også se, at der er håb forude, og at i ikke er alene i jeres smerte.




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk