DAGENS ORD: ”Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.” Ezekiel 36:27

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Inge Norling

2011 dec 1

Fra materialistisk forretningskvinde

til posedame.

Inge Norling levede som posedame for at forstå de hjemløse.

Hun var uddannet på Forsikringshøjskolen og i 17 år forsikringsmægler for bl.a. Wintherthur-Borgen og Hafnia. Hun opbyggede en stor kundekreds. Men hun var ikke lykkelig...

Hun led af depressioner og planlagde endda at springe ud fra Lillebæltsbroen. Hun havde - selvfølgelig - tegnet en stor livsforsikring, sådan at børnene var sikret...

Heldigvis fik hendes datter slæbt hende med i Pinsekirken i Vejle, hvor hun midt i sin elendighed hørte de forløsende ord: Gud elsker dig, selv om han kender dig...

Hun forstod, at hendes liv var noget værd. I stedet for at gøre en ende på det, fik hun nyt mod. På det tidspunkt var Inge 50 år.

Mødet med Mother Theresa søstrene satte noget i gang.
Inge Norling havde opbygget en stor kundekreds i Skotland, hvor hun arbejdede i otte år. Her mødte hun nogle søstre fra Moder Teresas orden, som gjorde et dybt indtryk på hende. De serverede nemlig varm suppe for de hjemløse på Glasgow Banegård. De tog endda de hjemløse med hjem til klosteret og gav dem et varmt bad og en ren seng at sove i.

Inge havde været meget optaget af sin egen succes, men nu blev hun engageret i at hjælpe disse udskud fra samfundet i sin fritid.

Da hun selv var protestant, var hun skeptisk over for de katolske søstre. Men da hun engang var sammen med dem, mens de bad, ændrede hun mening. Hun oplevede, at Jesus var meget nær, og besluttede sig til, at hun også selv ville gøre alt for at have sådan et nært forhold til Jesus.

Hun solgte sin kundekreds og flyttede tilbage til Danmark, hvor hun boede i Skjærbæk ved Fredericia. En tid spekulerede hun på, hvad hun nu skulle gøre, men en dag kom svaret på en overnaturlig måde - da hun sad i sit badekar! Hun hørte en stemme sige: Tag til Nord-Irland!

”Nej”, tænkte jeg straks. ”Dér vil jeg i hvert fald ikke over, for de slår jo hinanden ihjel”, husker Inge. Men i den kommende tid følte hun en mærkelig uro. En aften sad hun og snakkede med en ældre mand på Betesdahjemmet i Blåhøj. ”Hvorfor er jeg mon så urolig indvendig? spurgte hun.

”Det er, fordi Gud har sagt, hvad du skal, og du har hørt det, og Gud véd, at du har hørt det. Men du gør det ikke... Jeg sprang op. Det ramte mig lige i hjertet, husker hun.”

Efter en tid i Nord-Irland i et tværkirkeligt center for protestanter og katolikker slog hun sig ned

i et kloster hos Benediktinerordenen i Høsterkøb i tre måneder, og bagefter tog jeg på Sognediakonien i et år for at uddanne sig.

Sideløbende var Inge Norling engageret i „sidegadeprojektet“ i København, som forsøgte at hjælpe prostituerede i Istedgade. Og så kaldte Gud hende til at leve som hjemløs...

Et år som posedame.
Inge gik på gade og levede som posedame i næsten et år, hvor hun kun havde det, som hun kunne bære i en papkasse. Hvorfor gjorde du det? – ”Sådan blev det bare. Jeg følte, det var det, jeg skulle. Det var ikke spor morsomt. Det var hårdt, meget hårdt. Men gennem det lærte jeg at forstå, hvordan de hjemløse har det. Jeg fandt ud af forskellen på at sove på en bænk og i en grøft...

Gennem et år levede Inge på denne måde – uden at børnene vidste noget. De fik det først at vide bagefter, selv om hun besøgte dem flere gange i løbet af det år.

Gud, giv mig lige en gård!
Efter året på gaden hun en dag på banegården i Viborg, hvor en af hendes voksne børn boede.

”Jeg sad og tænkte på, at jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne tage mig af de hjemløse og alle dem, som ingen andre ville have. Dem, der ikke passede ind på institutionerne, ikke passede ind i det polerede samfund. Og så bad jeg til Gud om, at han ville give mig en gård.


Den skal nok ligge mellem Vejle og Viborg, for så bor jeg tæt på begge mine børn. Og så skal der være lidt skov, for sådan nogen hjemløse kan godt skabe lidt postyr. Og så må der gerne være lidt jord til, så vi kan dyrke vores egne grøntsager”, sagde jeg til Gud.

Mens hun ventede på toget læste hun i Jyllandsposten, og dér stod netop en annonce for Fasterholtgaard - som opfyldte alt det, hun havde bedt om!

Ejeren ville have 56.000 kr. i indskud og tre måneders husleje. Hun havde kun 140 kr.!

Men kort efter brød en tyv ind og stjal hele køkkenet og vandpumpen på Fasterholtgaard, og så gik ejeren med til, at hun boede der gratis ½ år for at passe stedet.

Efter tre måneder begyndte de hjemløse at dukke op. Det første år var der 20 forskellige. Hun fik også tallerkner, bestik, møbler m.m. fra venlige mennesker i omegnen. Ejeren gik senere konkurs, og Inge og hendes beboere boede gennem 10 år under en ny ejer i 10 år og Gud har mirakuløst sørget for alt hvad de behøvede gennem alle årene.

”Vi fik altid mad på en eller anden måde. Vi havde jo også selv dyr på gården, og fik efterhånden også nogle penge fra hjemløse-puljen og så fik Inge Norling også penge for at holde foredrag rundt omkring i landet.

Guds Ord skabte fred.
Inge Norlings øjne stråler, når hun fortæller om arbejdet med hjemløse, alkoholikere, narkomaner og prostituerede, men hun indrømmer, at det ikke altid har været lige let, specielt ikke i starten. ”Jeg måtte ofte ringe efter politiet”, fortæller hun. Beboerne kom jævnligt op at slås, og når Inge lagde sig i mellem, endte hun med både hjernerystelser og et knækkede ribben, ligesom hun to gange har været udsat for kvælningsforsøg.

Trods sit store hjerte for de hjemløse blev det til sidst for meget for Inge, og hun bad desperat Gud om hjælp. Så fik hun den tanke, at hun måtte give Gud plads til at hjælpe gennem sit Ord og sin Ånd. Derfor meddelte hun beboerne, at fra nu af ville hun holde andagter hver dag.

Der var lidt mukkeri i starten, men hun gjorde det klart, at det var betingelsen for at være der og beboerne gik da også med til andagterne og da Gud kom til, holdt volden op! De næste to år havde de ikke brug for at sende bud efter politiet en eneste gang, og heller ikke i de følgende år var der brug for politiet ret mange gange.

De urolige ”drenge”, som hun kalder de voksne mænd, hvoriblandt der er både tyve og mordere, falder til ro og kommer over deres abstinenser, når de messer med på salmer og tidebønner.

Den faste døgnrytme er også en hjælp for beboerne. Når man får sin søvn og kommer op om morgenen, fungerer det psykiske meget bedre.

Efterhånden har Inge også fået mere forstand på, hvordan stoffer virker på beboerne. Og Ringkøbing Amts misbrugslæge hjælper med at afgifte misbrugerne.

Såvel de hjemløse som hun selv og øvrige medarbejdere skal lægge 3.700 kr. om måneden til husleje, lys, varme, alle måltider, tøjvask og endda shampoo og sæbe på badeværelserne. Beløbet trækkes direkte fra den hjemløses pension eller kontanthjælp.

Nyt hjem i Arnborg.
15 år blev det til i alt på Fasterholtgaard. I dag er bofællesskabet flyttet ind på det nedlagte hotel ”Inge Marie” i Arnborg ved Herning.


Det var Y’s Mens klubberne, der hjalp dem med at købe det. Inge Norling ville ingenting eje, da hun har afgivet fattigdomsløfte i Moder Theresas 3. orden.

Hotellet, fungerer - ligesom gården - som et bofællesskab, hvor beboerne bidrager med deres del. Både økonomisk og arbejdsmæssigt. Alle skal hjælpe til med alt praktisk arbejde. F.eks. at lave mad, vaske op og rydde op. Og bofællesskabet har fået regler, som f.eks. ingen stoffer, alkohol eller porno. Projektet kaldes „Den almennyttige Fond til Fred og Forsoning“ og omfatter også et par andre bofællesskaber.

Ved foredraget i Korsvejskirken sagde Inge Norling: ”Jeg savner nu gården og jeg kunne godt tænke mig, at vi fik en gård igen. Her kan vi dyrke lidt grønsager, men jeg har brug for mere rum, mere udenomsplads til grønsager og dyr. Så hvem ved om Inge Norling når at starte op et nyt sted.

Inge fortsætter arbejde med de hjemløse trods sine 78 år.
Jeg har hørt Inge Norling fortælle om sit liv og sit arbejde to gange og jeg er dybt fascineret af hende og det arbejde hun udfører. Jeg hørte hende senest i oktober i Korsvejskirken på Amager. Inge er nu 78 år og fortsætter sit liv som hjemløse-mor og det agter hun at blive ved med så længe hun kan, men hun er også begyndt at tænke på, hvem der skal føre arbejdet videre, når hun ikke kan mere. Ved foredraget i oktober, sagde Inge Norling: ”Jeg er nysgerrig efter at dø – for det har jeg aldrig prøvet – men jeg har også lyst til at fortsætte med mine ”drenge” så længe, jeg kan.”

Inge Norling er vokset op under meget fattige kår på Lolland, hvor hun blev fortrolig med fattigdommen. Men hun skabte sig karriere og rigdom, inden hun igen – frivilligt – vendte tilbage til fattigdommen for at leve Guds kærlighed ud blandt socialt udsatte. Aldrig har hun annonceret efter beboere. De kommer af sig selv – ofte efter anbefaling fra tidligere beboere.

Den danske Mother Theresa er still going strong. Hendes stemme er på én gang blid og intens, hendes statur på én gang rund og spændstig. Hendes „medarbejdere“består af tidligere hjemløse, der nu bor mere eller mindre fast hos denne energiske nonne.

Bjarne Nederby Jessen

Netkirkepræst.




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk