DAGENS ORD: ”Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.” Efeserne 4:29

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

Kristen kinesisk læge

2012 jan 1

Af Bjarne Nederby Jessen

”Som barn vidste jeg ikke meget om Danmark. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg en dag skulle bo, stifte familie og arbejde som læge i H. C. Andersens fædreland. Mit liv har været et eventyr, og Gud er forfatteren,” siger kinesiske Zhiying Zhang Rasmussen en augsteftermiddag i Vanløse.

Zhiying kom til Danmark for 17 år siden – ad omveje. Hun er født og opvokset i Kina, hvor hun uddannede sig til sygeplejerske og opnåede en stilling som afdelingssygeplejerske på et super moderne hospital. I forbindelse med den nye stilling, blev hun sendt til USA for at lære mere om sundhedsadministration. Under opholdet i USA traf hun sin kommende mand. Han var dansk statsborger, men talte ikke dansk. Han var kommet til USA sammen med sine forældre, da han var lille og var vokset op der.

Sammen bosatte de sig i Danmark. Zhiying havde regnet med at skulle arbejde som sygeplejerske. Men den gik ikke. Hun måtte først lære dansk og desuden ville man ikke anerkende hendes kinesiske uddannelse. Hun kunne få arbejde som sygemedhjælper. Den besked var for meget for Zhiying. Hun tog en studentereksamen på to år og begyndte at læse medicin. Efter endt udannelse var hun i turnus 1½ år og nu er hun halvvejs inde i sin hovedudddannelse på Hvidovre Hospital med henblik på at blive praktiserende læge.

Zhiying taler et pænt dansk og bliver ivrig, da talen falder på abort. Hun er på gynækologisk afdeling og skal bl.a. rådgive abortsøgende kvinder. Det synes hun er svært og hun er glad, hver gang en kvinde beslutter at føde barnet alligevel.

Sammen med sin mand og deres to teenagebørn kommer hun i First International Baptist Church, Copenhagen og hun finder at bedemøderne er de vigtigste. Hun er frustreret over, at vi beder så lidt og at vi som kristne ikke er mere missisonerende. ”Vi skal sprede det glade budskab”, siger hun med et smil .

Det hele begyndte i Kina, Zhiying voksede op i en lille landsby. ” Før jeg kom til Danmark, vidste jeg kun to ting om Danmark: København er hovedstaden, og H C Andersen var dansker. Som barn læste jeg den lille pige med svovlstikkerne af H C Andersen. Den stod i vore skolebøger. Gennem eventyret lærte vi, hvor elendigt børnene havde det i de kapitalistiske lande”, fortæller Zhiying og fortsætter: ” Da jeg var lille, tilbad vor familie med min farmor i spidsen vores forfædre. Ved de traditionelle højtider skulle vi altid mindes vore forfædre. De var de første, der skulle have noget at spise. Vi andre måtte vente. Bordet blev dækket og vinen serveret. Vi børn måtte vente til forfædrene havde spist. Det føltes tit som meget lang tid, for vi var sultne. Vi skulle også være stille for ikke at forstyrre dem. Og vi var bange. Man skulle jo forestille sig, at der sad nogle og spiste uden at man kunne se dem.

Når farmor endelig mente, at forfædrene havde haft tid til at spise og drikke, takkede hun dem for beskyttelse af familien, bad dem om beskyttelse og velsignelse i den kommende tid. Sommetider afbrændte hun noget papir, som forfædrene kunne bruge som penge i den anden verden.

Da jeg gik i folkeskolen, lærte vi, at mennesket nedstammede fra aberne gennem evolution, og at der ikke fandtes hverken en Gud eller en Frelser. Det fik vi at vide som den absolutte sandhed. Derfor havde jeg svært ved at tro, at der overhovedet fandtes en Gud.

Som barn var jeg tit syg, og det var næsten altid mor, der bar mig på ryggen eller tog os til læge. Mor tog sig af os, men hun havde svært ved at styre sit temperament. Derfor var jeg også stærkere knytte til min far.

På grund af mors temperament troede jeg, at hun ikke kunne lide mig. I en lang periode forestillede jeg mig, at hun var min stedmor; min egen mor ville en dag komme og hente mig. Min fantasi stoppede dog altid der, hvor jeg skulle afgøre, hvad jeg skulle gøre med min far. Han havde jo også andre børn.

Efter at jeg senere i livet kom til tro på Jesus, åbenbarede Gud for mig de sår, min mor havde efterladt i mig gennem min barndom. Jeg bad Gud om at læge sårene, og det gjorde Han. Gud gav mig også visdom, så jeg kunne forstå, hvorfor mor var, som hun var.

Siden fik jeg et fantastisk forhold til min mor, før hun døde for fem år siden, fik jeg et tættere forhold til hende end til min far. Jeg følte ikke længere, at min far var perfekt, sådan som jeg gjorde tidligere.

Min far og mor havde ikke noget godt ægteskab, de skændtes meget. De var bare så forskellige. Min far var en typisk kinesisk intellektuel, som er rigtig god til at beherske sig. Selv om han var meget vred, talte han med rolig stemme. Han var meget rolig, og når han ville lære noget, blev han altid god til det. Min mor kunne derimod ikke beherske sine følelser. Fordi mor sagde tingene lige ud, syntes far, at hun tit ødelagde noget for ham. Hun kom tit til at sige noget, som var upassende i min fars øjne. Og det blev ikke bedre, da hun blev syg af lungetuberkulose. Det blev svært for min far.

En dag cyklede min far med min mor på bagagebæreren til den eneste kirke i byen, for han havde hørt, at kirken kunne ændre ens temperament.

Efter min mor begyndte at komme i kirken, kunne jeg mærke en forandring. Hun blev mildere. Hun var ikke længere så hurtig med en kommentar hver gang der skete noget. Hun begyndte også at fortælle om Jesus, men det var resten af familien, ikke interesseret i. Vi drillede hende, når hun sagde, at vi også havde brug for Jesus. Vi havde ikke noget imod, at hun troede på Jesus, men det havde vi ikke selv brug for, vi fejlede jo ikke noget. Desuden kunne mor ikke bevise, at Gud eksisterede.

En dag, da jeg var på besøg hos dem, sad min mor og jeg ved et bord, da hun igen sagde, at jeg skulle tro på Jesus. Jeg pegede på en radio på bordet og sagde: ’Mor, hvis du siger, at der er en radio på bordet, kan jeg se den og røre ved den, og jeg ved den er der. Men den Gud, du fortæller om, kan jeg hverken se, røre ved eller mærke. Han eksisterer ikke for mig, og jeg kan ikke tro på nogen, som ikke eksisterer. Men mor gav ikke op.

I 1992 kom mor alvorligt til skade i en trafiklykke og fik kraniebrud. Jeg tog fri fra arbejde og passede hende, mens hun var indlagt. Jeg var jo sygeplejerske. De første dage efter ulykken vidste lægerne ikke, hvor alvorlig hendes hjerneskade var og om hun overlevede. På det tidspunkt var CT-scanning ikke så udbredt i Kina. Det lokale sygehus, hvor min mor var indlagt, havde ikke CT-scanner.

På grund af øget tryk i kraniet, kastede hun op mange gange i løbet af en dag. En dag, da hun lige havde kastet op, sagde hun til mig: ’Hvis jeg bliver rask igen uden komplikationer, vil du så love, at du vil tro på Jesus?’

Jeg ville ikke gøre hende ked af det, da jeg kunne se, at hun allerede havde lidt meget. Så uden at tøve lovede jeg, at jeg ville tro på Jesus, hvis min mor kom sig fuldstændig.

En måned senere var min mor rask. Før jeg skulle rejse tilbage til den by, hvor jeg arbejdede, sagde jeg til min mor, at jeg godt kunne huske, hvad jeg havde lovet hende, men at jeg simpelthen ikke havde den nødvendige tro. Så selv om jeg gerne ville, kunne jeg ikke. Men da jeg havde lovet at tro på Jesus, ville jeg prøve at gå i kirke. Og det blev til et vendepunkt i mit liv. Jesus blev også min frelser. Mit møde med kirken var en positiv oplevelse.

Den glæde og fred, som jeg så hos de unge kristne, viste, at de havde noget jeg savnede. Selv om jeg blev betragtet som succesrig mht. min karriere, var jeg ikke glad. Jeg havde ikke den indre fred og var ikke tilfreds med livet. Der manglede noget, men jeg vidste ikke hvad det var. Senere læste jeg, at en havde skrevet, at da Gud skabte os mennesker i sit billede, puttede han et tomt rum ind i os, et rum, som kun Gud selv kan fylde ud og tilfredsstille. Langsomt blev jeg overbevist om, at jeg behøvede Jesus i mit liv. Gud er god, og jeg ville gerne have Ham i mit liv, selv om jeg stadig ikke forstod, hvem Han egentlig er.


Mit liv blev ikke problemfrit, fordi jeg begyndte at tro på Gud. Han har aldrig lovet, at himlen altid vil være blå, når vi tror på Ham. Nej, kristne oplever de samme vanskeligheder i livet som andre. Forskellen er, at når kristne oplever livets skyggesider, kan vi være sikre på, at vi ikke er alene om det, men Gud vil altid gå igennem med os, give os styrke og mod. Når en kristen dør, er det ikke slutningen på livet, men snarere begyndelsen til det nye evige liv. Derfor kan jeg kun tilskynde til at modtage Jesus som sin Frelser. Jesus er den eneste vej til Gud. Han er for dig i både modvind og medvind. I Johannes Evangeliet 10,10 siger Jesus: Jeg er kommet for at de skal have liv og have det i overflod.”

I dag er Zhiyings far også en kristen. Hun fik selv lov til at bede med ham til frelse. Det var et stort øjeblik. Men det var en lang vej dertil. Zhiying fortæller: ”Da vi havde fået vores datter, kom mine forældre til Danmark i en periode for at hjælpe med at passe hende. I den tid kom mine forældre i en kinesisk bibelkreds i København og det påvirkede min far. Men han var ikke klar endnu. Det blev han først, da jeg en dag talte klarsprog til ham. ”Far du er så dygtig. Du kan så meget og du tror, at du er bedre end andre, men når du står ved himlens port, så vil mor klare sig bedre end du, for hun har Jesus i sit hjerte. Det burde du også få. Derefter gav han mig lov til at bede troens bøn med ham. Et stort øjeblik.”

Zhiying taler med sin far i telefonen næsten hver uge. Det er vigtigt at holde kontakt med ham. Hun vil også gerne følge med i, hvordan det udvikler sig i Kina. Hun siger: ”Det er meget lettere at være kristen i Kina i dag. I de større byer er der imidlertid mange intellektuelle, der bliver kristne og kristentroen er på fremmarch. Nogle unge kristne kinesere lærer arabisk for at bringe evangeliet til de arabiske lande. De har lettere ved at tale med arabere om troen end vesterlændinge har.

Efter mange år i Danmark oplever Zhiying at være på en kulturel sidelinie. På den ene side kinesisk, på den anden side dansk, men hun forsøger at vælge det bedste fra det to kulturer og hun gør meget ud af, at børnene skal lære kinesisk, så om lørdagen underviser hun dem i kinesisk.

Det var meget opmuntrende at møde og tale med Zhiying, en nydansker, der elsker Jesus og som ønsker at mennesker i hendes omgivelser skal blive frels og som længes efter at se en vækkelse i Danmark.


Artiklen er tidligere bragt i Udfordringen.




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk