Flygtningebørn

En af dem, der har siddet og ventet på maden, er 16-årige Zalim. Zalim viser mig sit italienske pas og fortæller, at han ikke kan finde arbejde. Han prøver stadig, men fortæller at han er ved at opgive. Da han ikke har arbejde, kan han ikke komme i skole, da han ikke har penge til at købe det, man skal bruge for at gå i skole – som nye sko uden huller. Zalim har været i Italien i to år og bor stadig på stationen.

Nytårsmaden hjalp den 17-årige datter og hendes far fra Afghanistan til med. De hjalp med at lave ris, som man gør i deres hjemland. Datteren er den ældste af en søskende-flok på 6 i alderen 5-17 år. Familien kom til Italien i marts efter forfølgelse og tortur i Afghanistan. Faren blev kristen for 10 år siden efter, at han som Røde Kors medarbejder havde fået en bibel af en kollega. På en hemmelig husgudstjeneste, blev der filmet med skjult kamera, og da det er forbudt at være kristen i Afghanistan blev faren fængslet og idømt dødsstraf. Efter protester og mange der bad, blev faren efter 9 måneder hjulpet ud og familien mirakuløst sendt ud af landet til Vatikanet, der havde valgt at give familien asyl”.

I foråret 2011 valgte Patricia Kirk at følge flygtningeruten som de uledsagede afghanske flygtningebørn foretager på deres rejse til Europa. Det gjorde hun i forbindelse med mit sociologi-speciale ved Aalborg Universitet. ”Det blev en rejse tæt på børnenes daglige kamp for overlevelse og tæt på en situation, hvor børnene er fastklemt mellem en lang række forhold, hvor de er fuldstændig overladt til sig selv i et immigrationskaos, hvor de udnyttes, er udsat for voldelige overfald, arbejder under sundhedsskadelige og uhumske forhold, samler efterladenskaber af mad og tæpper i skraldespande, bor og sover i udkanten af byerne eller parkerne, hvor det er farligst at færdes. Det blev en øjenåbner for mig omkring de forhold, som flygtninge lever under inden for de europæiske grænser -forhold som jeg tror mange af os danskere ikke er bekendte med.”

"Uden mulighed for at medbringe et kamera var vi ude i et af de områder – ”the factory”-, hvor de uledsagede afghanske børn bor og opholder sig sammen et par hundrede andre flygtninge”, fortæller Patricia ”Alle de flygtninge, som vi mødte, fortalte om mange mislykkede forsøg på at komme under eller ovenpå en lastbil for at sejle med færgen til Bari, Italien. I stedet var de blevet arresteret og banket af grænsepolitiet. Vi stod i bogstaveligste forstand 25 m. fra indhegningen, hvorfra vi kunne iagttage flygtninge og flygtningebørns forsøg på at hoppe over hegnet og videre over mod færgerne – for så at løbe tilbage, fordi de blev opdaget af grænsepolitiet.

Indenfor 5 min stod ml. 50-100 flygtninge med angstfulde og trætte ansigter rundt om os, mens de fortalte om hverdagskampe for overlevelse her på strækningen langs kysten. Uden mad, rent vand og i konstant frygt for overfald. En hverdag, hvor børnene er dybt afhængige af den mad som frivillige, heriblandt ARC/Helping Hands, uddeler.”

”Her på pladsen mellem spøgelses-bygninger viste en 14-årig afghansk dreng, kun iført t-shirt, os den lille pøl af 10 cm. iskoldt vand, hvori han tog bad. Det var også her på pladsen, hvor en af de to praksis-medarbejdere viste os den lastbil, hvor en 25-årig ung afghansk mand var omkommet for nogle uger siden. Ulykken var sket, fordi den unge flygtning sammen med to venner en af de kolde vinternætter var hoppet ind i lastbilen sammen med en gasbeholder i et forsøg på at holde varmen. Den 25-årige flygtning omkom, mens de to venner nu er indlagt på hospitalet med svære hjerneskader”, beretter Patricia Kirk fra sit ophold i Patra, Grækenland