DAGENS ORD: ”Han berørte min mund og sagde: »Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.” Esajas 6:7

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]


Fyldt op af liv

2014 feb 1

Erik Kristian Abrahamsen

”Når Gud er med i ens liv løftes alt i og omkring én. Alt bliver mere intens.”

Fyldt op af liv

Erik Kristian Abrahamsen

”Når Gud er med i ens liv løftes alt i og omkring én. Alt bliver mere intens. Ens oplevelse af naturens skønhed bliver mangedoblet. Og det er ikke en lalle-romantik, jeg hentyder til. Derimod får man en indre styrke, alt imens begge ben står solidt plantet på jorden! Og fordi Gud er lys, så lyser Han ved Helligånden i én. Og det oplyser alt omkring én på verdens mest naturlige måde. Det er der bare. Det er nærvær, kærlighed, fred og glæde. Sådan er mit kristne liv. Fuld af humor og glæde. Det giver mig en intens oplevelse af, at være til stede: fyldt op af liv.”

Erik Kristian Abrahamsen er født den 4. august 1945 i Skagen. Nummer to ud af en søskendeflok på tre. Med en søster på begge sider med to års mellemrum

Erik fortæller: ”Min kristne baggrund er katolsk og protestantisk. Da min far i 1942 blev gift med min katolske mor, skulle han skrive under på, at de børn der kom i ægteskabet skulle opdrages katolsk. Og det blev vi søskende så. Jeg lærte meget tidligt at bede til Gud hver dag – vel fra 3-4 års alderen. Jeg blev personligt undervist af præsterne i kirken på de tider, hvor mine klassekammerater i en ikke-katolsk skole havde kristendomsundervisning. I fem år (fra 10-14 års alderen) var jeg hver søndag messedreng under gudstjenesterne. Mit barndomshjem var frit og konservativt. Her blev alt debatteret. Grundstemningen var varm og gennemsyret af humor og glæde. De fleste sportsgrene blev dyrket til stor fornøjelse, foruden at dans, koncerter og alskens festligheder var en naturlig del af familiens aktiviteter. Vi boede i Aarhus som nabo til skov og strand, så fritidslivet og naturen gav mig i barndommen store oplevelser og har fulgt mig igennem alle mine år, til den dag i dag!”

Erik bliver varm i blikket og understreger derved, hvor meget glæde hjemmet, aktiviteterne og oplevelserne har givet ham.

”Da jeg var 17 år, døde min far. Det gav mig en krise. En dyb krise, hvor jeg snart efter tog et grundigt opgør med den katolske kirke. Jeg holdt op med at komme der. Blev ateist og fandt mit ståsted uden kirkelig grund under fødderne. Det var midt i gymnasietiden. Jeg søgte efter alt, hvad litteraturen kunne give af bud på livets mening. Vi læste tekster af Sartre og Camus i fransk i 2. G, så eksistentialismen blev mit nye fundament: at det er ens egne til- og fravalg, der skaber ens liv og at den enkelte selv er ansvarlig for at få et godt liv her på jorden.

Jeg aftjente min værnepligt i Søværnet som 19-årig, 9 måneder på base i Grønnedal, Grønland. Mødet med den grønlandske natur vendte op og ned på mit liv. Bugter, fjorde, bjerge, indlandsisen, isbjerge, vegetation, dyrelivet, den klare luft, himmelen, nordlyset og den mægtige nattehimmel, den grønlandske befolkning, deres kultur – al den ægthed, råhed og renhed slog mig omkuld i betagelse. Denne øjenåbner gjorde, at jeg i foråret 1965 tog den beslutning, at jeg ville se mere. Jeg ville jorden rundt – på stop – ud og opleve det hele med mine egne sanser. Ikke gennem bøgernes verden eller på anden hånd, nej, på egen hånd skulle jeg ud at se og opleve verden!
Så en måned efter aftjent værnepligt tog en soldaterkammerat og jeg afsted på stop. Helt præcist den 25. september 1965. Hver af os havde 4.000 kr. på lommen, så turen indbefattede, at vi også arbejde os frem: Vinplukkere i Frankrig og sømænd i 5 måneder fra Hamborg til New York. Ni dage på et dansk fragtskib over Atlanten. Videre til Santa Domingo i Caribien, New Orleans, Philadelphia, Baltimore, New York. Tilbage over Atlanten, gennem Middelhavet og Suez, Rødehavet og videre om i Persergolfen med losning i Basra, Khorramshar, Kuwait og Bahrain. Og så ellers tilbage samme vej gennem Suezkanalen med afmønstring i Genova, Italien medio april 1966. Her fik vi udbetalt hyren på 5.000 kroner og det rakte til den videre rejse til Istanbul og gennem Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan, Indien, Ceylon (Sri Lanka), Singapore, Thailand, Filippinerne, Hong Kong og videre på stop rundt i Japan. Alle steder blev vi modtaget med åbne arme og oplevede en gæstfrihed ud over alle grænser. Hjemrejsen gik gennem Rusland.
I Thailand, i juli måned 1966, havde vi i jungelen besøgt en bjergstamme nær Ching Mai. Her blev jeg spået af en spåmand, der var tilknyttet Laos konges Hof. Denne oplevelse påvirkede min tænkning. I 1967 var Beatles i Indien og blev fascineret af hinduismen. Også det påvirkede mig. I 1968 kom den indiske meditationsbølge til Danmark og jeg tænkte, at det måtte være noget for mig. Det kunne vel ikke skade mig? Jeg blev initieret og fik et mantra. Jeg kendte ikke dybderne i, og forstod ikke konsekvenserne ved, at det var en åndelig indvielse til en indisk gurumester. Jeg mediterede periodevis i 4 år og meldte mig så ud af bevægelsen. Senere erfarede jeg, at initieringen havde påført mig en åndelig binding, der hverken var sand eller sund. Efterfølgende fik jeg lagt mit personlige horoskop. Jeg holdt trods mit ateistiske grundsyn, en dør åben på klem for, at der er mere mellem himmel og jord.

I 1970 nåede jeg tilbage til en erkendelse af, at Jesus Kristus er vejen, sandheden og livet. Jeg vidste et eller andet sted, at Gud er Gud. Samtidigt i mit sind, var jeg lige så bevidst om de store områder af mit liv, der ikke var i overensstemmelse med Guds tanker. Dette, ikke at ville omvende mig og give slip på mit ukristelige liv, bandt mig og fik mig til at lægge en ’armslængde’ til den personlige for holden sig til Gud. Årene gik. Jeg kastedes hid og did af alverdens ting. Det faktum, at jeg selv ville bestemme, at jeg ikke reelt ville forholde mig til de mere mørke sider af livet, gik mig på.

I 1987 oplevede jeg, at min overgivelse til Gud, var et spørgsmål om liv eller død. Livet, ja livets sandhed stillede mig foran det afgørende valg. Jeg oplevede, at Gud kaldte på mig og jeg fik en voldsom syndenød. Det var ikke let. Jeg havde svært ved at komme igennem, så jeg kunne mærke Guds fred. Mine oplevelser i Thailand, mine oplevelser med meditation og hvad jeg ellers havde åbnet op for og som ikke havde haft noget med Jesus Kristus at gøre, bandt mig.


Gud er Gud; så hans kærligheds kald ind i mit liv gjorde, at Guds Ånd, Helligånden ledte mig til karismatiske kristne. Ved åndsbedømmelse og gennem brug af Helligåndens nådegaver blev der gjort op med min tidligere flirten med det okkulte. I samvær med tre præster bekendte jeg al min New Age praksis gennem næsten tyve år som afguderi og tog et opgør med det, jeg havde været involveret i. Ind for Gud bad jeg om tilgivelse og omvendte mig fra min åndelige søgen mod den verden, der er mørkets rige og som ikke har med Guds rige at gøre. Præsterne bad for mig og løste mig fra de bindinger, der havde været til det okkulte. Jeg bad om Guds fred i hjertet og fik det! Tilgivelsen, freden og glæden kom umiddelbart efter. I de kommende uger herefter talte Gud til mig om, at rense mit hjem for alt okkult og New Age litteratur. Det gjorde jeg, og har siden da og til den dag i dag oplevet den frihed Jesus Kristus har givet os, ved sin død og opstandelse. Jesus manifesterer sin nåde hver dag i mit hjerte, i mit sind, i hele mig ved Helligånden, som er udgydt over hele jorden. Ved Jesu forsoningsdød på Golgata kors knustes mørkets magt og ved Jesu opstandelse delagtiggøres vi i Hans sejr. Så enkelt er det. Det eneste ærgerlige er, at jeg spildte 17 år af mit liv ved at jeg i årene fra 1970 til 1987 konstant vendte mig bort fra dét jeg reelt godt vidste, er sandt, nemlig at Jesus Kristus er vejen, sandheden og livet og at Han er det lys der oplyser ethvert menneske. Omvendelsen blev min befrielse og forløsningen af mit sande jeg.

Livet med Gud er et liv, hvor alt i os bliver levende og hvor vi opdager, hvor stort og smukt livet er, som er givet hver og én af os her på jord. Livet er skænket os af Gud: af vores kærlige Himmelske far, som vil hver og én af os, vort bedste. Ja, Han virker hele tiden med, så alt i os – vort sande jeg – kommer til fuld udfoldelse. Vi skal give ham chancen! Vi skal tillade Ham, at være livets Herre!

I det Gud givne øjeblik hvor vi undfanges i moders liv, er vi en levende sjæl med evig eksistens. Så alvorligt er det. Ethvert menneske har evig eksistens. Hver især skal vi forholde os til livet med eller uden Gud. Livet med Gud er kun muligt at nå gennem Jesus Kristus. Han alene er vejen til forløsning og tilgivelse for synd. Kun ved Ham kan vi være trygge ved evigheden. Jesus Kristus ved hvad vi mennesker kæmper med. Han har været menneske som du og jeg. Derfor kan vi være trygge ved, at Jesus af Gud har fået overdraget den endelige dom over hvert menneske. Det bliver Jesus Kristus, der kommer til at sige de afgørende ord over mit liv og jeg ved, at de er sande og at jeg må bøje mig for dem. Han er nådig og barmhjertig og retfærdig.

Derfor findes der intet vigtigere, intet mere forløsende, intet mere livgiende end at bøje sig for livets Herre og Gud og lade Ham få herredømmet i ens liv! Som Paulus skriver i Filipperbrevet: ”Gud har ophøjet ham (Jesus Kristus) og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge skal bekende: Jesus Kristus er Herre, til Guds Faders ære.” (kap. 2 vers 9-11).”

Eriks vidnesbyrd har tyngde og en himmels glæde i sig. En tyngde som et ægte levet liv rummer, der er levet afklaret, ærligt og oprigtigt. En glæde der smitter og formidler sig videre til dem, der er omkring ham.


Artiklen er skrevet i dialog med Erik.

Hillerød den 20. januar 2014

Henrik Frimand-Meier




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk