|
| DAGENS ORD: |
”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.”
1. Johannes 3:1
|
|
|
|
[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]
Ekstremisme er Mellemøstens fælles fjende
2014 aug 2
 |
Ekstremisme er Mellemøstens fælles fjende
Jøder og palæstinensere kan arbejde sammen i fred. Det erfarede jeg bl.a. på et hospital i det nordlige Israel, der behandler sårede syriske flygtninge.
Af Svend Løbner, journalist
|
|
|
|
Jøder og palæstinensere har en fælles fjende: ekstremismen. Det fremgik tydeligt af alle, jeg talte med under mit besøg i Israel og på Vestbredden i april. Ultraortodokse jøder og uforsonlige palæstinensere mudrer vandene for den store majoritet som bare vil - og faktisk kan - leve sammen i fred.
Derfor bliver jeg også ubehageligt til mode, når jeg læser de hadske udmeldinger på de sociale medier i den nuværende Gazakonflikt. Bag krig, politik og den golde systemverden findes nemlig en livsverden, hvor almindelige mennesker prøver at få deres hverdag til at fungere i fred med deres naboer. Dem hjælper den hadske retorik i hvert fald ikke!
|
|
|
|
Få steder kommer fredelig sameksistens tydeligere til udtryk end på hospitalet i den israelske by Zefat kun 20 kilometer fra den syriske grænse. Her bliver sårede syriske flygtninge lappet sammen af jøder og palæstinensere, af kristne og muslimer, stærkt støttet af byens lokale befolkning, der kommer med tøj, sæbe og endda radioer, så flygtningene kan følge med i nyhederne. Hospitalets kristne socialrådgiver supplerer med bedetæppe og Koran – for de fleste syriske flygtninge er muslimer og skal naturligvis kunne udøve deres religion på hospitalet.
Jeg besøgte en mand, som havde fået en kugle gennem halsen og kun kunne nikke svagt på mine spørgsmål. Hans øjne fortalte mig alt. Han var panikslagen ved at vågne op på et hospital i Israel. Var han mellem venner eller fjender? Den venlige og spøgende tone fra sygeplejersker – med og uden tørklæde – forvissede ham om at han var i trygge hænder.
|
|
|
|
Jeg glemmer aldrig en tolvårig dreng som havde fået sprængt en arm og begge ben væk af en granat. Han lå i koma, overvåget af en jødisk sygeplejerske og tilset af den palæstinensiske læge, som havde amputeret resterne af hans ben og arm. Det ville tage mindst et halvt år, inden drengen kunne begynde i rehabiliteringen, oplyste hospitalets talsmand. Her lærer krigsofrene at bevæge sig med proteser til de manglende lemmer. Proteser som i øvrigt sponsoreres gratis af en virksomhed i byen.
|
|
|
|
|
Jeg besøgte hospitalet sammen med generalsekretæren for Det Israelske Bibelselskab, Victor Kalisher.
- Hvad kan Bibelselskabet gøre for de syriske flygtninge? Det ligger jo ikke lige til højrebenet at uddele bibler, sagde jeg.
- Vi samarbejder med Det Palæstinensiske, Arabiske og Jordanske Bibelselskab om at møde deres helt basale behov for mad, tøj, tæpper og medicin. Men mest af alt kan vi give dem håb. For det er kristendom: At give verden håb.
Jeg kom til at tænke på hospitalets talsmand, som skulle sende en kvinde hjem til Syrien efter et langt ophold på hospitalet. De to kvinder var nået at blive rigtig gode venner, og talsmanden tog sin halskæde af guld og lagde den om kvindens hals. Jeg er sikker på, at kæden for kvinden er mere værd end sin vægt i guld. Den er et minde om et møde med mennesker, som kan leve fredeligt sammen og endda vise omsorg for andre. Og så er håbet om en bedre verden allerede tændt.
|
|
|
|
|
|
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra
den autoriserede oversættelse af 1992.
|
|
|
|
