|
DAGENS ORD: |
”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.”
1. Johannes 3:1
|
|
|
[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]
Evangeliesange
2014 okt 1
|
I 2005 udkom ”Evangeliesange” – et digert værk 134 sange, der passer til hver af kirkeårets evangelielæsninger.
Evangeliesangene er skrevet af Jens Rosendal og Ole Ugilt Jensen og udsendt i 2005, efter at have været undervejs i fire år. De to herrer har tidligere sammen skrevet bl.a. Vadehavssange i midten af ’90erne, og Jens Rosendahl har tillige et par salmer med i den nyeste salmebog. Begge er også godt repræsenteret i Højskolesangbogen.
|
|
|
|
Nærmest ved en tilfældighed, stødte vi (Halle & Bøgestrand) for nogle år siden, ind i et eksemplar af samlingen og blev begge nærmest bjergtaget af de meget ligetil, logiske og enkle sange og ikke mindst tekster.
Nogle fremragende gendigtninger i et almindeligt let forståeligt sprogbrug. De passede simpelthen perfekt ind i den stil vi selv gennem flere år har tilstræbt, at gøre kirkesangen mere nærværende, forståelig og måske knap så højtidelig i sin sprogform. |
|
|
Stille og roligt begyndte vi at lancere sangene i Sparkær og Gammelstrup Kirker, som vi til daglig er tilknyttet som kirkesanger og organist, og meget hurtigt blev det en fast ingrediens i gudstjenesten, at vi skulle spille den til søndagen passende Evangeliesang umiddelbart efter prædiken, og det har vi så gjort lige siden, til menighedens store begejstring. Vi har selvfølgelig givet sangene vores eget præg og måde at fortolke på, men det er ingen facitliste. Anvendelsesmulighederne med sangene er mangfoldige. De kan bruges præcis som man ønsker; til fællessang, korarrangement, solo, forskellig instrumentering osv., og Jens Rosendal har i sine tekster ikke brugt det typiske ”kristne kodesprog” hvor der tales om loven og synd, retfærdighed og nåde, men derimod udtrykt sig mere enkelt og ligetil, og i høj grad tænkt på de unge og kirkefremmede, som hverken fatter Grundtvig, Brorson eller Kingo, fordi de ikke er vant til at omgås dem. På den måde åbner de helt nye muligheder i kirken, og det er også vores erfaring, at rigtig mange ikke kirkevante, efterfølgende kommer og udtrykker deres begejstring for sangene.
|
|
|
I 2013 ansøgte vi Kirkefonden om midler til at kunne indspille en større del af sangene på CD og udsende den til kirker og menighedsråd over hele landet. Men desværre fik vi ikke den fornødne økonomiske håndsrækning til at kunne gennemføre dette, så i starten af 2014 besluttede vi selv at finansiere en indspilning af 7 udvalgte sange og valgte samtidig at ”markedsføre” sangene via de elektroniske medier. Det er i første omgang blevet til, at vi har lagt sangene ud på Facebook og YouTube, og vi kan jo så nu konstatere, at der er flere og flere der går ind og lytter til sangene, synes om dem og deler dem. |
|
|
|
Indspilningen foregik i Sparkær Kirke, som vi til lejligheden havde omdannet til et lydstudio. Årsagen til at vi ville bruge kirkerummet til indspilning var, at få det færdige resultat til at blive så autentisk som muligt, så vi optog det meste live og i stedet for moderne tekniske rumklangs enheder som man kan gøre brug af, benyttede vi os af kirkens egen akustik, som vi synes gav en bedre dynamik og helhed.
Kristeligt Folkeblad har tidligere udtrykt, at disse Evangeliesange meget vel kunne gå hen og blive egentlige salmer en dag, men det tror vi måske er lidt vel optimistisk. Sangene er nemlig alle skrevet så de lægger sig direkte op ad evangelielæsningen den pågældende søn- eller helligdag og vil derfor kun være aktuelle én gang hvert andet år. Men som indslag i gudstjenesten, som vi benytter dem, mener vi er en god idé, og som koncert, kan de sagtens stå alene.
|
|
Vi starter i november måned 2014 med koncerter, hvor vi kun spiller Evangeliesange og også tager nogle af dem som fællessange. Vi er så indtil videre de eneste der tager ud og holder den slags koncerter. Derudover har vi i mange år holdt jule- og temakoncerter i flere forskellige kirker og det fortsætter vi naturligvis med. Men Evangeliesangene ligger lige nu nok øverst på vores liste for hvad vi gerne vil spille.
Vi håber I synes om sangene, vil dele dem og hjælpe os med at gøre dem lidt mere kendte, for det fortjener de.
Mange venlige hilsner
Halle & Bøgestrand
|
|
|
Halle & Bøgestrand har begge en klassisk musikuddannelse og begge fødderne dybt forankret indenfor den rytmiske musik. Til daglig er Jens Bøgestrand organist i Sparkær og Gammelstrup Kirker ved Viborg, hvor også Michael Halle er kirkesanger.
|
|
|
Halle & Bøgestrand kan bookes via NK Music / www.kirkekoncertbooking.dk eller direkte på telefon 40840280 eller mail: halleogbogestrand@mail.dk |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra
den autoriserede oversættelse af 1992.
|
|
|