Aktive pensionister med 1000 børn

Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen er tilsammen 160 år i år – men kan ikke holde op med at hjælpe udsatte børn i Israel. Det begyndte med krigsramte børn i Uganda…

Af Svend Løbner

De rejste til Tanzania, fortsatte i Kenya, tog en afstikker til projekter i Nepal, Tibet, Japan og andre lande, inden de ”landende” i Israel, hvor de har fuldt op med socialt arbejde blandt udsatte og traumatiserede børn, samt ældre, der stadig er mærket efter Holocaust. Parret arbejder tæt sammen med Bibelselskabet og har bl.a. været med til at finansiere en ny-hebraisk oversættelse af Bibelen med krydshenvisninger mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. En guldgrube for messianske jøder, der netop vil påvise, at Jesus er jødernes ventede Messias.

Hvordan kan de blive ved? 160 år er da noget af en alder…

- Så længe der er opgaver, der skal løses, bliver vi ved, siger Peter Løbner-Madsen.

- Og lige så længe jeg har en bog i tankerne, bliver jeg ved med at skrive, supplerer Anne-Lise, der nu har over 20 bøger bag sig.

Hvorfor de lige nu befinder sig i Israel store dele af året, har mest med børn at gøre. Mange børn. De har ikke tal på, hvor mange psykisk syge, traumatiserede eller bare understimulerede børn, de har været med til at hjælpe gennem børnehjem, hospitaler og – ikke mindst - dyrehaver. Det er over 1000…

Mens de var i Kenya, hørte Peter pludselig en nat en tydelig stemme sige: ”For Gud og for Israel”. Han vågnede med et sæt og så sig om i værelset: Hvem sagde noget? Men Anne-Lise lå blot og sov. Da oplevelsen gentog sig, var han klar over, at stemmen var Guds. Og parret begyndte at undersøge, hvad de kunne gøre for Israel.

Det skulle vise sig at ligge lige til højrebenet.

- Det begyndte i Uganda omkring 1990, da vi så de forfærdeligt medtagne børn uden arme og ben efter endnu en krigen, hvor forskellige stammer slog hinanden ihjel, brændte huse og lærte små drenge at skyde. Mange fædre var døde og mødrene sad ynkelige tilbage. ”Da oplevede vi, at Gud sagde: ”I har nu ti børn, som kan klare sig selv - inklusive svigerbørn og børnebørn. Jeg vil nu give jer alle de børn, I vil have, børn, som I kan være gode ved og hjælpe,” fortæller Anne-Lise, og Peter fortsætter:

- Vi måtte bare gøre noget og blev enige om at starte et børnehjem med 30 sovepladser. Men hvordan skulle vi dog betale alt det, tænkte vi, men fik så for os at lave vores eget forlag og lade alt overskud gå til mission.”

- Da var jeg begyndt at skrive bogen ”Mirakler i mit liv”. Den blev genoptrykt tre gange, og vi fik et stort overskud ved salget af bøgerne, så vi kunne bygge børnehjemmet i Uganda, fortæller Anne-Lise glad.

Bogen betalte bygningerne. Selve driften kørte på et minimum:

- Vi fik enkerne til at passe børnene. Nogle af enkerne var børnenes mødre, andre børn havde mistet begge deres forældre i krigen, fortæller Peter og fortsætter:

- Nogle af mødrene var handikappede og havde fx mistet benene under krigen og kørte på små hjemmelavede slæder. De mødre, der var raske, tog sig af dem, der var mindre raske. På den måde skulle der ikke ansættes medarbejdere. Vi gav bare penge til mad, el og vand. I dag er børnene for længst voksne, og bygningerne bruges nu som kostskole i tilknytning til kirken på stedet.

Siden da har Anne-Lise og Peter været fuldt engagerede med at hjælpe børn – alle steder, hvor de kom hen:

- Da vi senere flyttede til Nairobi i Kenya, fik vi bygget huse til gadebørnene der. Da vi i 1992 begyndte at arbejde i Israel nogle måneder om året, spurgte vi Gud i vore bønner: ”Hvilke kærlighedsgerninger skal vi gøre her?” Når vi kommer ind et sted, kan vi med det samme se, hvad de mangler, fortæller Anne-Lise.

- Vi kom ind på et børnehjem i Etanim nær Jerusalem og så, at de ikke havde lagner på sengene, og de havde kun ét håndklæde til fælles på en stue, og børnene havde ikke ret meget legetøj.

I Israel støtter staten firs procent af børnehjemmenes drift, så børnehjemmene har ikke råd til det lille ekstra, som gør det hyggeligt og dejligt for børnene.

- Så spurgte vi lederen: Hvad ønsker du dig allermest? Han svarede: ”Legestativer ude i haven. Vi har børn, der ikke siger noget, de græder ikke, griner ikke, de er ikke med i livet. Jeg forestiller mig, de vil give lyd fra sig, hvis de kommer op i et legestativ!”

- Vi samlede gennem vort nyhedsblad hurtigt ind til lagner, håndklæder, legetøj og legestativer. Legestativerne har de endnu, smiler Peter.

- Og med det samme børnene kom op på legestativerne, begyndte de at råbe og skrige og var så glade. Det var starten, fortsætter Anne-Lise.

Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen har ikke selv banket dørene ind nogen steder. Når de var færdige med et projekt, lå et andet ”lige for fødderne af os”, fortæller Anne-Lise.

- Vi blev inviteret af en psykiatrisk overlæge, Sarah Spitzer, i hvis hospital de syge børn var henvist til en kælder – igen uden legetøj og anden stimulering. Også her var børnene stumme af traumer, men Sarah og hendes medarbejder, Inga, havde en idé om, at hvis de havde kæledyr, ville de måske begynde at tale. Så her byggede vi en lille dyrehave med ænder, kaniner, geder osv. Og til dem begyndte børnene at tale. Efter et år fik de det meget bedre og gik ned i medicinforbrug. Læger valfartede til hospitalet for at studere denne alternative behandlingsform, og i dag er over 100 lignende dyrehaver etableret ved hospitaler rundt omkring i Israel. Også blandt arabere.

Idéen med dyrehaver lukkede op for hjælp til flere børn.

- Vi blev kontaktet af lederen for et børnehjem i Jerusalem som sagde: ”Vi har 90 drenge, og vi kan ikke styre dem. De sidder på tagene og råber og skriger og vil ikke snakke med de voksne. De er aggressive og vil ikke gå i skole. Kan I ikke komme, måske kan en dyrehave hjælpe dem?”

- Da vi kom derud, fik vi en klump i halsen over at se alle de drenge. Der var ikke noget at betænke sig på. I dag har de bygget en stor dyrehave med æsler, geder, kaniner, får og små kæledyr. Der gik omkring et år, så var børnene glade og mere harmoniske.

Børnehjemmet har en skole, og nu ville børnene gerne i skole - bare de måtte få en kanin med!

- Skolelærerne protesterede, men vi foreslog dem at bygge et lille skolelokale nede i selve dyrehaven, hvor de mest medtagne børn kunne få undervisning. Så kunne de tage kaniner med ind og lege med dem, mens de fik undervisning. Bagefter sagde lærerne: ”Det er det bedste, I har lavet endnu. Det virker bare. Når dyrene er med i klasseværelset, vil børnene pludselig godt skrive på computer, fortælle, hvad de har oplevet osv. ”

Børnene lavede selv et skilt, som de satte op ved dyrehavens indgang, hvor der står: ”Hvis du vil ind her, skal du være god ved dyrene, give dem mad og behandle dem, ligesom du selv vil behandles”.

- Lige så snart vi er færdige med ét projekt, ligger der et andet parat. Og hver gang vi fortæller om det, kommer der penge ind til det. Vi har aldrig tigget, men blot fortalt om projekterne, fortæller Anne-Lise og Peter om hemmeligheden bag de mange projekter.

Siden har de haft mange børn under deres vinger. Et af projekterne er SACH (Save a Child’s Heart), hvor børn fra hele verden med hjertesygdomme opereres på et hospital tæt ved Tel Aviv.

- Her har vi været med til at etablere et lille børnehjem, hvor børnenes forældre kan være, mens børnene bliver opereret. Her bliver børnene også rehabiliteret efter operationen, fortæller Peter.

Det førnævnte børnehjem i Jerusalem stod pludselig uden lokaler, da de blev opsagt af ejerne. Så her sørgede parret for indskud til en helt ny bygning i Abu Gosh udenfor Jerusalem. Det gjorde de ved at give børnehjemmet deres lejlighed, og da børnehjemmet solgte lejligheden, var den pludselig blevet dobbelt så meget værd, fordi en jernbane nu løb gennem byen. Prisen for lejligheden blev udbetaling til huset, som nu hedder Denmark House.

Overalt, hvor Anne-Lise og Peter kommer frem, fortæller de glad og gerne om deres tro på Jesus som Messias, når de bliver spurgt, hvad der driver dem. Det fører ofte til lange samtaler, og senest har de fået flere forespørgsler om at udgive bogen ”Mirakler i vore liv” på hebraisk. Den er allerede udkommet på engelsk, og nu har den pensionerede børnehjemsleder i Denmark House oversat den til hebraisk. Den er i øjeblikket ved at blive gjort klar til tryk.

En gang missionær, altid missionær. Alder er ingen hindring, og Anne Lise og Peter Løbner-Madsen står trods deres høje alder klar, så længe der er opgaver at løse og udsatte mennesker at hjælpe. Og det er et mirakel i sig selv.