Forsættelsen til drømmen om den røde barnevogn

Jeg sidder i min havestol på terrassen og nyder en kop kaffe, mens jeg hører fugl fløjt og indånder den friske forårsluft.

Jeg hører børnelatter og mit hjerte flydes med taknemmelighed. Jeg kigger op på den blå himmel og takker min skaber for alt han har givet os. En tåre falder på min kind, da en stemme kalder: Mor kom lige og se min dukke, jeg rejser mig op fra stolen og går ned i haven, hvor gyngestativet står. En lille pige står med sin røde barnevogn, og en lille dreng gynger. De smiler til mig, Igen overvældes jeg af taknemmelighed hvilke gaver du har givet os Gud.

Det er nu fem år siden jeg skrev artiklen drømmen om den røde barnevogn til Netkirken. Meget er hændt og vi er nu ikke længere barnløse.

Den 5 september 2011 er en særlig dag i mig og min mands liv. Det er dagen hvor alting ændrede sig og hvor vi efter flere års barnløshed endelig blev forældre.

Den 5 september 2011 sad vi en bil i Johannesburg på vej til børnehjemmet, hvor vi for første gang skulle møde vores lille datter. Da vi kom til børnehjemmet blev vi henvist til en sofa. Der sad vi og holdt hinandens hænder, og med sommerfugle i maven ventede vi på at skulle mødes vores store mirakel.

En af medarbejderne fra børnehjemmet kom ind bærende på en lille pige, der havde en fin rød kjole med hjerter på. Hun rakte hende over til min mand og derefter fik jeg lov at holde hende. Det første jeg sagde da jeg fik hende i mine arme var, du er helt perfekt. Alt stod stille og den længsels og sorg over at vi ikke kunne få børn, blev efter få timer i samvær med hende udskiftet med lykke og lettelse over endelig at få lov at blive forældre. Da vi kørt fra børnehjemmet var vi Gud dybt taknemmelige og over at vi endelig havde fået børnesvar.

Vi var sammenlagt 19 dage i Sydafrika, det var en dejlig tid. Vi mærkede, at jo mere vi drog omsorg og elskede hende, desto mere blomstrede hun dag for dag. Dagen inden vi kørte ud på børnehjemmet, havde jeg bedt bønnen om at jeg måtte se hende gennem gud øjne. Mange adoptivforældre oplever at forældre kærligheden ikke er der med det samme, når man ser sit barn. Dette er en naturlig følelse, da tilknytningen opstår over tid. Men jeg oplevede at jeg så hende gennem guds øjne, at jeg elskede hende ubetinget fra først gang jeg så hende og dette gjorde den første tid meget nemmere.

Endelig skulle vi hjem med vores datter og vi glædede os til at skulle vise vores guldklump til familie og venner. Vi landede den 24 september i Kastrup lufthavn, hvor familie og venner ventede med flag og gaver. Det var så dejligt endelig at kunne dele denne lykke med vores familie og venner.

Den første tid isolerede vi os. Da adoptivbørn er meget følesomme, og skal lære at knytte sig til deres adoptivforældre, var det vigtig at hun lærte, at det først og fremmest var os der tog os af alle hendes basale behov. Efter vi kom hjem, begyndte hun at sige fra og mærke sig selv. Hun kom rigtig godt med motorisk og kognitivt.

I dag er vores lille pige en glad, sprudlede og dygtig pige på 4 år.

Allerede i april 2012 sendte vi en ny ansøgning ind til statsforvaltningen, da vi ønskede at adoptere et barn mere. Vi havde denne gang ønske om at adoptere fra Danmark, da de i Sydafrika havde fortalt os at det blev meget svært at adopterer fra Sydafrika i fremtiden. Vi ville derfor prøve at søge om et dansk barn, men der ville være en risiko for at vi ikke fik noget barn, fordi der er meget få børn der hver år bliver frigivet til national adoption. Men vi havde alderen med os, og kunne nå at skifte venteliste, hvis vi ikke fik noget barn inden for 4 år, man kunne stå på den danske venteliste.

1 mosebog kap 18: 9-15. Hvor er Sara, din kone?« spurgte en af mændene. »Inde i teltet,« svarede Abraham. Da sagde manden: »Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!«

Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele. Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. Hun lo ved sig selv og tænkte: »Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle til den slags?«

Da sagde Herren til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn? Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!« Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. »Jeg lo ikke!« løj hun. »Jo, du gjorde!« svarede Herren

Den december 2012 Blev vi godkendt til at kunne adoptere et barn mere. Kort efter ringede de fra adoptionsnævet og fortalte os at de havde valgt os til at adoptere en lille dreng på et halv år. Vi var så lykkelige og chokkerede over at vi allerede skulle være forældre igen. Vi troede at vi skulle stå på den danske venteliste i 4 år og ikke kun i 4 måneder, før vi fik tilbudt et barn. Men så blev vi mindet om profetien og bibelverset vi havde fået året før. Igen blev vi bekræfte i Guds trofasthed.

Hver dag, når vi kigger på vores børn, der leger og stortrives, bliver vi fyldt med en taknemmelighed til Gud over, at han bragte os dobbelt velsignelse.

http://www.netkirken.dk/mg/index.php?id=157