Det evige livs håb

Det var to af vore elever der havde inviteret os i kirke. ”Daniels kirke” er ikke dens officielle navn, men det er hans kirke og han er stolt af den. Den pryder også hans Facebookside.

Selvfølgelig skulle vi præsentere os for menigheden, det er noget man hør og bør. Man kan ikke komme som fremmed og gå som fremmed igen. Det er ukirkeligt. Jeg gør det på swahili, siger rent ud undskyld for mit dårlige sprog og beder om hjælp og bagefter siger de at jeg taler så godt.

Bryder de det 8. bud? (eller 9. hvis man ikke bruger Luthers tællemåde, det med at ’lyve’).

Nej, de er bare høflige, opmuntrende mennesker.

I ’Haven’ var det også at Gud indsatte mennesket til at herske: »opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« og det ord er der nogen der virkelig har taget til sig: Alle ressourcer skal bruges, industri og mer industri er fremtiden, vækst for alle pengene og alle penge til mer’ vækst og der er nogle direktører der slet ikke behøver at være nervøse for deres alderdom.

Andre er ved at blive lidt nervøse for vores fælles fremtidsudsigter.

Men hvem er det Gud sætter i gang med at herske og hvad er det Gud mener med ’hersk’?

De fleste mænd ved det godt: De er forretningsmænd, de skal få hjulene til at rulle. Men der står ikke mænd (eller mand). Ubevidst i hele vores kultur har mænd forstået det (hvis de overhovedet har læst bibelen) som et ord om dem.

Gud skabte mennesket i sit billede – og Gud er hersker. Han lader mennesket træde ind i sin verden og siger: Hersk. Men det var fællesskabet af mand og kvinde der skulle herske. Ikke manden (eller for den sags skyld en kvinde). Jeg tror verden ville blive helt anderledes, hvis al ledelse skete gennem mand og kvinde, hvor ingen beslutninger kunne tages uden at det blev gjort i et ligeværdigt fællesskab af mand og kvinde. Det har vi prøvet at diskutere. Eller også lyttede de lidt måbende til hvad jeg havde fundet på (det står ikke i de bøger jeg har læst og kender til, ps for dem der har fulgt med på Fb så var der næsten 500 bøger i de 200 kg vi havde taget med).

I så fald ville Gud være halv mand og halv kvinde; det billede er der sikkert en eller anden afgud der svarer til.

Men ikke Gud, Gud er fællesskab, tre-enig ligefrem. Kun fællesskabet er Gud lig. Selvfølgelig behøver de to statsministre ikke at være gift, men de skal bestemme ligeligt, tale med same røst.

Biskoppens far døde for 4 dage før. Det var "storefar" - altså hans fars storebror, der havde overtaget faderansvar da hans far døde. Han var 90 år, men man kunne se at biskoppen tog det nært. Han var den første kristne i sit område og han nåede at se sin søn blive biskop. Da vi var på første besøg hos biskoppen hørte vi at en anden også var død, og så gik alle præsterne på besøg hos den familie. Kirsten og jeg tog med lærerstaben med ud til biskoppens "storefars" begravelse dagen efter. Da vi kom hjem, hørte vi at skolens kok havde mistet sin far; han boede i Bukoba, eller i området deromkring og der blev talt meget blandt skolens ledelse om hvordan man skulle gøre; det er langt væk. Og tog man dertil, ville det nok bruge en uge; jeg tror det endte med at man planlagde at gøre noget for sønnen/kokken når han kom tilbage. Men så skete det forfærdelige at en af vore studenter døde. Formodentlig som jeg nævnte, en form for meningitis. To dage efter var vi så til hans begravelse. Jeg vil opfordre jer til at gå ind på min Facebookside og høre filmklippet er derfra.

Jeg 'postede' dette, fordi ved ingen af dødsfaldene og begravelserne var der dødsklage. Det fantastiske (synes jeg) er at det er klassekammeraterne der på videoklippet synger til deres vens begravelse. Og de synger om at være på rejse, livsrejse. De syger om håbet. Salmerne bliver sunget lidt langsommere end til almindelige gudstjenester. Men man synger. Jeg synes det er et stærkt vidnesbyrd om forvandlingen af menneskers tro, hvor den opstandelse kristne ser frem til også ændrer ved nuets måde at møde døden på.

Det har naturligvis været hårdt for familien, men også de medstuderende er ramt. Da en anden af de studerende blev syg, kom der en naturlig ængstelse om det var noget der smittede. Det var det heldigvis ikke.

Familien har mistet en far/ægtefælle/ældste søn, de studerende en kammerat og kirken en fremtidig prædikant/præst.