DAGENS ORD: ”Derfor vil jeg gøre jer bekendt med, at ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.” 1 Korinter 12:3

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]


Sundhedscenter gavner titusinder

2018 okt 1

Sundhedscenter gavner titusinder i det krigshærgede Centralafrika

Det er en stor dag. I dag er det 25 år siden sundhedscentret i Bohong blev indviet. Centret redder tusinder af menneskeliv i et land, hvor halvdelen af befolkningen er internt fordrevne. Det drives nu af lokale og beviser, at udviklingshjælp nytter – også det lange løb.

En 16-årig mor og hendes baby. En af de svære graviditeter, som Sundhedscentret har taget sig af i 25 år. Foto Shifu Ngalla for Mission Afrika

Den 3. oktober er det præcis 25 år siden en sundhedsklinik blev indviet i Den Centralafrikanske Republik med støtte fra Danida under Det Danske Udenrigsministerium.

- Hvis denne klinik ikke fandtes, ville min stamme nu kunne tælle mig som en af de afdøde i vores landsby, fortæller Dotoua Salomon, der blev indlagt med mavesmerter, der efterlod ham bevidstløs.

- Som I kan se, er jeg okay nu. Jeg er gift og har børn. Jeg skylder medarbejderne en stor tak for at have reddet mit liv, siger han

Sundhedscentret i Bohong blev etableret af danske missionærer med støtte fra Mission Afrika. Centret viser, at udviklingshjælp nytter – selv under meget svære omstændigheder.

Behandler patienter midt i borgerkrig
Den Centralafrikanske Republik har været hærget af gentagne konflikter og borgerkrige siden 1996. Halvdelen af landets befolkning er internt fordrevne, og i Bohong, hvor centret ligger, er kun en tredjedel af den oprindelige befolkning tilbage.

Da den seneste konflikt blussede op i 2013, og soldater hærgede området, skjulte Sundhedscentrets personale udstyret og medicinen privat og fortsatte med at behandle patienter. Da konflikten sluttede i 2015 var bygningerne intakte, så udstyret kunne sættes tilbage og klinikken fortsætte intakt.


Centret udvides og ledes af lokale
Sundhedscentret har nu har seks sundhedsposter fordelt i de omkringliggende landsbyer. Arbejdet ledes og drives af 20 lokale medarbejdere, der også tager på sygebesøg hos patienter, der er for svage til at komme på klinikken.

Siden indvielsen den 3. oktober 1993 har dedikerede medarbejdere bragt titusindvis børn til verden, udført over 20.000 konsultationer for gravide og vaccineret over 75.000 børn. Der er foretaget i alt 400.000 konsultationer og 40.000 indlæggelser.


Fra overtro til videnskab
Men ikke nok med det. Der er også sket en mentalitetsændring i befolkningen over de 25 år.

Hvor man før mente, at komplikationer ved graviditet skyldtes uafvendelig trolddom, ved man nu, at børn kan komme sikkert til verden gennem moderne sundhedsviden og ekspertise.

- Centret giver børn til kvinder. Selv de, hvis livmoder er blevet blokeret af hekseri, har kunnet blive gravide og føde uden nogen problemer, konstaterer 102-årige Mama Didi Louna, der er Bohongs ældste og mest respekterede kvinde.


Læs mere om Mission Afrika her: https://missionafrika.dk/om-mission-afrika/

Om Mission Afrika | Mission Afrika

missionafrika.dk

Mission Afrika arbejder for at udbrede den kristne tro og forbedre levevilkårene for nogle af verdens fattigste mennesker. Vi arbejder sammen med afrikanske kirker og organisationer i Nigeria, Cameroun, Sierra Leone, Centralafrikanske Republik og Mali.




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk