DAGENS ORD: ”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.” Romerne 12:21

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]


Forfulgte kristne

2019 jan 1

Kristne
verdens mest forfulgte folkegruppe.
Forestil dig, at folk begynder at kigge skævt til dig på gaden. Du møder fnys, nedladende bemærkninger og direkte hate speech: ”Stik af med dig! Vi ønsker dig ikke her!”

Trusselsbreve dumper ind ad brevsprækken. Både hjem og forretning bliver vandaliseret.

Mand og far bliver kidnappet, og der kommer krav om løsepenge. Du kan ikke betale. En dag finder politiet hans lig. Det er virkeligheden for mange kristne i Mellemøsten.

Kilde: Kim Hartzner, Globalnyt om forfulgte kristne.

På globalt plan bliver 250 kristne dræbt om måneden på grund af deres tro.

Storbritannien har sat en uafhængig undersøgelse i gang af forfølgelse af kristne i verden for bedre at kunne støtte ofrene, da der er sket en dramatisk stigning i vold mod dem, der bekender sig til kristendommen.

Over 215 millioner kristne på verdensplan stod sidste år over for at blive forfulgt på grund af deres tro. Navnligt er kristne kvinder og børn sårbare. De udsættes ofte for seksuel vold på grund af deres tro, hedder det i en erklæring fra den britiske udenrigsminister, Jeremy Hunt.

Kilde: Politiken 27, dec. 2018.


Drenge så deres far blive myrdet:

Marco og Minas far blev skudt for øjnene af dem sammen med hans kolleger og døde i deres arme. Selv slap de to drenge levende de fra mødet med drabsmændene, men den traumatiske oplevelse præger dem stadig.
Lad dem leve, så de kan fortælle om det’
Marco og Mina bor i en lille landsby i Minya-regionen i det sydlige Egypten. De er henholdsvis 14 og 10 år, men begge ser unge ud i forhold til deres alder. Den 25. maj 2017 tog de sammen med deres far, Ayad, afsted mod klosteret Skt. Samuel. Ayad arbejdede der og ville lære sine børn sit job. Han fik dog ikke chancen for det.

Mens de kørte på vejen hen til klosteret, blev en bus fuld af pilgrimme, der kørte foran dem, angrebet af en gruppe bevæbnede mænd. Alle de koptiske mænd, der ikke ville bekende sig til islam, blev skudt. Så hørte de væbnede mænd Ayads pick-up nærmere sig.

Efterladt med deres døende far
Mina mindes, hvad der skete den dag. Hans tomme øjne stirrer på gulvet, og hans ben rokker med utålmodige bevægelser. "Min far kørte bilen, og nogle af hans kolleger var med. Så hørte vi råb".

Mina stirrer fremfor sig og hans mor, der er klædt i sort, tilføjer: "Drengene fortalte mig, at de dukkede sig ned bag pick-up’ens sæder, da de hørte råbene. De var så bange.”

Mina holder sine arme tæt om sin krop.
"Vi hørte dem tvinge vores far til at komme ud først", fortsætter han. ”Manden råbte, at han måtte konvertere til islam. Min far sagde nej. Så skød de ham."

Én efter én blev mændene tvunget til at træde ud af pick-up’en. Alle valgte Jesus frem for at beholde livet. Derefter opdagede mændene drengene i bilen.

Mina fortæller, at han var så enormt bange. En mand skød på dem, men ramte ikke. En anden sagde: ’Nej, lad dem leve, så de kan fortælle om det’.


I Egypten bor omkring 95 millioner mennesker, og cirka 16 millioner af disse er kristne. Det gør Egypten til det land i Mellemøsten med det største kristne mindretal. Selvom det kristne samfund i Egypten er det største i Mellemøsten, så presses de kristne egyptere dagligt af det omkringliggende samfund.

Forfølgelsen afkristne er dog værst i de landlige distrikter og mindre landsbyer.

Siden 2013 har der været over 400 voldelige angreb på koptiske kristne, og ifølge Tahrir Instituttet i Washington D.C. gør det kopterne til ”den mest forfulgte minoritetsgruppe i alle de muslimske lande”.

Egyptens kristne befolkning har oplevet en bølge af angreb fra militante muslimer, der enten tilhører eller er inspireret af Islamisk Stat (IS). IS lovede sidste år, at de ville ”udslette” alle koptiske kristne.

De påtog sig ansvaret for tre katastrofale bombninger af koptiske kirker i 2016 og 2017, hvor 70 mennesker blev dræbt og mere end 100 blev såret. I november blev syv kristne dræbt i et angreb på en bus på vej til et kendt kloster i den centrale Egypten.

De koptiske kristne angribes dog ikke kun af militante muslimer, men almindelige muslimer samles også i ofte voldelige demonstrationer for at protestere imod de kristne tilstedeværelse rundt om i landet. Myndighedernes beskyttelse er ofte mangelfuld, og i mange tilfælde presses de angrebne koptere til at deltage i ”forsoningssessioner”, hvor voldsmændene ikke straffes.

Til trods for de mange udfordringer, der møder de egyptiske kristne, så fortsætter disse kristne med at leve Jesu kærlighed ud blandt deres naboer og landsmænd.

De møder deres voldsmænd og aggressive naboer med tilgivelse og nåde, og netop dette mod og denne tilgang betød, at de i oktober 2018 blev indstillet til Nobels fredspris. Det er første gang nogensinde, at en hel befolkningsgruppe er indstillet til denne pris, fortæller bureauet PRNewswire.

De kristne egypteres anerkendes også i deres eget land for deres mod og kærlighed. Ifølge lokale kilder vender flere og flere muslimer i Egypten sig mod kristendommen som en modreaktion på islamisk vold og terror.

Kristne med muslimsk baggrund i Egypten må dog ofte leve som hemmelige kristne af frygt for deres muslimske landsmænd, men de lever alligevel evangeliet ud i det stille i deres familier og blandt venner.

Her kan du læse, hvilke udfordringer Egyptens kristne har i deres hverdag. Vær med til at bede for hvert enkelt område og støt Egyptens kristne.

1. Kristne børn diskrimineres i landets skoler
I mange skoler tvinges kristne børn til at sidde allerbagerst i klassen i allerede overfyldte klasselokaler. Det gør det nærmest umuligt for dem at tage del i undervisningen, og selv hvis det lykkes dem at følge med, så ydmyges og chikaneres de af lærere og andre elever. Mirna fra Egypten fortæller, hvordan hendes lærer overfaldt hende verbalt og kaldte hende "ækel" foran hele klassen, fordi hun ikke bar slør.

2. Kirker tvinges til at lukke
Ikke alle muslimer bryder sig om at have en kirke i deres landsby. Kristne huse og kirker bliver angrebet, men myndighederne beskytter dem ofte ikke. I stedet lukker de kirkerne og menighederne ned, indtil de er officielt registreret, hvilket er en langsommelig og til tider umulig proces. I mellemtiden står de kristne

uden et sted at holde til som menighed. ”De lokale muslimers holdninger til os er stærkere her end landets love,” fortæller en egyptisk præst.

3. Kristne dræbes for deres tro
Et selvmordsangreb på en kirke, et bagholdsangreb på en bus på vej til et kloster og maskerede mænd, der skyder kristne ned på gaden. Alle disse eksempler er fra de egyptiske kristnes virkelighed. Osama bor i et område med mange muslimske ekstremister og blev vidne til sin egen brors mord på vej hjem fra arbejde. ”Maskerede mænd spurgte Bassem, om han var kristen, og han sagde: Ja, og jeg er stolt af det. Så skød de ham.”

4. Kristne familier må flygte
I 2017 chikanerede muslimske ekstremister de kristne i Sinai med flyers og telefonopkald, hvor de blev truet på livet, hvis de ikke forlod området eller konverterede til islam. Til sidst dræbte de seks kristne mænd, der ikke ville flygte. Hale og hendes familie er blandt de 350 kristne familier, der efterfølgende flygtede og nu bor i midlertidige boliger. ”Efter vi flygtede, havde vi ingen indtægt, og hele familien var i tre måneder nødt til at bo på et lille værelse på et ungdomshostel. Heldigvis har vi nu fået hjælp fra Open Doors til at købe et lille hus.”

Kilde: Åbne Døre: https://www.forfulgt.dk




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk