Moderne kloster bekæmper ensomhed

På Klostergaarden i Taastrup har man mulighed for at finde ro, træde ud af ensomheden og ind i et fællesskab, hvor det handler om at ’dele ud af sig selv’.

Af Michala Linn og Svend Løbner

Én af dem er Hans Erik Friberg. Siden 2011 har han boet med sin hustru, Inge, i et såkaldt ”økumenisk klosterfællesskab”. Da muligheden for at overtage et gammelt kloster i Taastrup bød sig, satte det tanker i gang hos den i dag 56-årige iværksætter:

– Jeg længtes efter at leve på en anden måde, husker Hans Erik Friberg. – Jeg ønskede at leve mere i et fællesskab i stedet for at leve i ensomheden eller individualiteten, fortsætter han.

– Vi har reformeret deres kloster. Vi vil nok kalde det et moderne kloster, forklarer Hans Erik. – De væsentligste forskelle er, at vi har taget cølibatet og de livslange løfter ud af det. Derudover har vi minimeret tidebønnerne til to gange om dagen, fordi folk skal på arbejde. Men vi holder fast i fællesskabet omkring bordet og bønnen, uddyber han.

Netop måltidet kan noget særligt i forhold til at skabe intimitet mellem mennesker, mener Friberg:

– Måltider kan noget med fællesskab, og det behøver ikke være en religiøs ting. Måltidet samler, fordi vi gør noget ud af aftensmåltidet. Når vi så sidder der, kommer fortællingerne. Måltidet giver en intimitet og nærhedssituation, forklarer han.

Derudover genererer fællesskabet et overskud:

– Når man kun skal lave mad tre gange om måneden og kan tage imod et måltid de resterende 27-28 dage, giver det et ekstremt overskud, konstaterer Hans Erik.

– Vi har både haft studerende, som er flyttet hjemmefra og havner i ensomhed, vi har haft singler i 30’erne og 40’erne som også lever i en form som ensomhed – tilvalgt eller ej, og så har vi haft pensionister, som har følt sig ensomme og har brug for at dele deres liv og tanker med andre, forklarer Friberg.

– Når folk så kommer til stedet, er det ord, de bruger mest til at beskrive det: Hjem. Det er hjemligt, fordi der altid er nogen hjemme, og der dufter af mad. Her er man fortrolige, og man kan ikke gemme sig, konstaterer han.

For ham handler fællesskab først og fremmest om at ’dele ud af sig selv’:

– Jeg plejer at sige til folk, der flytter ind, at den første øvelse går ud på at glemme sig selv og tænke på de andre. Og så blive mange lidt forskrækkede, og det kan jeg godt forstå. Indtil jeg så fuldfører sætningen og siger: ”Men det har jeg også sagt til de andre, så nu vil du få så meget opmærksomhed, som du ikke har fået i mange år,” siger han med et glimt i øjet.

– Vi er broget flok og meget forskellige. Men det er lærerigt at blive sat i et fællesskab, hvor man lærer af hinanden og rummer hinanden, udtaler 53-årige Christina Bratkov.

– Ja, man møder mange spændende mennesker her, tilføjer Christinas mand, Jørgen Bratkov.

Ellers er det primært roen, der tiltaler beboerne ved klosterlivet:

– Her kan jeg finde noget af den ro, som ikke er ude i det pulserende liv og arbejdslivet. Der er også nogle store praktiske goder ved det: Det er billigere, og der er folk, der laver aftensmad, griner Maiken Mortensen, der er midt i trediverne.

– Ja, der en særlig ro herude. Der er rart at være her. Stikket bliver ligesom trukket ud, nikker 40-årige Tanja.

– Målet er to ting: At leve i fred med hinanden, og at forstå, at det sker under Guds nåde. Vi er meget optagede af at elske hinanden, bære over, tilgive og støtte hinanden. Det bliver forsøgt implementereret i hverdagen, forklarer Friberg.

Rent lavpraktisk fungerer det sådan, at eventuelle problematikker skal tages op på de såkaldte ’klosteraftener’, hvor man også tager fat på logistikken: budgetter, rengøringspligter og gæstebesøg:

– Vi holder det på jeg-fronten, hvis der så skulle være noget. Altså, at: ”jeg bliver ked af det, når du går i bad kl. tre om natten,” forklarer han.

– Men vi skal ud af skylden, skammen, smerten og sorgen og ind og befinde os i den skabende dimension. Vi vil ind og skabe håb, liv, mening, tryghed og glæde. Så jeg siger: ”Bare spring ud i det. Skab en filmaften. Skab et måltid for andre”. Så begynder man at se sig selv som medskaber af andres liv, og det er meningen med det hele, lyder det begejstret fra grundlæggeren.