Matador

 Av - min arm, ja, ja.

Nu har Gud været på besøg i Korsbæk
Og dermed i de fleste små hjem i Danmark-

Ikke i evangelisten LukasŽs fortælling, men i Karen Smiths udgave under imponerende instruktion af Erik Balling.
Av, min arm - ja!

Men hvem var Gud så, af dem vi så passere forbi os på TV-skærmen?

- Var det, som nogen måske vil tro, Faster Anna?
Hun, der med den godt nok positive bemærkning: "Jeg vil bede for Jer", dampede af sted til Missionens stævne i Haslev?

- Var det Mads Skjern? Den ud ad til pæne menighedsråds-formand, der kun var gået ned til stationen for at sige farvel til sin søster, fordi hans komne Ingeborg havde sagt, at han skulle?

- Var det bankdirektøren, Kristen Skjern? Han, der til sin søsters løfte: "Jeg vil bede for Jer", sagde: "Det kunne vi nok trænge til"?

- Var det grisehandleren? - eller var det Ingeborgs datter, Ellen? - der hver på deres lidt ubekymrede måde var blevet stødt over provstens tilsyneladende uheldige opførsel, så de derfor mere eller mindre havde gjort sig færdige med Gud!

- Var det Iben? - der i sin forkælethed surmulede rundt og kastede med dyner og mennesker (det sidste i overført betydning), men som fik et særligt spændende besøg i dobbeltsengen af den snuefri faster Anna.

- Var det Agnes? - der i sin fortvivlelse over drengens ulykkes-tilfælde, og over Laurits, kom med afsnittets spørgsmål: "Sig mig, hvad er I for nogen mennesker"?
- Eller var det lægen? - der 2 gange måtte se en planlagt Københavnertur gå i vasken, fordi andre trængte til hans hjælp.

Av min arm.
Hvem af dem var som Gud? - er Gud som en af dem?
Ønsker Gud, at vi skal være som en af dem?
Er der en af dem, der har "undfanget" - eller er blevet,
helt som Gud vil det?
Hvem var mest menneske, med-menneske?

Lad så lige et øjeblik spørgsmålet om Guds eksistens ligge,
hvis du skulle stille dig tvivlende overfor det.

Lad os igen se på de kære figurer fra Korsbæk, og så sammenligne dem med os selv, og med, hvad jeg tror, Gud vil med os.

Lad mig dog lige slå fast, at udgangspunktet for mig er, at Gud eksisterer, og at Gud i os vil skabe noget nyt, et nyt liv, som vi her i dag har hørt, at Han skabte noget helt nyt og helt enestående i Maria.

Vi du have noget ud af det her, så hop med på mit udgangspunkt, at Gud lever og vil os noget, - og vil noget
med os!

Gud var altså på besøg i Korsbæk i går aftes! Jamen i hvem?

- Var det i faster Anna? Hvis hun var, som jeg tror Gud er, - ja, så måtte jeg sige: "Av min arm!"
Jeg tror nemlig ikke, at Gud er så totalt humørforladt og mørk som faster Anna. Heller ikke så nærig. Tværtimod er jeg sikker på, at Gud elsker at dele ud af livet, af sin kærlighed, af sin fred og af sin glæde! Den skulle faster Anna have haft noget mere af. Så havde hun været en anden. Så havde hun måske stadig haft næsten de samme meninger, men så havde det været i den rigtige sammenhæng, at hun ikke skulle være dommer, - og endnu mindre Gud selv, overfor de andre - men være et medmenneske, der lever!
Vi i kirken. Ligner vi faster Anna? Skal vi ligne hende?
Nej, jeg håber ikke, at vi ligner hende alt for meget. Jeg håber, at faster Anna højst er en forestilling, som mennesker, der alt for hurtigt har gjort sig færdig med spørgsmålet om Gud (i negativ retning), har om, hvordan vi, der gerne vil være kristne (hellige), er, og hvordan de tror, Gud vil, vi skal være.

- Hvad så med Mads Skjern? Han er dog menighedsråds-formand. Jamen, også han har kun fattet en del af det. For ham betyder det mere, hvilke titler han kan smykke sig med, end hvordan han får dem, og end hvordan han behandler sine medmennesker.
For Gud betyder det ikke noget, om vi har en titel, hverken i kirkelig eller verdslig forstand. Men det betyder noget, hvad og hvordan vi er! Vi skal altså ikke blot ud ad til bære betegnelsen "kristen". Vi skal være det, og leve som sådan i både såkaldt kirkelige og såkaldt verdslige spørgsmål. De hører alle med til livet, og det er i hele livet, Gud vil os noget. Ikke kun i noget af livet, ikke kun i kirken, ikke kun om søndagen, men også på arbejdet eller i arbejdsløsheden, - også om hverdagen.
Ja - av min arm !

- Hvad så med bankdirektøren, Kristen Skjern? Ja, det mest positive ved ham, det var vist, at han godt kunne se, han kunne trænge til forbøn, selv fra en faster Anna. Ellers var han og hans dyne lidt for meget kastebold for Iben.

- Og så Ellen, grisehandleren og Iben? Hvad med dem?
Stillet overfor faster Anna og hendes (og måske provst Mejers) "afbillede" af Gud, er det ikke så mærkeligt, at de reagerer så ubekymret og uhøjtideligt, for, for dem er Gud åbenbart blevet én, man bare sådan kan skubbe til side. Èn man kan gøre sig færdig med, hvis Han ikke lige passer ind i ens egne sager, - og så kan man som grisehandleren sætte Ham op på lokumsvæggen.

Men sådan er Gud ikke !
Han lader sig ikke bare sådan hænge op på en væg! Han vil leve i os. Han vil helt ind i vores liv. Han ønsker "billedligt talt" at komme ind i "dobbeltsengen" til os, - næsten som Iben fik besøg af faster Anna, - dog ikke så anmassende.
Men Gud vil os noget helt ind i fællesskabet mellem os og vore medmennesker - også i dobbeltsengens fællesskab mellem dig og din ægtefælle - og i livet i mellem Jer - os - i det hele taget.
Så kan vi, som Iben, spille surmulende og forkælet, men så mister vi noget af Guds kærlighed. Den vil Han nemlig, at vi både skal give noget videre af til hinanden, - og også at vi skal modtage noget af gennem hinanden!

- Hvad så med Agnes? Hun, der aser og maser for selv at være med til at sørge for familiens underhold! Ja, hun er i det mindste menneskelig. Hun kender glæden over livet. Hun kender fortvivlelsen, sådan som vi alle vel har det med både glæde og fortvivlelse?
- Hvad så med lægen? Jo, også han er positiv i sin parathed til at rykke ud, når der ringes, - også selv om det går ud over hans egne planer. Ham kunne vi godt lære noget af, alle sammen.
Men hverken Agnes eller lægen har helt fået øje på, at Gud har noget at sige også i deres situation.

Har vi så fundet Gud i nogen af de kære Korsbæk-borgere?

Nej, ikke helt i en enkelt af dem. Men:
Glimtvis i faster Anna: Hun er overbevist om Gud. Hun ved, at noget er rigtigt eller forkert. Hun vil bede.
Glimtvis i Mads Skjern: Han kan, om end nødtvunget, være storsindet.
Glimtvis i Kristen Skjern: Han ved, at han trænger til forbøn.
Glimtvis i Ingeborgs og hendes mors imødekommenhed.
Glimtvis i "Fedes" villighed til at komme med besked.
Glimtvis i grisehandlerens humor.
Glimtvis i AgnesŽs glæde og fortvivlelse -
Og glimtvis i lægens tjenstvillighed.
Glimtvis!
Sådan er det også i os. Også i os må vi se glimt af Gud. Vi er alle skabt af Gud. Vi er alle sat ind i livet med opgaver fra Gud,
men også i os lykkes det kun glimtvis!

Jamen, hvor skal vi så gå hen for at se Gud?

Ja, da skal vi ikke til Korsbæk, - men til Nazareth, - til Jerusalem.

Til Nazareth, hvor Maria undfangede Guds Søn; - og til Jerusalem, hvor Guds Søn, Jesus Kristus, frivilligt gik gennem lidelse, død og grav, for at bryde i gennem til livet, det evige, virkelig liv; ikke kun for sig selv - men for dig og mig!

Så kan vi godt komme med vore barnlige spørgsmål: "Kunne det ske? Kunne Maria blive gravid uden at have været sammen med en mand, som hun anfører? Kunne Jesus opstå fra de døde? Er det ikke blot noget, som mennesker har fundet på? Lige som Matador-serien?

Jo, vi kan godt komme med vore spørgsmål. Det er sådan set i orden, hvis da ikke vi med dem blot vil holde Gud 10 skridt fra os.

Men lad os ellers blot komme til Ham med vore spørgsmål, vore tanker og vore bønner til Ham, som Han gennem ordet siger, at Han er. Nemlig den, for hvem alle ting er mulige.
Også Jesu undfangelse ved Helligånden i Maria.
Også Jesu opstandelse fra de døde Påskemorgen.

Men ikke kun disse for os tidsmæssigt fjerne begivenheder, men også det, at Han i dag vil skabe nyt liv i os. Undfange noget åndeligt i os. Genføde os. Lade det liv udvikle sig i os, som vi fik givet ved vor dåb.
Det liv, hvor vi så godt nok ikke mere selv er centrum, men hvor Gud er det, og vi dermed aldrig er uden for Hans øje, Hans hånd.

Det liv Han vil lede os i hver dag i tro og tillid til Ham, og sammen med hinanden i menighedens fællesskab, - og hvor vi har vores plads hver især i det daglige!

Det er ikke noget én prædiken kan sige nok om, men begynd i dag.

Husk, at også i dig og mig vil Gud skabe nyt. Det er ikke vore præstationer eller mangel på præstationer, det kommer an på.

Det kommer an på det, som Gud for Jesu Kristi lidelses og døds skyld vil nyskabe i os!

Lad Gud komme til, sådan som Maria gjorde det.

For Gud er ikke kun kommet til Nazareth, Jerusalem og Korsbæk.

Nej, Han er kommet der hvor du bor.
Han er kommet til dig!

Amen.

Sognepræst
Ivan L. Jakobsen
Frederiksværk-Vinderød

(Oprindelig skrevet til og holdt
Mariæ Bebudelsesdag 24. marts 1985
med prædiketeksten
fra Lukas 1, 26-38).