Ghana, børnehjemmet Father's Home

 Ghana

Father's Home

v/Stine Roswall

Jeg blev student i sommeren 2005, og en uge senere sad jeg på flyveren til Accra. Jeg skulle ned til Ghana og havde glædet mig i et helt år. Det var Team Takoradi, jeg var blevet en del af - afslutningen på MBU’s Ghana-år, en ungdomstur ned og se Father’s Home med egne øjne. I januar 2007 var jeg tilbage i 2 uger, for at være sammen med børnene igen.

Det er rigtigt fedt at komme til Ghana, klimaet er skønt. Shortsvejr hele året rundt kunne jeg hurtigt vænne mig til. Maden smager rigtigt godt, den er krydret og spændende og i flotte farver. Jorden har en sjov farve, der slet ikke er til at beskrive. Den er rød, men alligevel brun eller faktisk næsten lidt orange, nærmest rustfarvet. De kloge kalder det ”Afrikas røde jord”, men rigtig rød er den alligevel ikke helt. Luften lugter på en særlig måde, lidt af asfalt, men også bare skarpt og krydret – ja altså med mindre man står lige ved siden af kloakken(!).

Ja, jeg bliver bombarderet med nye indtryk, da jeg kommer til Takoradi, og allerede inden jeg møder børnene på Father’s Home er jeg næsten ør af alle de nye indtryk.

Men børnehjemmet! Det er et skønt sted, når jeg kommer gående op ad indkørslen, er der straks fem-ti børn, der har opdaget mig og kommer løbende, vinkende. Jeg er helt sikker på at få mindst en syv-otte kram, inden jeg overhovedet er kommet ind af døren.

Når jeg tæller det hele sammen, har jeg kun tilbragt 5 uger af mit liv i Ghana, men det føles som om, jeg har været der meget længere. Jeg kender børnenes sørgelige historier - men jeg kender også den glædelige slutning, de alle sammen har fået. Selvom det virker skørt at tale om slutninger, når deres liv knapt er begyndt.

Et nyt liv
Men der er ingen tvivl, når et barn flytter ind på Father’s Home, så starter de på et nyt kapitel i deres liv. Deres fortid er ikke glemt, men deres nutid er ikke længere en tilværelse som gadebarn eller slavebarn, der bare kæmper for at overleve. Deres nutid er at være et elsket medlem af en kærlig familie med forældre og søskende, der holder af dem. Deres nutid er mad hver dag uden at skulle spekulere over, om der nu også er mad i morgen, Deres nutid er at have tøj på kroppen, og deres nutid er en plads på skolebænken. I mine øjne er det helt vildt!

Jeg takker ofte Gud for, at Francis fik lov til at starte det børnehjem, jeg ved, at jeg aldrig selv ville have fået den idé – men jeg kan se, hvor meget der er brug for, at andre får visioner til at starte noget nyt. Jeg glæder mig over den smule, jeg selv kan få lov til at bidrage med.

Dråben i havet betyder noget
Det bedste af det hele er, at den indsats, vi gør i Ghana, betyder alverden for 26 børn. Somme tider møder jeg sortseere, der fortæller mig, at det er en dråbe i havet, og at set i det store perspektiv betyder det intet – men helt ærligt, hvad er det for noget vås? Jeg har med egne øjne set, hvilken forskel vores partnerskab med Father’s Home gør. Og ja, det er bare en dråbe i havet – men for de her børn betyder det alverden! Og jeg ville ønske, der var nogle flere, der ville dryppe i havet, så nogle flere gadebørn i Takoradi kunne få de samme muligheder som Ruth, Deborah, Marciliino, Hellina, Hellina, Mercy, Mordecai, Jakob, Jeremiah, Kizito, Stephen, Eshun, Eunice, Dinah, Mabel, Justin, Rosemary, Peter, Samuel, Augustina, Agnes, Collins, Jennifer, Florence, Francis Kofi og Douglas har fået.