[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]
Burma længes efter fred og demokrati.
2007 okt 1
Burma
længes efter fred og demokrati.
Burma er et meget lukket land og de fleste ved meget lidt om,
hvad der sker. Landet har et meget hårdt militærdiktatur
og hele befolkningen lider under det, men de kristen i Burma
lider på den særlig måde. Mange flygter ind
i junglen. En del mister livet her, andre redder sig til Thailand,
hvor de slår sig ned i flygtningelejrene.
Organisationen Free Burma Rangers, som støttes af frikirken,
Det Danske Missionsforbund, hjælper mange af flygtningene
i junglen. Det har jeg fortalt om i et par artikler i den kristne
ugeavis Udfordringen og via dem, er de burmesiske flygtninge
blevet denne måneds gæst i Netkirken.
|
En
rejse blandt
et glemt folk
Af Bjarne Nederby Jessen
|
|
|
Undervejs møder de mennesker, der hele deres liv kun
har kendt til et liv på flugt, et liv i kamp, et liv som
guerilla-soldater, men også et folk, hvor mange er dybt
religiøse. Flertallet er buddhister, nogle er kristne
– og mange af dem har mødt evangeliet gennem missionærer
i området og er i dag kristne og partisankrigere, et paradoks,
men det er den barske virkelighed for dem. I kristentroen fandt
de selvbevidsthed og identitet.
Partisankriger til andagt i junglen Midt
i junglen kan man møde partisanere, der efter aftensmadens
samles til andagt og bibellæsning. De sætter sig
på hug med et stearinlys imellem sig. Ner Da læste
fra Salme 27 „Herren er mit lys og min frelse, hvem skal
jeg frygte? Om en hær end lejrer sig omkring mig, er mit
hjerte uden frygt; om krig bryder løs mod mig, dog er
jeg tryg.“ Midt i junglen omgivet af fjender, finder man
tryghed i Guds ord og i fællesskabet med ham.
I troen på Gud finder de tryghed, i bønnen finder
de ro. „Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg
frygter ej ondt; thi du er med mig, din kæp og din stav
er min trøst.“
Kæmpede mod undertrykkelse Ner
Da havde i USA taget en bachelor-grad med grundkurser i matematik,
videnskab og datalogi. Trods muligheden for at blive i USA vendte
han tilbage for at kæmpe for og med sit folk mod undertrykkelse
og ufrihed. |
|
|
Kristen og partisankriger Undervejs undrer
Carsten Jensen sig over det paradoks, at man både kan være
kristen og partisankriger. Hvordan tale om kristen næstekærlighed
og samtidig slå ihjel? Hertil siger Ner Da: Vi dræber
ikke af had, men for at forsvare vore familier. Jeg hader ikke
burmeserne, men jeg hader diktaturet og en dag, når der
er fred, vil vi mødes og leve sammen.
Carsten Jensen møder også David Eubank, i bogen
kaldet Jim, som vi fortalte om i sidste nummer af Udfordringen.
Han var amerikansk soldat, kaptajn, men valgte en tjeneste i
Nordthailands flygtningelejre og blandt karenerne i Burmas jungle.
Guds kærlighed tvinger ham. Han har skabt organisationen
Free Burma Rangers og med dem bringer han nødhjælp
og evangliet ind i junglen til nødstedte mennesker. De
bærer T-shirts med teksten: Elsk hinanden. Foren og arbejd
for frihed, retfærdighed og fred. Tilgiv og had ikke hinanden.
Bed i tro, vær modige i handling, giv aldrig op. Et motto
for en vigtig tjeneste. David Eubank bærer ikke selv våben,
men hvis de skulle blive fanget i en landsby, vil han nok ikke
tøve med at hjælpe de andre i forsvaret af deres
lille samfund. Dette sidste fremgår dog ikke af Carsten
Jensens bog, men jeg ved det fra mit kendskab til David Eubanks
arbejde. |
Børn
bliver hjulpet efter de er fundet junglen |
|
|
Kamp for frihed Hans arbejde finansieres
af kirker rundt omkring i verden, først og fremmest USA,
men også Det Danske Missionsforbund er involveret i støtten
til dette arbejde.
Carsten Jensen slutter bogen af med at fortælle, at karenerne
åbner sig mod verden, de ønsker forsoning, at genvinde
det tabte og søge det forsvundne. De inviterer til samarbejde
omkring deres kamp for frihed og retfærdighed og „denne
gang kan vi ikke overhøre deres invitation“, siger
Carsten Jensen.
Det er en meget stærk bog. Man bliver inviteret ind i menneskers
liv og lidelse, men også i deres kamp og håb. Bogen
er illustreret med meget flotte fotografier af naturen og menneskene
i Burmas jungle. Billederne i sig selv er bogens pris værd
og i tilgift får man så den spændende og udfordrende
historie om et folks forfølgelse og lidelse.
Carsten Jensen
Det glemte folk – En rejse i Burmas grænseland.
Fotografier af Elmer Laahne
192 sider, Aschehoug Forlag, kr. 399,- |
|
|
Missionsarbejde
med livet som indsats
Bringer nødhjælp og evangeliet til karenerne
i Burmas jungle
Af Bjarne Nederby Jessen |
|
|
BURMA - Karen og David Eubank arbejder som missionærer
blandt karenerne i flygtningelejre i Nordthailand og i Burmas
jungle. Når de drager ind i junglen med evangeliet og nødhjælp,
er det med livet som indsats. Men de gør det, fordi Jesus
har kaldet dem til denne opgave. Deres arbejde støttes
af Det Danske Missionsforbund.
Karen og David Eubank arbejder som missionærer blandt karenerne
i flygtningelejre i Nordthailand og i Burmas jungle Karenerne
tilhører hjertet af den burmesiske modstandsbevægelse
i landets østligste provinser. I mere end 50 år
har et glemt folk ført sin kamp for frihed og retten til
at leve som jævnbyrdig i et større fællesskab,
en frihedskamp med paradokser. En del karenere er kristne, har
taget imod Jesus som resultat af målrettet mission. Mange
karenere, også nogle af de kristne, deltager i deres livs
vigtigste frihedskamp. Ikke bare kristen og soldat, men kristen
og guerilla-soldat, kristen i kamp. I sig selv et paradoks.
Netop dette paradoks standser forfatteren og samfundsdebattøren
Carsten Jensen op ved i hans fantastiske bog ”Det glemte
folk. En rejse i Burmas grænseland”. (Anmeldelse i
Udfordringen).
David Eubank er født i Thailand, hvor hans forældre
var missionærer og stadig bor som pensionister. Han taler
sproget og kender kulturen indefra. Hans træning og erfaring
fra den amerikanske hær hjælper ham i nødhjælpsarbejdet
i Nordthailand og ind i Burmas jungle.
Med livet som indsats I en lille landsby
ude i bjergene bor et af de mange stammefolk i Burma. En dag
lyder der maskingeværskud i landsbyen. Panikslagne flygter
folk og forsøger at skjule sig i junglen. Militærjuntaens
soldater stormer, sætter ild til husene og skyder alle,
der ikke nåede at flygte. Snart er landsbyen forvandlet
til en rygende ruinhob med forkullede lig af husdyr og mennesker.
I junglen forsøger de overlevende at klare sig bedst muligt.
Mange er sårede. De fleste har mistet familiemedlemmer.
Mange dør af sult, udmattelse og mangel på lægehjælp.
At der er over en million flygtninge i Burma, hører vi
ikke meget om i Danmark. Engang imellem nævnes nobelpristageren
Aung San Suu Kyi og hendes kamp for menneskerettigheder, det
er alt. Karenerne er et glemt folk, glemt af verdensopinionen,
men Gud har ikke glemt dem. |
|
|
Massakre på civile Massakre på
civile, nedbrændte landsbyer, ødelagte kirker, kristen
præst og buddhistisk munk tortureret, tvangsforflyttelser,
over 5.000 flygtninge, hvoraf 1.000 gemmer sig og flygter for
livet, seks- årig dreng skudt, men flygtede hårdt
såret og gik tre dage alene i junglen, inden han blev fundet
og bragt i ”sikkerhed”. Overlevede kun, fordi han spillede
død. Sådan kan man læse i én af rapporterne
fra Free Burma Rangers, og det er i denne situation, Karen og
David Eubank søger at bringe nødhjælp og
forkynde evangeliet.
Missionsforbundet bringer hjælp Det
Danske Missionsforbunds Ydre Mission har i flere år gjort
en stor indsats blandt flygtninge og grænsefolk i Burma
på grænsen til Thailand og i flygtningelejrene i
Thailand. En indsats som omfatter flere ting. Blandt andet er
Missionsforbundet med til at udruste og sende små grupper
med nødhjælp, som bæres gennem junglen. Gruppen
har også læger, undervisere og præster med.
Ud over at bringe konkret hjælp i form af mad, medicin
og behandling har de en vigtig opgave med at opmuntre. Ofte må
de snige sig gennem junglen for at undgå juntaens soldater.
Hvis de bliver opdaget, kan det betyde døden. Tit har
de flygtninge med tilbage til flygtningelejrene i Thailand.
På grund af forfølgelserne er der en dyb mistillid
mellem de forskellige grupper, og der er behov for at øge
forståelsen, tilliden og enheden, ligesom der er behov
for at få stablet et ansvarligt lederskab på benene.
Det projekt, som Det Danske Missionsforbund har ansvaret for,
har blandt andet til formål at uddanne og udvikle nuværende
og fremtidige ledere, så de kan stå i spidsen for
et samfund med demokratiske og menneskelige værdier. Man
ønsker også at opbygge selvværd ved at styrke
den etniske og kulturelle identitet i de forskellige grupper.
Mange af de voksne mænd er engageret i at forsvare flygtningelejrene
eller er forsvundet. Derfor sigter projektet ikke mindst på
de forholdsvis mange kvinder i lejrene, ligesom udviklingen af
helt unge ledere har høj prioritet.
På ”Fredens Stemme” i Chiangmai, et kommunikationscenter,
som er startet og støttes af Missionsforbundet, udvikles
og produceres undervisningsprogrammer på kassettebånd
og radioudsendelser, som spiller en meget vigtig rolle i arbejdet.
Desuden afholdes kommunikationskurser oppe i bjergene for ledere
fra forskellige etniske grupper. Missionsforbundet arbejder her
sammen med en række kristne organisationer om opgaven,
som støttes økonomisk af Danida.
Viggo Søgaard, der i mange år var missionær
i Thailand, spiller en væsentlig rolle i kontakten til
Danida og gennemførelsen af projektet.
For David Eubank er det Guds mening med hans liv at bringe denne
hjælp, selv om det er forbundet med risiko.
- Betydningen af materiel sikkerhed er overvurderet, siger han.
- Gud har en plan, det er det afgørende. Min sikkerhed
er Guds problem. Vi må overlade alt til Gud, også
når vi ikke umiddelbart forstår, hvad der sker. At
opleve de burmesiske flygtninges taknemmelighed er rigelig belønning
for strabadserne.
Karen Eubank betragter det som et privilegium at være mor.
Det hjælper hende til at forstå de burmesiske mødre
og børn og deres kamp for at overleve. Hendes børn
lærer omsorg ved at være sammen med burmesiske børn.
Børnene lærer, hvad der har virkelig værdi.
- Hellere et kort, rigt liv i Guds vilje end et langt tomt liv
i sikkerhed. Realiteten er, at vi alle skal dø engang.
Hvis vi blot lever for materielle ting, vil vi miste alt. På
den måde vil vi aldrig blive levende, siger hun. |
Amputation
af et ben |
|
|
|
|