DAGENS ORD: ”Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud.” Jeremias 15:16

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]


Se himlens fugle

2007 sep 1

 
Se himlens fugle.

Spændende fugelandagtsbog.


Boganmeldelse af Bjarne Nederby Jessen.
For nylig blev jeg spurgt om jeg ville anmelde "Se himlens fugle" af Arne Pedersen og jeg sagde straks ja. Jeg kender Arne Pedersen fra hans tid som skoleleder på Johannesskolen i Hillerød - og alle der gør det ved, at Arne Pedersen er amatørornotolog - en stor fuglekender- og elsker. Mange kan huske tilbage på hans spændende fugleture, selv husker jeg én. Med det som ballast var det med stor glæde, jeg sagde ja til at give mig i kast med "Se himlens fugle" - og man kan vist roligt sige, at jeg blev overrasket, men ved nærmere eftertanke, dog ikke.

Der er tale om en fugleandagtsbog. Det begreb kendte jeg ikke i forvejen og egentlig ved jeg ikke om det findes, men en fugleandagtsbog er det. På 68 sider finder man 31 dobbeltsider, der beskriver forfatterens møder med 31 forskellige fugle og ud af den enkelte beskrivelse vokser en andagt. Spændende.

Vi møder fugle skovspurve i kirke, urfugle på heden, gøgen på jagt efter en rørsangerrede at lægge sit æg i, en ringdue, der mobbes af en skade, der mobbes af en krage, natravnen på jagt efter insekter, en "rødvinget" allike, skestorken på fiskeri og også isfuglen, den blå diamant, på fiskeri og flere andre spændende fugle. Hver enkelt fugl får sin egen beretning ud fra Arne Pedersens møde med dem og hver enkelt beretning fører os på en meget fin måde ind i en andagt, hvor der peges på Gud som skaberen og Jesus som frelseren. Hvordan Gud og hans søn Jesus Kristus er interesseret i det enkelte menneske, du og jeg. Det er gjort meget raffineret.

Arne Pedersen fortæller os om bjergiriskens camouflage og fortæller, så at mennesker også forsøger at camouflere sig, skjule sig, for medmennesker - og for Gud. Ofte bruger vi undskyldninger som camouflagedragt. Måske lykkes det for os helt at skjule vores forkerte handling, for de mennesker, der omgiver os, men ingen kan skjule sig for Gud. Alle fore forsøg på at camouflere os, så han ikke ser vores synd, falder til jorden. Gud ser os nøjagtigt, som vi er - og elsker os alligevel.

Nogle fugle mobber eller forfølger andre levende væsener. Vi mennesker kender også til fænomenet. Nogle lider måske dagligt under at blive mobbet eller forfulgt. Det finder sted overalt: i skoler, på arbejdspladser og i fritiden. Mobningen kan ramme mange, især dem, der er lidt anderledes end flertallet. Det kan ramme ikke-kristne såvel som kristne. Men Gud kender det enkelte menneske og elsker det enkelte menneske, som det er.

Hver eneste beskrevne fugl giver anledning til en påmindelse om Guds kærlighed, Guds almagt, Guds nåde og tilgivelse, Guds storhed, Guds visdom og skabermagt og på den måde får Arne Pedersen fuglene til at fortælle os om Gud.

Arne Pedersens gode iagttagelser og dygtige evne til at beskrive situationerne i naturen gør bogen til noget særligt. Han fører med sin store viden og gode iagttagelsesevner læserne ind i fuglenes verden, dramatisk, uhyre barsk, smuk og meget livsbekræftende og så overfører han oplevelserne på de evige sandheder og gør dermed fuglebogen til en fugleandagtsbog.

Bogen er flot illustreret med karakteristiske farvefotos af de omtalte fugle. Det gør det til en oplagt og præsentabel gavebog!

En spændende og anderledes fuglebog, en fugleandagtsbog, som jeg på det varmeste kan anbefale.

Se himlens fugle
af Arne Pedersen
68 sider, Logos Media, kr. 98,00
Fuglebillederne stammer ikke fra bogen,
men er venligst udlånt af e-billeder.dk 



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk