[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken
Mail: signevoldby@gmail.com
om tro og håb i mørket!!
16 okt. 2004
Lukas 24 – vandringen til EmmausVers 32: ”Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham, men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden, Brændte vores hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen…?”
Glædelig oktober til alle læsere!
Dette er min allerførste netprædiken, og trods det tiltagende efterårsmørke har jeg valgt at skrive om nogle ting fra påsken – fra dette vidunderlige evangelium om, at Jesus Kristus lever!
Da jeg som 29-årig blev præst i København, skulle jeg holde en tale i en gammel biograf for 200 af mine nye sognebørn. Jeg stod deroppe, hvor lærredet normalt er, og de mange mennesker sad godt tilbagelænet i de gode, bløde biografstole – men dér hvor JEG stod – oppe på scenen - kunne jeg ikke se en eneste! Der var nemlig stærke projektører, der lyste på scenen og på taleren – som jo var mig – og på grund af lyset kunne jeg ikke se spor…Jeg kunne høre en svag mumlen, nogle, der hostede, og fødder, der skrabede mod gulvet – men jeg kunne ikke SE nogen!!
Det var en mærkelig fornemmelse – lidt ligesom nu, hvor jeg skriver denne prædiken og ikke aner, om der er nogle, der læser den – og hvem I er - jer, der måske læser den!
Men den dag i biografen tænkte jeg, Tja, JEG kan ganske vist ikke se noget som helst, men jeg kan da i det mindste sige noget, så jeg vil fortælle om Jesus – og så må Han velsigne! Så det vil jeg også gøre nu – skrive lidt – til jer, der måske læser – og bede Gud velsigne!
De to mennesker, Lukas fortæller om i kapitel 24, vidste en masse om Jesus… At Han havde gjort nogle fantastiske ting for mennesker – og de vidste, at Han var blevet korsfæstet, og oven i købet havde de hørt fra nogle af kvinderne om den tomme grav…
De vidste det om Jesus, som de fleste konfirmander også ved, når de skal konfirmeres.
Men viden om Jesus er ikke det samme som tro på Jesus – og det var præcis troen, de manglede – derfor kunne de ikke få det hele til at hænge sammen, og så var det, at de tænkte, Nå – det holdt altså ikke – alt det med Jesus – så… trods den gode historie : lad os i stedet gå hjem til det, vi kender…
Og det er jo et ret vigtigt spørgsmål – også for os i dag…
Hvordan bliver viden om Jesus til tro på Jesus?
De to, der gik på vejen hjemad, med deres tvivl og skuffelser, oplevede, at Jesus kom og fulgtes med dem…
Først lyttede Han til al deres tvivl – Han lyttede til alt det, der var svært for dem, Han lod dem læsse det hele af.
Så fortalte Han dem om Bibelens store løfter, hvor det måske ikke er et spørgsmål, om vi KAN tro, men om vi VIL tro – for troen er en gave, troen er, at Jesus kommer til os og går med os i vores hverdag.
På den måde bliver det som om, at påsken vender alting om. Der, hvor vi har styr på det hele, vender Gud det hele om - på grund af Jesus.
Prøv et øjeblik at læse de næste tre sætninger – jeg kunne forestille mig, at de fleste af os kan sige dem – ærligt…
Fx er der den nok mest almindelige sætning i verden, nemlig: Jeg ville gerne tro på en kærlig Gud, men der findes så meget ondt i verden.
Dén sætning hørte jeg meget i de ti år, jeg var sygehuspræst på Frederikssund Sygehus…
Der er også en anden sætning, som mange kirkefolk kan sige. Den lyder sådan: Jeg tror på Jesus, men i hverdagen føles Han langt væk.
Eller hvis man gerne vil være realistisk og samtidig holde fast ved grundsandhederne – så kan man sige: Jeg tror på korset og opstandelsen, men hvor er der meget DØD i verden – og uvenskab blandt kristne…
Og da er det , at påsken fortæller, at Jesus kommer til os, møder os med dyb kærlighed , lytter til det, der svært, og vender det hele om for os – og på den måde bliver Jesus faktisk til Guds ”men” i verden!
I stedet for den første sætning kunne vi nemlig sige, Ja, der findes så meget ondt i verden – men – jeg tror på en kærlig Gud!
Dér vover vi at lade Gud få plads – som et lys i mørket, som et liv i døden – herligt!
Og når man midt i et travlt liv ikke rigtig kan finde Gud, så prøv at sige: I hverdagen kan det med tro føles langt væk – men – jeg tror på Jesus!
Kan I høre – det er som Jesus får plads på en ny måde – på trods!
Og til sidst kunne vi sige: Hvor er der meget DØD i verden – og uvenskab blandt kristne – men – jeg tror på korset og opstandelsen!
Kan I fornemme lidt, at på den måde får Guds kærlighed lov til at lyse med håb og opstandelse ind i vores liv?
Prøv I at gøre det samme – prøv at vende nogle sætninger om af det, der er svært for jer – og lad Jesus stå stærk og levende som det sidste – det er det, der holder!
De to skuffede venner fra Lukasevangeliet kunne pludselig mærke lidt af dette håb i hjertet, så de bad Jesus om at blive hos dem, selv om de stadig ikke vidste, at det var ham.
Og da de sidder dér sammen i et varmt fællesskab med Jesus i midten, så står der, at Han brød brødet – i det øjeblik forstod de, at det virkelig var Jesus – og i samme sekund… var Han med ét væk fra dem igen…
Og så ender historien faktisk, ligesom den begynder – med to mænd alene på vejen til Emmaus… Og alligevel ved vi, at ALT var anderledes.
Deres viden var blevet til tro, deres skuffede håb var blevet til brændende hjerter, de bare MÅTTE fortælle videre, at Jesus lever.
Det er evangeliets løfte til jer, der læser!
At Jesus kan rumme jeres tvivl og jeres bristede håb og jeres skuffelser, men: Han lever! Og hvis I ikke KAN tro, men bare gerne VIL – så lad Ham få plads – til at fylde jeres hjerter, lad Ham række jer tro og liv – så vi sammen – selv om vi ikke kan se hinanden! - kan gå ud i efteråret og hverdagen med brændende hjerter og dele glæden med hinanden og følge den opstandne Jesus!
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
