DAGENS ORD: ”Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed.” Esajas 46:4

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Signe Dorthe Voldby

Netpræst

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

Mail: signevoldby@gmail.com

 

Udsnit fra en ny andagtsbog for børn af Signe Voldby..

16 jun. 2012

Idag skal du høre et mærkeligt vers fra Rom. 8:26! Paulus skriver, at når vi beder til Jesus, så skal vi huske, at ”Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke...
Min kære ven... Du er sikkert et rigtig godt barn, der pænt og velopdragent gør alt, hvad dine forældre beder dig om – uden at lave vrøvl, ikke? Men nu skal høre om en skrækkelig uartig dreng, der hed LilleJohnny...
LilleJohnny fandt pludselig en dag på, at han ville have en ny cykel, og han sagde (nej: han RÅBTE) til sin mor, ”JEG VIL HA EN NY CYKEL!!”...
Inden du læser mere, så prøv DU lige at råbe det, så HØJT du kan –
NU!!

OK, det var godt råbt...
LilleJohnnys mor sagde osse, ”Godt råbt... Men dét blir der ikke tale om – der er længe til både jul og fødselsdag!”
LilleJohnny skreg igen (kan du huske det?): ”JEG VIL HAVE EN NY CYKEL!” – og hans mor sagde, ”Kan du SÅ gå ind på dit værelse, så kan du snakke med Guid om det!!! Og du blir på dit værelse, til vi skal have aftensmad!”

Da LilleJohnny sad på sit værelse tænkte han, ”Jeg kunne da prøve...” Og så skrev han det fineste brev til Gud.

”Kære almægtige Gud,
Du ved, at jeg er en rigtig god dreng og altid er sød ved min mor, så jeg tænkte på,
Om du i din store godhed måske vil være så venlig at give mig en ny cykel?
Venligst,
Din gode ven LilleJohnny”


LilleJohnny sad og kiggede lidt på brevet og tænkte, at hvis Gud ved bare NOGET, så ved han også, at LilleJohnny IKKE er særlig sød... Så... han krøllede papiret sammen, og så skrev han et NYT brev...
”Kære Gud,
Hvis du giver mig en ny cykel, så vil jeg ALTID i fremtiden være en god dreng,
Venligst,
LilleJohnny”


LilleJohnny sad lidt og kiggede på sit andet brev og tænkte, at Gud nok også godt fattede, at LilleJohnny sikkert aldrig kunne klare at blive en god dreng – så den gik HELLER ikke... Så skrev han et tredje brev...

Hey Gud,
Stik mig en cykel!
Johnny


LilleJohnny syntes egentlig, det var et ret godt brev, men han var ikke helt sikker på, at det virkede på Gud, så han vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre. Han sad og tænkte lidt. Så klatrede han ud ad sit vindue og gik lidt rundt på gaderne for at finde ud af, hvordan han skulle overtale Gud til den dér nye cykel. Han kom forbi en katolsk kirke, hvor han gik ind. Der var mange flotte stuer af Jesus og Moses og disciplene, som LilleJohnny gik og kiggede på. Da han kom ned mod udgangen, var der en flot lille statue af jomfru Maria...
(Du ved godt, hvem hun er, ikke? Hun er mor til Jesus...)

LilleJohnny kiggede sig om til alle sider, og da han så, at der ikke var nogen, snuppede han jomfru Maria, gemte hende under sin sweatshirt, og så løb han hjem, klatrede tilbage ind på sit værelse og gemte jomfru Maria inde under sengen.
Og SÅ satte LilleJohnny sig og skrev til Gud igen. FJERDE brev! Denne gang skrev han:

Gud,
Jeg har din mor.
Hvis du nogensinde vil se hende igen, så giv mig en ny cykel!
Fra du ved hvem


Synes du ikke, han er lidt skør – ham LilleJohnny?
På en måde vil han jo gerne tale med Gud og bede til Gud – han ved bare ikke helt, hvordan han skal gøre...Han tror, han skal true Gud eller overtale ham til at gøre det, LilleJohnny vil have...

Jeg tror, det er derfor Paulus i Bibelen siger, at bøn mest er, at vores tanker og hjerter er åbne for, hvad GUD vil gøre – ikke kun hvad vi selv siger eller vil have eller gør... Og så er det, han siger, hvis I IKKE lige siger det rigtige, så skidt – ”for Ånden går i forbøn for jer med uudsigelige sukke...”
Så bed bare løs! Og sig tak for at Gud elsker dig – og tilgiver dig – Ånden vil sukke og bære bønnen lige op til Guds hjerte – for DIG!
Og jeg må sige, at jeg tror godt nok, at Ånden sukkede rigtig meget dén dag med LilleJohnny!!



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk