[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Svend Løbner Madsen, journalist, redaktør og mentor
Mail: mail@svendlobner.dk
[ Mere ... ]
Tomhed er også godt for noget
1 aug. 2013
Jeg læser en bog af Tomas Sjödin for øjeblikket, og den overrasker. Jeg tænker ikke meget på kirkeklokker til daglig og jeg plejer slet ikke at læse om dem. Med bogen ”Et brudt halleluja” (Unitas 2009) fascinerer mig. Tomas Sjödin er nemlig fascineret af kirkeklokker, og det smitter.Første gang han rigtig tænkte over kirkeklokkernes funktion var, da han begravede sin søn, som var død som 15-årig af en blodsygdom. Salmesangen, prædikenen og alle deltagernes velmente ord var gode, men det var klokkernes klang på vej fra kirken til gravstedet, der resonerede med hans hjerte.
Tomas Sjödin konkluderer i kapitel tre, at ”…disse genstande, som lyder så smukt, mest består af tomhed. En knebel og en skal. Omgivet af tomhed. Fyldt af tomhed. Også tårnet, hvor klokkerne hænger, er mest kun luft”.
- Men det er netop denne overflod af tomhed, der er forudsætning for klokkernes sang, for tomhed er ikke kun en mangel, tomhed er også plads og resonans, gentager Tomas Sjödin og overfører på det åndelige liv:
- Gud kan fylde tomheden, og… det sker, at han gør det ved at sende en spinkel tone ind, som forvandler tomheden til resonans.
Det er ikke letkøbte ord fra Tomas Sjödin. Han mistede endnu en søn til samme blodsygdom og oplevede endnu en gang klokkernes trøst.
Ligesom klokketårnet stod tomt og tavst uden klokkeklang, stod også familiens to børneværelser tomme efter de to sønners bortgang. De stod tomme lige så længe som Tomas Sjödin havde brug for tomheden i sorgprocessen. Men så oprandt dagen, da den spinkle tone indfandt sig og gav resonans på ny.
- Jeg regner det for at være et stort øjeblik… En svag tone begynder at kunne høres, den får resonans i det store tomrum, og inden man ved af det, synger man tøvende første vers i en ny sang. Man troede at man aldrig mere ville synge. Men man synger.
Og Tomas Sjödin konkluderer ud fra egne smertelige erfaringer:
- Vi bestemte os ikke for at turde denne sang. Vi valgte den ikke. Den kom bare, så svag i begyndelsen, at den næsten ikke kunne høres, som lyden af utallige meget små klokker i det fjerne.
I bogen udfolder han kirkeklokkernes historie og betydning i forskellige kulturer. Ikke blot resonerer de med den enkelte menneskesjæl, men de giver også en kollektiv resonans i små lokalsamfund og er også uudsigelige bønner til Gud for både individ og samfund.
Og grunden til, at de kan høres i stor radius er, at de klinger i tomrum.
Jeg sad ved siden af en stille mand ved et bryllup for nylig. Halvvejs gennem festen betroede han mig, at han havde mistet sin kone for to år siden. Hun døde kun halvanden måned efter, hun havde fået konstateret kræft.
Det var et chok for manden, der siden har grædt mange tårer i sorg for sin kone.
Men det værste var tomheden, sagde han. Pludselig var hun der ikke mere, og hele den historie, de havde sammen, var passé. Han og børnene havde delt ejendelene, hans piger havde fået hendes smykker, lige med undtagelse af ét, som han havde fået af hende på en tur til Slovenien, hvor han havde mistet sit kors i swimmingpoolen. ”Kom, lad os køre ind til byen og købe et nyt”, havde hun sagt, og hun gav ham et kors og købte også selv et smukt hjerte.
Det var det hjerte, han nu bar om halsen.
Og så fortalte han om tomhedens smerte. Det værste var, at han manglede de små ”nå” fra hende.
- Jeg kan selv skifte forsikring, handle ind, ordne de store ting. Men hvor savner jeg én som bare kan sige ”nå”, når jeg har fikset dørhåndtaget eller skiftet en pære. Det er det værste.
Den lille spinkle tone i klokketårnet. Det var den, han manglede.
Og jeg tænker: Sætter jeg pris nok på min kone, mine børn, mine venner, min kirke, mine kolleger og alle de små ”nå’er”, jeg møder på min vej. Og lader jeg tonen klinge og forstærkes i mit indre gennem… resonans?
Tænk på et billede, en filmsekvens, en strofe fra en sang, et musikstykke, hvor akkorderne smyger sig om hinanden på den helt specielle måde, som vinder genklang i dit hjerte.
Resonans betyder, svingning, genklang, ekko. Det kommer af sonar, som betyder lyd. Resonans betyder derfor genlyd. Og resonans opstår ”når et fysisk objekt rammes af en svingning nær objektets egenfrekvens” (Den Store Danske Encyklopædi).
Og derfor bruges ordet også om forståelse. Det vinder genklang hos mig, siger vi. Det siger os noget. Det giver mening.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på forelskelse. Forelsker man sig i en person, fordi man ligner eller fordi den anden har noget, man ikke selv har? Begge dele, tror jeg.
Der må være en fælles forståelse at bygge forholdet på. Fælles interesser, fælles værdier osv. Men der er jo også en sandhed i, at ”modsætninger mødes”. Vi klinger også godt sammen, fordi vores mangler hver for sig giver udfoldelsesmuligheder for den anden. Tænk på det! Manglerne er ikke kun minusser. De er muligheder.
Og sådan tror jeg, Gud tænker om vores tomhed, vi mennesker. Prædikeren gentager: Endeløs tomhed! Og indtil jeg læste Tomas Sjödin, opfattede jeg disse udbrud som noget negativt. Det er tomhed! Det er håbløst!
Men læser vi Bibelen i helikopterperspektiv, finder vi ofte, at menneskers fejl og begrænsninger er anledning til Guds nåde og velsignelse.
Tag blot Skabelsen. ”Og jorden var øde og tom. Og der var mørke over verdensdybet!” Der var ikke meget håb her. Alt var mørkt og øde.
Men så fortsætter Moses sin beretning: Gud sagde: ”Der blive lys”. Og der blev lyst!” Og således fuldførte han skabningen. Tomheden blev erstattet med ”fylde”. Og fylde er et meget abstrakt ord for alt det, Gud velsigner os med.
Ligesom ”herlighed”. Men nu skete det: hele den tomme jord blev fyldt af Guds herlighed.
Samme idé gentager sig ved Jesu komme. ”Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde”, skriver Johannes i sit evangeliums første kapitel. Og Paulus skriver til Kolossenserne: ”I ham bor hele guddomsfylden legemligt. Og i denne fylde har I del, når I er i ham”.
Der må være tomt, for at der kan blive fyldt op. Der må være en klangbund, for at tonen kan få klang.
Tænk på det, når børnene flytter hjemmefra og deres værelser står gabende tomme. Du savner rodet, musikken, latteren. Spørg dig selv nu: Hvilken klang skal nu fylde disse tomme klokketårne?
Tænk på det, når studiet, projektet er færdigt, og du måske står arbejdsløs. Hvor blev der af alle de spændende og kreative tanker? Spørg dig selv nu: Hvilken lyd, hvilket vid, hvilken mening skal nu udfylde hjertets og tankens tomrum efter dette?
Og tænk på det - nu, hvor din tro måske er kommet på afstand. Var det for barnligt at tro på Gud? Var forklaringerne for letkøbte? Og alligevel savner du noget. Du har brug for at definere din tro ud fra dine nuværende forudsætninger.
Jeg beder om, at Gud må spille en ny lille spinkel tone i dit indre. Så dit indre hjerterum igen kan fyldes af resonans, der giver genlyd til din Skaber, så også dine omgivelser kan lytte med og glæde sig.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
